Dette afsnit handler om
Personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, kan oprette en aktiesparekonto i Danmark. Fuldt skattepligtige personer, der hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland anses ikke for fuldt skattepligtige efter aktiesparekontoloven, jf. aktiesparekontoloven § 1, stk. 1. Se også KSL § 1 og C.F.1.1 for beskrivelse af fuld skattepligt.
En aktiesparekonto kan oprettes af både voksne og børn. Et barn beskattes selvstændigt af aktiesparekontoen, selv om det er forældrene, der har oprettet aktiesparekontoen på barnets vegne. Reglen i KSL § 5, stk. 2, hvorefter afkast af gaver, som et barn har modtaget som gave fra forældrene mv., skal beskattes hos giveren indtil udløbet af det kalenderår, hvori barnet fylder 18 år, eller til barnet indgår ægteskab, gælder ikke for indskud på en aktiesparekonto.
En aktiesparekonto kan kun have én ejer. Se aktiesparekontoloven § 2.
Opretter en skatteyder mere end én aktiesparekonto, er det kun den først oprettede konto, der skattemæssigt behandles som en aktiesparekonto. Se aktiesparekontoloven § 1, stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan dog efter anmodning træffe afgørelse om, at en senere oprettet konto tillægges skattemæssig gyldighed som en aktiesparekonto i stedet for en tidligere oprettet aktiesparekonto.►◄
Hvis den fulde skattepligt ophører for en person, der har oprettet en aktiesparekonto, kan den pågældende bevare kontoen, selv om personen nu kun er begrænset skattepligtig til Danmark. Se aktiesparekontoloven § 16, stk. 1.
En aktiesparekonto kan bestå af en eller flere indlånskonti og et eller flere værdipapirdepoter. Det institut, der har oprettet kontoen, skal betegne konto og depoter mv., så det fremgår, at de vedrører en aktiesparekonto. Se aktiesparekontoloven § 4, stk. 1 og 2.
Følgende aktiver kan indgå på aktiesparekontoen:
Følgende aktiver mv. kan ikke indgå på aktiesparekontoen:
Aktier, aktieretter, tegningsretter og konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier mv., der indgår på aktiesparekontoen, kan erhverves på aktiesparekontoen.
Se aktiesparekontoloven § 5, stk. 1 og 2.
Værdipapirer, der ved en fejl er erhvervet på aktiesparekontoen, men som ikke må indgå på aktiesparekontoen, skal udtages hurtigst muligt og betragtes, som om de aldrig har været indgået på aktiesparekontoen.
Der kan ikke opnås positive renter eller forud fastsatte kurstillæg mv. på et indestående på indlånskontoen. Se aktiesparekontoloven § 8.
Der kan ikke optages lån på aktiesparekontoen. Instituttet kan dog foretage hævning til betaling af skat, afgift, renter og omkostninger, selv om der ikke er dækning på aktiesparekontoen. Se aktiesparekontoloven § 7
Hvis der på en aktiesparekonto er placeret aktier mv., der ikke længere opfylder betingelserne for at være placeret på aktiesparekontoen, fordi aktierne ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, anses aktierne for udloddet den første dag efter at de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Se Se aktiesparekontoloven § 6, stk. 1.
Følgende aktier mv. anses for udloddet den 20. februar året efter statusskiftet eller erhvervelsen, medmindre de forinden er afstået fra aktiesparekontoen:
Se aktiesparekontoloven § 6, stk. 2.
►◄For kalenderåret 2026 kan det samlede indskud på aktiesparekontoen maksimalt udgøre 174.200 kr. Det samlede indskud på aktiesparekontoen er den samlede værdi af aktiesparekontoen inkl. årets nettoindskud.
Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 1.
Værdien af aktiesparekontoen opgøres pr. 31. december og danner grundlag for, i hvilket omfang der kan foretages nettoindskud i det følgende kalenderår.
Beløbsgrænsen gælder kun for indskud. Aktier mv., der er placeret på en aktiesparekonto, kan derfor forblive på kontoen, uanset hvor meget aktierne mv. måtte stige i værdi. Når værdien overstiger beløbsgrænsen, kan der ikke foretages yderligere indskud.
Der kan dog uanset beløbsgrænsen foretages indskud på aktiesparekontoen til betaling af skat. Det gælder for både fuldt og begrænset skattepligtige. Indskuddet skal foretages i det kalenderår, hvor skatten forfalder til betaling. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 2, og § 20. Efter Skattestyrelsens opfattelse kan der derimod ikke foretages indskud udover beløbsgrænsen til betaling af afgift og gebyrer. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 2, modsætningsvist.
Foretages der indskud med et for stort beløb, skal det overskydende beløb udloddes. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 3. Endvidere skal der betales en afgift på 3 pct. p.a. af det overskydende beløb. Afgiften beregnes for det antal dage, der er forløbet fra indskuddet og frem til tilbagebetalingen.
►◄
Indskud på aktiesparekontoen skal ske ved indbetaling af kontanter eller ved overførsel fra en anden konto eller et andet depot. Se aktiesparekontoloven § 10, stk. 1. Ved overførsel af aktier mv. fra et andet depot, anses aktierne i relation til reglerne i aktieavancebeskatningsloven for afstået. Som afståelsessum anses værdien på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages. Se aktieavancebeskatningslovens § 32, stk. 1.
Ved indskud af en fordring, fx et bankindestående, der kan være i fremmed valuta, anses fordringen i relation til reglerne i kursgevinstloven for afstået. Som afståelsessum anses værdien på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages. Se KGL § 35.
Udlodning fra en aktiesparekonto skal ske ved udbetaling af kontanter eller ved overførsel til en anden konto eller et andet depot. Se aktiesparekontoloven § 10, stk. 2. Ved udlodning af aktier, anses aktierne i relation til reglerne i aktieavancebeskatningsloven for erhvervet. Som anskaffelsessum anses værdien på udlodningstidspunktet. Se aktieavancebeskatningslovens § 32, stk. 2.
Ved udlodning af en fordring fra en aktiesparekonto anses udlodningen i relation til reglerne i kursgevinstloven for erhvervet. Som anskaffelsessum anses værdien på udlodningstidspunktet. Se KGL § 35.
►Skatteyderen har den 15. februar 2019 indskudt aktier til en værdi af 40.000 kr. på en aktiesparekonto.
Den 31. december 2025 er den samlede værdi af aktierne på aktiesparekontoen 75.000 kr.
Den 1. september 2026 er den samlede værdi af aktierne steget til 95.000 kr.
Skatteyderen ønsker den 1. september 2026 at indskyde mest muligt på aktiesparekontoen.
Skatteyderen kan indskyde aktier til en værdi af 99.200 kr. Beløbet opgøres som maksimalbeløbet på 174.200 kr. minus værdien den 31. december året før på 75.000 kr. = 99.200 kr. Der tages ikke hensyn til værdiændringer efter den 31. december 2025.◄
►Skatteyderen har den 15. februar 2019 indskudt aktier til en værdi af 40.000 kr. på en aktiesparekonto.
Den 31. december 2025 er den samlede værdi af aktierne på aktiesparekontoen 75.000 kr.
Den 1. september 2026 er den samlede værdi af aktierne steget til 95.000 kr.
Skatteyderen ønsker den 1. august 2026 at indskyde mest muligt på aktiesparekontoen.
Skatteyderen kan indskyde aktier til en værdi af 99.200 kr. Beløbet opgøres som maksimalbeløbet på 174.200 kr. minus værdien den 31. december året før på 75.000 kr. = 99.200 kr. Der tages ikke hensyn til værdiændringer efter den 31. december 2025.
Skatteyderen indskyder imidlertid rent faktisk aktier til en værdi af 110.000 kr. den 1. august 2026.
Det overskydende beløb på 10.800 kr. (indskuddet på 110.000 kr. - det maksimale indskud på 99.200 kr. = 10.800 kr.) skal herefter udloddes. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 3. Udlodningen foretages rent faktisk den 1. december 2026. Det for store beløb har således stået på aktiesparekontoen i 4 måneder. Der skal derfor betales en afgift på 3 pct. p.a. af det overskydende beløb. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 3. Afgiften udgør 3 pct. pr. år. Afgiften for 4 måneder udgør 1 pct. (3 pct. * 4/12). Afgiften af det overskydende beløb udgør herefter 1 pct. af 10.800 kr. = 108 kr.◄
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.