A.D.9.1.2.2.2 Opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 2

A.D.9.1.2.2.2 Opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 2

Indhold

Afsnittet handler om betingelserne i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Den subjektive vurdering

Regel

Skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis virksomheden inden for de seneste 5 år har fået registreringen for det samme registreringsforhold inddraget efter 

  • opkrævningslovens § 4, stk. 3 (inddragelse grundet foreløbige fastsættelser),

eller inddraget eller nægtet efter

  • opkrævningslovens § 11, stk. 9 (inddragelse eller nægtelse af registrering grundet manglende stillelse af sikkerhed),  
  • opkrævningslovens § 19 a, stk. 1 (inddragelse eller nægtelse af registrering for ikke at efterkomme påbud om at udlevere eller indsende materiale)
  • opkrævningslovens § 19 b (inddragelse eller nægtelse af registrering for at afgive urigtige oplysninger om virksomhedens adresse, deltagere i ledelsen eller ansvarlige deltagere i virksomheden).

Bestemmelsen skal sikre, at virksomheder, der inden for de seneste 5 år har fået inddraget eller nægtet et registreringsforhold ►◄ og som efterfølgende anmeldes til genregistrering for det samme registreringsforhold, kan blive pålagt at stille sikkerhed.

Stilles sikkerheden ikke, vil virksomheden blive nægtet registrering for det pågældende registreringsforhold, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 9, 2. pkt.

Den subjektive vurdering

En virksomhed vil efter bestemmelse alene kunne pålægges at stille sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.

I de tilfælde, hvor en virksomhed vil kunne få inddraget registreringen i medfør af opkrævningslovens § 19 a, stk. 1, fordi virksomheden trods flere henvendelser, herunder ved påbud, har undladt at efterkomme Skatteforvaltningens anmodning om at indsende oplysninger til brug for skatte- og afgiftskontrollen, vil virksomhedens drift generelt anses for at indebære en nærliggende risiko for et sådant tab.

I de tilfælde, hvor en virksomhed vil kunne få inddraget eller nægtet registreringen i medfør af opkrævningslovens § 19 b, vil virksomhedens drift generelt anses for at indebære en nærliggende risiko for et sådant tab, hvis det vurderes, at virksomheden indgår i kædesvigskonstruktioner eller andre former for organiseret svig.

Vurderingen efter opkrævningslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., vil dog i begge ovennævnte tilfælde altid skulle foretages konkret. Se afsnit A.D.9.1.2.4.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.