Dette afsnit beskriver de forskellige former for særeje, hvordan særeje etableres og reglerne for særeje.
Afsnittet indeholder:
Det almindelige formuefællesskab - baseret på delingsformue - er gældende, medmindre ægtefællerne før eller under ægteskabet etablerer en aftale om særeje eller forhåndsaftaler om formuedeling. Se mere om formuefællesskab i G.A.3.1.5.1 Generelt om formueforholdet i ægteskaber.
Særeje kan etableres ved
Se lov om ægtefællers økonomiske forhold (ægtefællelovens) §§ 12-23.
Der er mange former for særeje:
De enkelte former for særeje beskrives nærmere nedenfor.
Efter ægtefællelovens § 12, stk. 1 kan ægtefæller ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
De ovenstående aftaler om ægtepagt kan begrænses til at angå følgende:
Ægtefæller kan aftale, at beløb, der er sumsæreje og sumdeling, skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset efter lov om beregning af et nettoprisindeks. Se ægtefællelovens § 12, stk. 3.
Ægtefæller kan desuden aftale, at beløb, der er omfattet af sumdeling, skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procentsats, eller at beløbet skal optrappes over en fastlagt periode. Se ægtefællelovens § 12, stk. 4.
Visse former for særeje kan tidsbegrænses eller aftrappes over en bestemt periode. Det skal fremgå af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal regnes fra. Se ægtefællelovens § 12, stk. 5.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje i overensstemmelse med de muligheder for særeje, der findes i ægtefællelovens § 12. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Både privatpension og pension oprettet som led i ansættelsesforhold er omfattet. Se ægtefællelovens § 13.
Ægtefæller kan yderligere ved ægtepagt aftale, at særeje bestemt af tredjemand helt eller delvis skal være en anden form for særeje, i overensstemmelse med ægteskabslovens § 12, eller skal være delingsformue. En aftale derom er kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om særeje efter ægtefælleslovens § 23. Se ægtefællelovens § 14.
Ægtefæller kan ved ægtepagt indgå forhåndsaftaler om formuedelingen i forhold til rettigheder, som er undtaget formuefællesskabet efter bestemmelser herom i ægtefællelovens §§ 34-37.
Der stilles visse krav til ægtepagtens gyldighed. For at være gyldig skal en ægtepagt mellem ægtefællerne og kommende ægtefæller oprettes skriftligt, underskrives af ægtefællerne og tinglyses i personbogen. Se ægtefællelovens § 20.
Tinglysning er ikke blot en gyldighedsbetingelse over for ægtefællernes kreditorer, men også i forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes.
Fuldstændigt særeje indebærer, at særejet i forbindelse med bodeling kun tilhører den ene part. Det gælder både ved separation, skilsmisse og dødsfald. Se ægtefællelovens § 12, stk. 1, nr. 2.
Det betyder, at der ved ejerens død skal ske skifte af ægtefællernes bo for den del af boet, der er afdødes fuldstændige særeje. Den længstlevende ægtefælle kan altså ikke sidde i uskiftet bo med afdødes særeje. Se arvelovens § 17 modsætningsvis. Se også arvelovens § 23, stk. 1.
Det, der indtræder i stedet for særeje, er særeje, og indtægter af fuldstændigt særeje, der er oprettet fra den 1. oktober 1990, er særeje. Se ægtefælleslovens § 25, stk. 1.
Skilsmissesæreje indebærer, at ægtefællerne ikke skal dele deres egen formue, hvis de skal separeres eller skilles. Se ægtefællelovens § 12 stk. 1, nr. 1. Skilsmissesæreje kan omfatte hele formuen eller bestemte dele af formuen, ligesom der også udelukkende kan være særeje for den ene part. Dette afhænger af den aftale, som ægtefællerne har indgået omkring skilsmissesæreje. Aftalen skal indgås i form af en tinglyst ægtepagt for at være gyldig ved skilsmisse, se ovenfor under ægtepagtens gyldighed.
Skilsmissesærejet vil kun tilhøre den ene ægtefælle ved separation eller skilsmisse.
Skilsmissesærejet ophører ved dødsfald, og den længstlevende ægtefælle kan derfor sidde i uskiftet bo med den afdødes tidligere skilsmissesæreje, fordi skilsmissesærejet er blevet fælleseje.
Indtægter af skilsmissesæreje er særeje. Se ægtefællelovens § 25, stk. 1.
Det bemærkes, at særeje der er forbrugt, eller som er sammenblandet med anden formue således, at den ikke kan udskilles, ikke kan udtages som ens særeje.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.