C.D.11.5.7.2 Regel om databaseundersøgelser

C.D.11.5.7.2 Regel om databaseundersøgelser

En databaseundersøgelse indeholder efter § 7 i BEK nr. 883 af 24. juni 2025 følgende faser:

  • Identifikation og fastlæggelse af den kontrollerede transaktion eller aktivitet samt valg af transfer pricing-metode, herunder PLI
  • Udsøgningsproces, herunder valg af kvantitative og kvalitative udsøgningskriterier.
  • Sammenlignelighedsjusteringer
  • Brug af statistisk metode.

Har virksomheden lavet en databaseundersøgelse i forbindelse med fastsættelsen af armslængdevilkår og priser for en kontrolleret transaktion eller aktivitet, så skal databaseundersøgelsen beskrives og indeholdes i virksomhedens transfer pricing dokumentation under den landespecifikke dokumentation. Se afsnit C.D.11.13.1.2.2.3.7.

Skatteforvaltningen kan i forbindelse med en skattekontrol anmode om, at der inden for en frist på mellem 60 og 90 dage udarbejdes yderligere skriftlig dokumentation i form af databaseundersøgelser for en eller flere af de kontrollerede transaktioner, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Dokumentationsværdien af en databaseundersøgelse afhænger af sammenligneligheden mellem den kontrollerede transaktion og det udsøgte sammenligningsgrundlag. Jo større grad af sammenlignelighed, jo større dokumentationsværdi.

Graden af sammenlignelighed vurderes i forhold til de fem sammenlignelighedsfaktorer, som er beskrevet i afsnit C.D.11.3.1.

Ofte er informationer fra databaser og andre eksterne informationskilder ikke tilstrækkeligt detaljerede i forhold til bedømmelsen af sammenlignelighedsfaktorerne. Databaseundersøgelser må derfor udføres bedst muligt under hensyntagen til, hvilke informationer der er tilgængelige om sammenligningsgrundlaget.

Detaljeringsgraden af de tilgængelige oplysninger i databaserne har særligt betydning for valget af transfer pricing-metode og PLI samt brugen af statistisk metode.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.