D.A.16.3.3 Særligt om EU-ordningen

D.A.16.3.3 Særligt om EU-ordningen

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Hvem kan anvende ordningen?
  • Identifikationsmedlemsland
  • Omfattede leveringer
  • Momssats
  • Momsgodtgørelse eller fradrag i den ordinære angivelse

Hvem kan anvende ordningen?

Følgende afgiftspligtige personer kan anvende EU-ordningen:

  1. En afgiftspligtig person, der foretager fjernsalg af varer inden for EU,

  2. En afgiftspligtig person, der formidler levering af varer i henhold til § 4 c, stk. 2, hvis forsendelsen eller transporten af de leverede varer påbegyndes og afsluttes i det samme medlemsland,

  3. En afgiftspligtig person, der ikke er etableret i forbrugsmedlemslandet, og som leverer ydelser til en ikkeafgiftspligtig person.

Se ML § 66 e, stk. 1, som ændret ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, og artikel 369b i Momssystemdirektivet, som ændret ved direktiv 2019/1995.

Om samspillet med reglerne om begrænset salg, se omtalen af momsudvalgets retningslinje i afsnit D.A.6.4.

►Bemærk, at ved artikel 2, nr. 12, i direktiv 2025/516, indsættes der en ny artikel 369aa i momssystemdirektivet. Efter den nye artikel vil levering af gas gennem et naturgassystem beliggende på EU´s område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system, levering af elektricitet eller levering af varme eller kulde gennem varme- eller kuldenet på de i artikel 39 (momslovens § 14, stk.1, nr. 6) fastsatte betingelser, når disse leveringer foretages til en afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig juridisk person, hvis erhvervelser af varer inden for EU ikke er momspligtige i henhold til artikel 3, stk. 1 (momslovens § 50, stk. 1, 2. pkt.), eller til enhver anden ikkeafgiftspligtig person af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i det EU-land, hvor varerne er momspligtige, med henblik på anvendelse af artikel 369b blive anset for at være fjernsalg af varer inden for EU i perioden 1. januar 2027 - 30. juni 2028.◄

►Om artikel 39 (momslovens § 14, stk.1, nr. 6), se D.A.6.1.8.◄

►Om undtagelsen fra pligten til at betale erhvervelsesmoms i artikel 3, stk. 1 (momslovens § 50, stk. 1, 2. pkt.), se D.A.14.4.◄

Identifikationsmedlemsland

Identifikationsmedlemslandet er:

a) Det medlemsland, hvor den afgiftspligtige person har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed, eller, hvis hjemstedet for den økonomiske virksomhed ikke er etableret i EU, det sted, hvor den pågældende har et fast forretningssted.

b) Det medlemsland med et fast forretningssted, hvor en afgiftspligtig person, som ikke har etableret sin økonomiske virksomhed i EU, men har mere end ét fast forretningssted deri, angiver at ville gøre brug af EU-ordningen.

c) Det medlemsland, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes, når en afgiftspligtig person ikke har etableret sin økonomiske virksomhed i EU og ikke har noget fast forretningssted deri. Hvis der påbegyndes forsendelser eller transporter af varer i mere end ét medlemsland, skal den afgiftspligtige person angive, hvilken af de pågældende medlemslande der er identifikationsmedlemslandet.

Den afgiftspligtige person er bundet af beslutningen om valget af identifikationsmedlemsland truffet i henhold til litra b og litra c, 2. pkt., for det pågældende kalenderår og de 2 efterfølgende kalenderår.

Se ML § 66 d, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, artikel 369a i Momssystemdirektivet, som ændret ved direktiv 2019/1995.

Omfattede leveringer

Når en afgiftspligtig person har tilsluttet sig EU-ordningen, finder denne anvendelse på alle virksomhedens leveringer af varer og ydelser, der kan omfattes af ordningen. Se ML § 66 e, stk. 3, som ændret ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, artikel 369b i Momssystemdirektivet, som ændret ved direktiv 2019/1995, og artikel 57c, i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Momssats

De leveringer, der er omfattet af EU-ordningen, beskattes med forbrugsmedlemslandets afgiftssats. Se ML § 66 e, stk. 4.

Momsgodtgørelse eller fradrag i den ordinære angivelse

Afgiftspligtige personer, der har et andet EU-land end Danmark som identifikationsmedlemsland, kan få godtgjort købsmoms efter reglerne i § 45, stk. 1, om godtgørelse til virksomheder i andre EU-lande. Har den afgiftspligtige person imidlertid aktiviteter her i landet, som ikke er omfattet af særordningen, og for hvilke der kræves momsregistrering her i landet, skal moms af udgifter i forbindelse med aktiviteterne i særordningen fradrages i momsangivelsen, der skal indgives i forbindelse med denne momsregistrering. Se ML § 66 f, og artikel 369j i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.

Se også

Se også afsnit

  • D.A.4.2.5 om formidling omfattet af ML § 4 c, stk. 2 (platforme mv.)
  • D.A.6.1.6.2 om fjernsalg (regler fra 2021)
  • D.A.6.2.3.2 om hjemstedet for den økonomiske virksomhed
  • D.A.6.2.3.3 om fast forretningssted
  • D.A.12.1 om momsgodtgørelse til virksomheder i andre EU-lande.
  • D.A.14 om momsregistrering
  • D.A.16.3.1.4 om de anvendte definitioner i forbindelse med særordningen.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.