F.A.1.7 Verdenstoldorganisationen (WCO)

F.A.1.7 Verdenstoldorganisationen (WCO)

Indhold

Dette afsnit beskriver Verdenstoldorganisationen (WCO).

WCO

Verdenstoldorganisationen - eller World Customs Organization (WCO) - er en international organisation, der administrerer og gennemfører et verdensomspændende internationalt toldsamarbejde.

WCO blev oprettet i 1953 under navnet Toldsamarbejdsrådet eller Customs Cooperation Council (CCC). Organisationen ændrede i 1994 navn til Verdenstoldorganisationen (WCO) for at understrege, at der er tale om en verdensomspændende organisation. WCO har ca. 180 medlemslande. Ved medlemskab opnås ret til at deltage i møder i WCO's forskellige komitéer og dermed også mulighed for at påvirke de beslutninger, der træffes.

WCO's generaldirektører mødes ved årlige rådsmøder. Herudover afholdes der jævnligt møde i WCO's politiske kommission (Policy Commission) samt i forskellige tekniske komitéer.

Disse komitéer er:

  • Permanent Technical Committee.
  • Enforcement Committee.
  • Technical Committee on Customs Valuation.
  • Harmonized System Committee.
  • Technical Committee on Rules of Origin.

Disse tekniske komitéer får ofte hjælp af arbejdsgrupper, fx Harmonized System Review Sub-Committee og Scientific Sub-Committee.

WCO's komitéer får i øvrigt bistand af WCO's sekretariat, der forbereder arbejdsdokumenter og konventionsforslag til møderne, hjælper medlemslandene og i øvrigt koordinerer arbejdet i WCO.

WCO administrerer en række konventioner, der på visse områder danner grundlag for udarbejdelsen af toldlovgivningen i EU. Det drejer sig bl.a. om:

  • Varenomenklaturen "Harmonized System" til brug for udarbejdelse af toldtariffer.
  • Kyoto-konventionen, der indeholder tekster til brug for opbygning af toldlovgivning og -procedurer. 
  • Istanbul-konventionen om midlertidig indførsel.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.