E.A.3.2.8 Emballage og etiketter

E.A.3.2.8 Emballage og etiketter

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for emballage og etiketter i forbindelse med vinafgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Emballager
  • Rumindhold
  • Etiketter.

Emballager

Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets bekendtgørelse nr. 606 af 23. maj 2025 om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer skal enhver, der markedsfører bl.a. vinbaserede alkoholsodavand, både opkræve og tilbagebetale pant for alle emballager i forbindelse med både køb og returnering.

Udbydere og mellemhandlere, herunder bl.a. producenter og importører, af de omfattede produkter har efter ovennævnte bekendtgørelse pligt til at tilmelde sig Dansk Retursystem A/S, der administrerer pantordningen.

Dansk Retursystem A/S udsteder et bevis til de tilmeldte virksomheder.

►De tilmeldte virksomheder skal herudover tilmelde hver produkt- og emballagetype omfattet af pantbekendtgørelsen, der skal markedsføres, importeres mv., til Dansk Retursystem A/S og sørge for korrekt pantmærkning af emballagerne. ◄

►Skatteforvaltningen fører tilsyn med overholdelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 606 af 23. maj 2025 og kan tage partier af produkter, varer eller emballager, der henstår hos producenter, importører eller forhandlere m.v., i bevaring, hvis der konstateres overtrædelse af reglerne om mærkningskrav eller manglende tilmelding til pant- og returordningen.◄ Ved Skatteforvaltningens kontrol skal bevis for ►tilmelding af virksomheden samt emballager◄ kunne vises.

Vin, der skal sælges her i landet, må ikke uden Skatteforvaltningens tilladelse behandles eller aftappes på andre emballager efter udleveringen fra producenten eller modtagelsen fra udlandet. Se ØLVINAL § 33, stk. 1.

Se også

►Se også afsnit◄

  • A.C.3.5.3.4 om skærpede bøder ved overtrædelse af pantlovgivningens regler om pantmærkning og om tilmelding◄
  • E.A.7.1.3 om emballager omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgiften).

Rumindhold

Sikkerhedsstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 998 af 8. oktober 2008 om nominelle mængder for færdigpakket vin og spiritus, samt mærkning af aerosolbeholdere fastsat regler om de nominelle mængder for færdigpakninger til bl.a. vin.

Der skal betales afgift på grundlag af det virkelige cl-indhold i beholderen.

Etiketter

Ved forhandling af vin her i landet må der ikke bruges betegnelser, etiketter, reklamer og lignende, der kan give køberen et indtryk af, at varen er spiritus eller vin af anden art, oprindelse mv. end den, varen er beskattet efter. Se ØLVINAL § 33, stk. 3.

Se Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 1355 af 27. november 2015 om mærkning af fødevarer mv. samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne mv. Sidstnævnte indeholder bl.a. krav til information om nettoindhold (art. 9, stk. 1, litra e, og art. 23, stk. 1) og alkoholindhold (art. 9, stk. 1, litra k, og art. 28).

Der findes også regler om mærkning i EU's vinmarkedsordning, som administreres af Fødevarestyrelsen.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.