C.C.2.6.7 Afhændelse af virksomheden og etableringskontoloven

C.C.2.6.7 Afhændelse af virksomheden og etableringskontoloven

Indhold

Dette afsnit handler om den skattemæssige behandling efter etableringskontoloven ved afhændelse eller ophør med erhvervsmæssig virksomhed m.m.

Afsnittet indeholder:

  • Afhændelse eller ophør med virksomhed
  • Ændring i betingelserne med mere for etablering i selskabsform
  • Opretholdelse af ikke hævede indskud.

Afhændelse eller ophør med virksomhed

Hvis virksomheden ophører eller afhændes, skal indskud, der enten ikke er hævet, eller som først er hævet i det indkomstår, hvori virksomheden er ophørt eller afhændet, regnes med til den skattepligtige indkomst for ophørs- eller afhændelsesåret efter ETBL § 11, stk. 9, 1. pkt.

Indskud efter etableringskontoordningen efterbeskattes efter reglerne i ETBL § 9, stk. 3. Se ETBL § 11, stk. 9, og "Etablering er ikke sket" i afsnit C.C.2.6.6.

Indskud efter iværksætterkontoordningen afgiftsberigtiges med 52,50 pct. i det år virksomheden ophører eller afhændes. Se ETBL § 11, stk. 9, 4. pkt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct. Se ETBL § 11, stk. 9, 5. pkt.

Fristen for betaling af afgift omfattet af ETBL § 11 er den 1. maj i året efter ophørs- eller afhændelsesåret med sidste rettidige betalingsdag den 1. juli i forfaldsåret. Reglerne i skatteforvaltningsloven, skattekontrolloven, kildeskatteloven, inddrivelsesloven, og opkrævningsloven finder tilsvarende anvendelse på afgift omfattet af ETBL § 11. Se ETBL § 11 d.

Ved lov nr. 1394 af 23. december 2012, § 5 er betegnelsen "indskud" efter etableringskontoordningen og "indskud" efter iværksætterordningen i ETBL § 11, stk. 9, ændret til henholdsvis "etableringskontoindskud" og "iværksætterkontoindskud". Lov nr. 1394 trådte i kraft den 1. januar 2013.

Ændring i betingelserne med mere for etablering i selskabsform

Reglerne ovenfor om ophør med virksomhed, gælder tilsvarende for etablering i selskabsform. Hvis kravet til ejerandel i ETBL § 7, stk. 2, nr. 1, ikke længere opfyldes, eller hvis selskabet ændrer karakter fra et aktivt driftsselskab til et selskab med mange finansielle aktiver, som anført i ETBL § 7, stk. 2, nr. 2, efterbeskattes/afgiftsberigtiges ikke-hævede etableringsindskud og etableringsindskud, som er hævet i det indkomstår, hvor kravet ikke længere er opfyldt.

Indskud efter etableringskontoordningen efterbeskattes efter reglerne i ETBL § 9, stk. 3. Se ETBL § 11, stk. 9, og "Etablering er ikke sket" i afsnit C.C.2.6.6.

Indskud efter iværksætterkontoordningen afgiftsberigtiges med 52,50 pct. i det år, hvor kravene i ETBL § 7, stk. 2, nr. 1 eller 2, ikke kan anses for at være opfyldt. Se ETBL § 11, stk. 9, 4. pkt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct. Se ETBL § 11, stk. 9, 5. pkt.

Fristen for betaling af afgift omfattet af ETBL § 11 er den 1. maj i året efter indkomståret, hvor kravene i § 7, stk. 2, nr. 1 eller 2 , ikke kan anses for opfyldt, med sidste rettidige betalingsdag den 1. juli i forfaldsåret. Reglerne i skatteforvaltningsloven, skattekontrolloven, kildeskatteloven, inddrivelsesloven, og opkrævningsloven finder tilsvarende anvendelse på afgift omfattet af ETBL § 11. Se ETBL § 11 d.

Opretholdelse af ikke hævede indskud

Ikke hævede indskud kan opretholdes på de oprindelige vilkår, hvis kontohaveren inden 1 år efter afhændelsen eller ophøret igen etablerer selvstændig virksomhed, eller hvis kontohaveren inden 1 år på ny etablerer virksomhed i selskabsform. Der skal ikke indsendes ansøgning om dette. Se ETBL § 11, stk. 9, 6. pkt.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.