Om Den juridiske vejledning

Om Den juridiske vejledning

Indledning

Den juridiske vejledning giver udtryk for Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis og har cirkulærestatus. Se nærmere nedenfor i afsnittene "Udtryk for gældende ret" og "Bindende virkning".

Skatteforvaltningen fra 1. juli 2018

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 804 af 20. juni 2018 om varetagelsen af told- og skatteforvaltningens opgaver, at de opgaver, der ved skatteforvaltningslovens § 1 er tillagt told- og skatteforvaltningen, varetages af Skatteforvaltningen.

Skatteforvaltningen består af de følgende syv styrelser:

  • Administrations- og Servicestyrelsen
  • Gældsstyrelsen
  • Motorstyrelsen
  • Skattestyrelsen
  • Toldstyrelsen
  • Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
  • Vurderingsstyrelsen

De syv styrelser er oprettet som én fælles juridisk forvaltningsmyndighed. Dette er en afgørende forudsætning for, at styrelserne kan løse deres opgaver på tværs af forvaltningen.

►◄

►Skatte- og Vækstministeriet◄

►Ved kongelig resolution af 3. juni 2026 blev Skatteministeriet ændret til Skatte- og Vækstministeriet.◄

►Skatte- og Vækstministeriets koncern omfatter:◄

  • ►Skatteforvaltningens syv styrelser, som oplistet ovenfor◄
  • Spillemyndigheden og Skatteankestyrelsen, som er selvstændige myndigheder under Skatte- og Vækstministeriet.
  • ►Som følge af den kongelige resolution er bl.a. ressortansvaret for det finansielle område overført til Skatte- og Vækstministeriet. Finanstilsynet er blandt de overflyttede institutioner. Finanstilsynet er en styrelse med en selvstændig bestyrelse.◄ 

Landsskatteretten er et uafhængigt nævn under Skatte- og Vækstministeriet.

►It-tilsynet er en uafhængig tilsynsmyndighed.◄ For at styrke tilsynet og styringen med Skatteforvaltningens it-portefølje blev et uafhængigt It-tilsyn oprettet ved lov nr. 2187 af 29. december 2020 om Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område. Loven trådte i kraft den 1. januar 2021. 

►Som følge af overflytningen af bl.a. ressortansvaret for det finansielle område til Skatte- og Vækstministeriet er Finansiel Stabilitet blandt de overflyttede institutioner. Finansiel Stabilitet er en selvstændig offentlig virksomhed, der er ejet af den danske stat gennem Skatte- og Vækstministeriet.◄

I Skatte- og Vækstministeriet er udpeget en koncernfælles databeskyttelsesrådgiver (DPO).

►◄

Se også

►Se også afsnit A.A.1.1 for mere om Skatte- og Vækstministeriets koncern og Skatteforvaltningens opgaver.◄

Se også afsnittet "Den juridiske vejledning - oversigt over hovedafsnit fordelt på styrelser", hvor der kan findes en oversigt over vejledningens hovedafsnit fordelt på de enkelte styrelser► i Skatteforvaltningen◄. ►Dertil kommer Spillemyndighedens selvstændige vejledning om spil.◄

Det fremgår desuden af indledningen til de enkelte styrelsers hovedafsnit, hvilke afsnit styrelsen er ansvarlig for.

    Hvad er nyt?

    I indledningen til de enkelte hovedafsnit i vejledningen findes en oversigt "Hvad er nyt?".

    I denne indledning er væsentligste ændring, at organiseringen af det nye Skatte- og Vækstministerium er løftet et niveau op i indholdsfortegnelsen. Dertil kommer, at Skatteforvaltningens Borger- og retssikkerhedschef blev nedlagt pr. 1. april 2026, som følge af administrative besparelser på tværs af staten frem mod 2030 (det statslige arbejdsprogram). 

    Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.