Dette afsnit handler om hovedreglerne for angivelse og betaling af punktafgifter.
Hovedreglerne kan være fraveget i de enkelte afgiftslove. Henvisninger til reglerne for de enkelte afgiftsområder findes i afsnit A.B.4.4.4.
Afsnittet indeholder:
De fleste punktafgiftslove er nævnt i OPKL, bilag 1, liste A, og derfor omfattet af opkrævningslovens regler.
Angivelser vedrørende de love, som er nævnt i OPKL, bilag 1, liste A, skal indgives til SKAT senest den 15. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden. Se OPKL § 2, stk. 2.
Hvis den sidste rettidige angivelsesdag er en banklukkedag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelsesdag. Se OPKL § 2, stk. 3.
Afgifterne skal angives digitalt ved brug af de digitale kanaler, som SKAT anviser. Beløbene skal anføres i de felter, der fremgår af it-løsningen. Beløbene skal angives i hele kroner. Se bekendtgørelse nr. 848 af 26. juni 2024, § 1, stk. 1-2, og OPKL § 2, stk. 9.
Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse, medmindre Skatteforvaltningen har givet tilladelse til, at angivelse kan indgives ved elektronisk dataoverførsel. Se OPKL § 3.
Afregningsperioden er som udgangspunkt kalendermåneden. Se OPKL § 2, stk. 1.
Hvor der i anden lovgivning er henvist til afgiftsperioden, svarer dette til afregningsperioden. Se OPKL § 2, stk. 1.
For hver afregningsperiode og for hver afgift skal der indgives en angivelse med de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte afgiftslov. Se OPKL § 2, stk. 1.
Skatter og afgifter m.v. (tilsvaret) forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb. Se OPKL § 2, stk. 4.
De frister for angivelse og indbetaling af afgift, som er beskrevet ovenfor, gælder også ved ophør af registreringspligtig virksomhed m.v. Se bekendtgørelse nr. 848 af 26. juni 2024, § 3, stk. 2.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.