Afsnittet indeholder:
Indkomst omfattet af tonnageskatteloven er indkomst ved erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods mellem forskellige destinationer, når transporterne udføres med egne eller lejede skibe. Se TSL § 6, stk. 1 og 2.
Ligeledes har operatørselskaber mulighed for at anvende tonnageskatteordningen. Se afsnit C.D.8.8.7 om operatørselskaber.
Se også afsnit C.D.8.8.3.1.2, C.D.8.8.3.1.3 og C.D.8.8.3.1.4 om andre former for indkomst, der kan omfattes af ordningen.
I en anmodning om bindende svar, der blev forelagt Skatterådet, blev sejlads af montører fra en dansk havn til en vindmøllepark i svensk farvand anset som omfattet af tonnageskatteordningen, idet betingelsen om, at den skal foregå mellem forskellige destinationer var opfyldt. Se SKM2007.774.SR. Se også SKM2017.346.SR. Dog nåede Landsretten i SKM2023.43.VLR frem til, at en på forhånd aftalt position til søs kunne anses for en destination efter TSL § 6, stk. 1. Dommen er af Skatteministeriet anket til Højesteret, men efterfølgende hævet af Skatteministeriet. Se SKM2024.120.SKAT.
Skattestyrelsen har derfor ændret praksis i forhold til sin fortolkning af, hvornår der foreligger en destination i tonnageskattelovens forstand. Som følge af, at Skatteministeriet har hævet ankesagen for Højesteret, skal begrebet "mellem forskellige destinationer" i TSL § 6 ikke afgrænses til transport af passagerer eller gods mellem havne eller anlæg/strukturer på kontinentalsoklen, men også omfatte sejlads til og mellem forud aftalte positioner på havet (GPS-positioner).
Der er offentliggjort genoptagelsesstyresignal om praksisændringen af tonnageskatteloven med SKM2024.441.SKTST.
Det er en betingelse for at kunne omfattes af ordningen, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed med rederidrift. Denne betingelse er efter Skattestyrelsens opfattelse ikke opfyldt, hvis der transporteres egne varer. Se SKM2010.635.SR.
EU-tilskud kan ikke anses for indkomst i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed med transport af passagerer eller gods eller indkomster i nær tilknytning hertil efter TSL §§ 6 og 10. Se SKM2022.28.LSR.
Se også:
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretsdomme | ||
| Sagerne angik, om transport af bunkerolie til skibe på havet, opfylder betingelsen i TSL § 6, stk. 1, 1. pkt., om, at aktiviteter omfattet af tonnageskatteordningen skal ske "mellem forskellige destinationer". Et flertal i landsretten fandt ud fra en samlet vurdering, at transport af passagerer eller gods (rederivirksomhed) mellem forskellige destinationer, jf. TSL § 6, foruden at omfatte sejlads mellem havne eller anlæg/strukturer på kontinentalsoklen, også omfatter sejlads til og mellem destinationer (GPS-koordinater) på havet. Flertallet lagde vægt på bestemmelsens ordlyd samt det forhold, at det følger af forarbejderne, at lovens overordnede formål er at sikre danske rederiers internationale konkurrenceevne. Flertallet fandt derudover, at de EU-retlige regler, herunder Kommissionens afgørelsespraksis, ikke understøtter en fortolkning, hvorefter transport af passagerer eller gods (rederivirksomhed) mellem forskellige destinationer alene omfatter transport mellem havne eller anlæg/strukturer på kontinentalsoklen. Den senere udvidelse af tonnageskatteloven med § 8a kunne efter flertallets opfattelse ikke i denne sammenhæng tillægges betydning. Landsrettens mindretal fandt, at TSL § 6, stk. 1, må fortolkes på den måde, at den som udgangspunkt alene omfatter transport af passagerer og/eller gods mellem forskellige destinationer af en sådan mere fast karakter, som beskrevet i Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 og Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992. Mindretallet fandt, at eftersom tonnageskatteordningen udgør statsstøtte, skal der ved fortolkningen af TSL § 6, stk. 1, lægges vægt på den definition af søtransport, som følger af EU’s forordninger på søtransportområdet og de dertil knyttede EU-statsstøtteretningslinjer. Mindretallet lagde desuden vægt på, at der hverken i loven eller forarbejderne findes holdepunkter for, at lovgiver forud for indførelsen af § 8a har tilsigtet, at supplysejlads, som helt eller delvist foregår mellem GPS-destinationer på havet, skulle være omfattet af TSL § 6, stk. 1. | Skatteministeriet har hævet ankesagen for Højesteret. Om baggrunden herfor se Skatteministeriets kommentar i SKM2024.120.SKAT. Se også genoptagelsestyresignalet SKM2024.441.SKTST. | |
| Landsskatteretten | ||
| Sagen angik beskatningen af EU-tilskud modtaget af et selskab, der drev rederivirksomhed. Henset til, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, fandt Landsskatteretten, at den omhandlede støtte i form af EU-tilskuddene var skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Landsskatteretten fandt herved, at TEU artikel 4, stk. 3, ikke havde som konsekvens, at selskabet ikke skulle beskattes af EU-tilskuddene. Herefter fandt Landsskatteretten, at EU-tilskuddene ikke kunne beskattes efter tonnageskattelovens regler, idet EU-tilskuddene blev givet til selskabet som et led i en grøn omstilling, som ikke er omfattet af tonnageskattelovens område. EU-tilskuddene kunne således ikke anses for indkomster i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed med transport af passagerer eller gods eller indkomster i nær tilknytning hertil, jf. TSL §§ 6 og 10. For så vidt angik periodisering af de modtagne EU-tilskud, fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle beskattes af EU-tilskuddene i de indkomstår, hvor tilskuddene var blevet udbetalt, idet selskabet havde erhvervet ret til EU-tilskuddene på udbetalingstidspunkterne. | ||
| Skatterådet | ||
| Det er et krav, at transporten skal ske mellem forskellige destinationer for at kunne omfattes af tonnageskatteloven. | ||
| Transport af egne varer ikke omfattet af ordningen. | ||
| Sejlads med passager mellem havn og vindmøllepark omfattet af ordningen. | ||
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.