Afsnittet handler om valget af kurator til at varetage boets interesser.
Afsnittet indeholder:
Efter afsigelsen af konkursdekretet udpeger skifteretten en eller flere kuratorer for boet. Se konkurslovens § 107.
Udpegning af kurator skal ske efter reglerne i konkurslovens § 107 a, som er indsat ved § 1, nr. 3, i lov nr. 1767 af 29. december 2025, og som trådte i kraft den 1. januar 2026.
Såfremt der udpeges flere kuratorer, er det alene den første kurator, der skal udpeges efter reglerne i konkurslovens § 107 a. Udpeges der samtidig eller efterfølgende yderligere kuratorer, kan dette ske på baggrund af skifterettens skøn over, hvem der bør indgå i bostyret sammen med den første kurator. Hvorvidt der skal ske udpegning af flere kuratorer, afhænger navnlig af boets størrelse og kompleksitet, ligesom stærkt afvigende interesser hos forskellige grupper af fordringshavere kan begrunde udpegning af yderligere kuratorer. Udpegning af yderligere kuratorer kan ikke anvendes til at afhjælpe situationer, hvor den første kurator er inhabil.
Skifteretten kan også nedsætte et kreditorudvalg, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
Ved lov nr. 1767 af 29. december 2025, som trådte i kraft den 1. januar 2026, blev konkurslovens § 107 a indsat som ny bestemmelse. Heri reguleres, hvordan udpegningen af kurator skal ske.
Efter konkurslovens § 107 a, skal skifteretten som hovedregel udpege den kurator, der regnet efter beløb har størst tilslutning blandt de repræsenterede fordringshavere, og som efter skifterettens skøn har stemmeret ved en afstemning efter konkurslovens § 113. Det bemærkes, at konkurslovens § 114 a afskærer stemmeret fra blandt andet nærtstående.
Er der ingen fordringshavere som skønnes at have stemmeret, repræsenteret på mødet, udpeger skifteretten en af skifterettens faste kuratorer.
Skifteretten udpeger en af de faste kuratorer, medmindre:
Er der indgivet flere konkursbegæringer mod samme skyldner med forskellige kuratorindstillinger, afgør skifteretten hvilken af de indstillede kuratorer, der skal udpeges.
I særlige tilfælde kan skifteretten fravige ovenstående, fx hvor skifteretten på baggrund af konkrete oplysninger må forvente, at et andet kuratoremne nyder tilslutning fra størstedelen af de stemmeberettigede fordringshavere, og at der vil blive begæret indkaldelse til kuratorvalg, eller de der peges på efter skifterettens skøn ikke har det nødvendige særlige branchekendskab, eller det vurderes hensigtsmæssigt at udpege en kurator, der allerede behandler koncernforbundne selskaber. Se konkurslovens § 107 a, stk. 4.
Nedenfor fremgår en oversigt over udpegelseshierakiet i konkurslovens § 107 a. Skifteretten skal som kurator udpege:
| 1. Den der - regnet efter beløb - har størst tilslutning blandt de stemmeberettigede fordringshavere, der er repræsenteret på mødet, hvor konkursdekretet afsiges. |
| 2. Likvidator, hvis skyldner har været under tvangsopløsning og likvidator blev udnævnt af skifteretten efter selskabslovens § 227, stk. 3. |
| 3. Hvis der ikke er stemmeberettigede fordringshavere på mødet: Den, som den fordringshaver der har begæret konkursen, såfremt denne ikke er omfattet af konkurslovens § 114 a, peger på, uanset udsigt til dividende. Medmindre en panthaver på begæring anmoder om en kurator som efter skifterettens skøn har den største tilslutning blandt de panthavere, der ikke er omfattet af konkurslovens § 114 a, og hvis interesser påvirkes af konkursen. |
| 4. En af skifterettens faste kuratorer. |
| 5. Ved særlige tilfælde kan skifteretten fravige ovenstående. |
Skifterettens afgørelser om at fravige udpegelseshierakiet i konkurslovens § 107 a, stk. 1-3, i særlige tilfælde (se konkurslovens § 107 a, stk. 4), kan indbringes for højere ret. Modsat kan skifterettens afgørelser om ikke at fravige udpegelseshierakiet i konkurslovens § 107 a, stk. 1-3, ikke indbringes for højere ret. Se konkurslovens § 249, som ændret ved lov nr. 1767 af 29. december 2025.
Ved lov nr. 1767 af 29. december 2025, som trådte i kraft 1. januar 2026, blev § 108 a indsat som ny bestemmelse i konkursloven, hvorefter skifteretten i forbindelse med afsigelse af konkursdekret eller efterfølgende kan udpege en ad hoc-kurator til at varetage en del af boets behandling, når der som følge af kurators interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om kurators upartiskhed i det foreliggende spørgsmål. Her vil særligt være tale om situationer, hvor kurator i enkeltstående forhold har en tilknytning til en fordringshaver eller en begunstiget ved en potentiel omstødelig disposition.
Skifterettens afgørelser om udpegning af en ad hoc-kurator efter konkurslovens § 108 a, kan ikke indbringes for højere ret. Se konkurslovens § 249, som ændret ved lov nr. 1767 af 29. december 2025.
For at kunne varetage hvervet som kurator, skal vedkommende være habil og have de fornødne kvalifikationer. Der foreligger som udgangspunkt inhabilitet, hvis vedkommende:
Se konkurslovens § 238 samt de ændringer af bestemmelsen der er vedtaget ved § 1, nr. 9 og 10 i lov nr. 1767 af 29. december 2025 og § 238 a. Habilitetskravet og kvalifikationskravet er gennemgået nærmere i G.A.3.4.1.2 Særlige bestemmelser om bobehandlingens aktører.
Skifteretten kan i forbindelse med afsigelsen af konkursdekretet bestemme, at der skal indkaldes til valg af kurator og eventuelt kreditorudvalg. En sådan skiftesamling skal afholdes inden tre uger efter, at konkursen er bekendtgjort i Statstidende. Se konkurslovens § 108, stk. 1.
Der skal også afholdes skiftesamling til valg af kurator eller kreditorudvalg, hvis kurator eller en fordringshaver, der ikke er omfattet af § 114 a, ønsker dette. En sådan begæring skal fremsættes skriftligt over for skifteretten senest tre uger efter konkursens bekendtgørelse i Statstidende. Skiftesamlingen skal afholdes inden tre uger fra modtagelsen af begæringen herom. Skifteretten skal straks indrykke bekendtgørelse om skiftesamlingen i Statstidende. Se konkurslovens § 108, stk. 2, som ændret ved § 1, nr. 4 i lov nr. 1767 af 29. december 2025.
Fordringshaverne kan vælge kurator på skiftesamlingen, hvis mindst en tredjedel af kendte stemmeberettigede fordringshavere er repræsenteret, og over halvdelen af de afgivne stemmer falder på samme person. I begge henseender er fordringernes beløb afgørende. Se konkurslovens § 113, stk. 1.
Ved afstemning efter konkurslovens § 113, er der ikke stemmeret til:
Se konkurslovens § 114 a, som indsat ved lov nr. 1767 af 29. december 2025, som trådte i kraft 1. januar 2026.
Der kan gøres indsigelse mod valget af kurator, hvis der er særlige grunde til det. Se konkurslovens § 114, stk. 1. Særlige grunde kan fx være, at:
Er kurator valgt af fordringshaverne, skal der ske nyt valg efter konkurslovens §§ 113 og 119. Er kurator udpeget af skifteretten, udpeger skifteretten en anden kurator.
Skifteretten kan tilsidesætte de trufne beslutninger, meddele kurator pålæg og foretage, hvad der i øvrigt måtte være fornødent, hvis kurator eller skiftesamlingen handler til skade for boet. Det samme gælder, hvis rettigheder, som tilkommer en panthaver, skyldneren eller andre, krænkes. Se konkurslovens § 127.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretten | ||
| UfR 2025.4773.VLR | Skifterettens udpegning af en af de antagne faste kuratorer i stedet for den kurator, som virksomhedspanthaver havde peget på, blev ophævet. Selvom der ikke var frie midler i boet, havde virksomhedspanthaver en væsentlig interesse i bobehandlingen, der måtte antages primært at bestå af realisering af pantet. | Kendelsen er afsagt efter dagældende regler, der er ændret pr. 1. januar 2026. Situationen er nu reguleret i den nyindsatte § 107 a, stk. 2, 3. pkt., i konkursloven. |
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.