C.E.3.4.1.2 Udlodningsmodtagers anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum

C.E.3.4.1.2 Udlodningsmodtagers anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum

Indhold

Dette afsnit beskriver udlodningsmodtagers anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse.

Se afsnit C.E.14 om definition af udlodningsmodtager.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter personer, der er udlodningsmodtager i et skiftet dødsbo, som er omfattet af dødsboskattelovens § 3. Se C.E.3.1.2 om, hvilke dødsboer det er.

Reglen omfatter også personer, der modtager udlodning fra et dødsbo, som er omfattet af dødsboskattelovens afsnit III, fordi den længstlevende ægtefælle beskattes efter reglerne om uskiftet bo mv. Se dødsboskattelovens § 66, stk. 6, 2. pkt., og afsnit C.E.4.2.5.2 om, hvornår det er tilfældet.

Hovedregel

Når udlodningsmodtager får et aktiv udloddet fra et dødsbo, er modtagerens

  • anskaffelsestidspunkt den dag, hvor skattepligten overgår fra dødsboet til udlodningsmodtageren - se afsnit C.E.3.4.1.1 om hvornår indkomstskattepligten overgår fra dødsboet til udlodningsmodtager
  • anskaffelsessum den værdi, som aktivet er medregnet til i boopgørelsen, medmindre værdien i boopgørelsen er ændret efter boafgiftslovens § 12 - se afsnit C.E.9 om boopgørelse og værdiansættelse.

Se dødsboskattelovens § 35 stk. 2.

Undtagelse

Hovedreglen gælder ikke, når udlodningsmodtager succederer i dødsboets eller den længstlevende ægtefælles skattemæssige anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum. Se afsnit C.E.3.4.3 om udlodningsmodtagers succession.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.