Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens adgang til at gennemføre kontrol mv. hos virksomhederne.
Afsnittet indeholder:
Det er Skatteforvaltningens opgave at sikre, at afgiften bliver angivet og afregnet korrekt. Hvis det skønnes nødvendigt, er Skatteforvaltningen berettiget til at foretage kontrol i lokaler, der benyttes af virksomheden. Der kræves ikke retskendelse, men Skatteforvaltningens medarbejdere skal vise legitimation.
Ved kontrollen er Skatteforvaltningen berettiget til at efterse virksomhedens registreringer, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance mv., uanset om disse oplysninger opbevares på papir eller elektronisk. Hvis regnskabsmaterialet er registreret elektronisk, omfatter Skatteforvaltningens adgang til dette materiale også en elektronisk adgang hertil.
Ved kontrollen skal virksomhedens indehaver og ansatte være behjælpelige, og hvis Skatteforvaltningens medarbejdere beder om det, har virksomheden pligt til at udlevere eller indsende regnskabsmateriale til Skatteforvaltningen. Se lønsumsafgiftslovens § 14.
Virksomhedsbegrebet omfatter alle registreringspligtige virksomheder, uanset om disse er korrekt registreret som lønsumsafgiftspligtige.
Se også afsnit A.C.2.1.1.1 om væsentlighed og proportionalitet.
Kontrolbesøg hos virksomheden aftales med virksomheden. Aftalen tilrettelægges så den ikke hindrer den erhvervsdrivende i at udføre sit daglige arbejde.
Uanmeldte kontrolbesøg foretages kun, hvis det skønnes, at formålet med kontrollen kan forspildes ved en forudgående varsling. Se afsnit A.C.1.3.1 Skatteforvaltningens varsling af kontrol.
Adgangen til kontrol omfatter alle lokaler, der benyttes af virksomheden.
Privatboligen er beskyttet af grundlovens § 72. Derfor kan Skatteforvaltningen ikke uden retskendelse tiltvinge sig adgang dertil. Der kan dog være grænsetilfælde, hvor privatboligen benyttes i forbindelse med drift af lønsumsafgiftspligtig virksomhed. I disse tilfælde vil der være adgang til lokaler, hvorfra virksomheden drives.
Adgangen til kontrol omfatter alt regnskabsmateriale og registreringer, uanset om disse er registreret på papir eller elektronisk. Det drejer sig bl.a. om:
Se lønsumsafgiftslovens § 14.
Se også de tilsvarende bestemmelser i momslovens § 74, stk. 1, og skattekontrollovens § 54.
Virksomhedens indehaver og ansatte skal være Skatteforvaltningen behjælpelige under eftersynet. Se lønsumsafgiftslovens § 14, stk. 2.
Det vil sige, at indehaveren og personalet har pligt til at redegøre for alle forhold, der har betydning for opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget, samt til at oplyse, hvordan regnskabsførelsen er tilrettelagt, hvilke bøger der føres, hvilket edb-system der anvendes, hvilke interne kontrolforanstaltninger der findes, osv.
Der er også pligt til at oplyse, hvem der er virksomhedens revisor. Desuden kan Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol i et interessentskab kræve oplyst navnene på samtlige interessenter.
Hvis Skatteforvaltningen har bedt om at få materiale, der er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 14, stk. 1, skal virksomheden sende det til Skatteforvaltningen. Se lønsumsafgiftslovens § 14, stk. 3.
Pligten til at indsende materiale gælder alt det, der er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 14, stk. 1. Pligten omfatter også regnskabsmateriale mv., der befinder sig hos tredjemand, fx revisor eller en regnskabskonsulent. Befinder regnskabsmaterialet mv. sig hos tredjemand fx revisor eller advokat, har denne pligt til at udlevere regnskabsmaterialet mv. til Skatteforvaltningen, også selvom tredjemand har tilbageholdelsesret over materialet. Skatteforvaltningen skal i så fald drage omsorg for, at materialet mv. leveres tilbage til tredjemand, hvis betingelserne for at udøve tilbageholdelsesret fortsat er til stede.
Indsendelsespligten vedrører kun virksomhedens regnskabsmateriale mv. Materiale, der er udarbejdet eller fremskaffet af tredjemand, og som ikke har været i virksomhedens besiddelse, er ikke omfattet af udleveringspligten.
Skatteforvaltningen kan ikke mod virksomhedens protest fjerne regnskabsmateriale mv. fra virksomheden. Det kan heller ikke ske ved magtanvendelse fra politiets side, fordi der er tale om et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, og Skatteforvaltningen ikke har noget besiddelseskrav eller hjemmel til at beslaglægge det pågældende regnskabsmateriale mv. Af samme grund kan regnskabsmaterialet mv. heller ikke kræves udleveret gennem en fogedsag, idet der ikke foreligger noget eksekutionsgrundlag. Regnskabsmaterialet mv. må i så fald indhentes gennem oplysningspligter og eventuelt under anvendelse af administrative sanktioner, herunder daglige bøder. Skatteforvaltningen er dog berettiget til at udskrive eller fotokopiere dokumenter og regnskabsmateriale mv. fra virksomhedens regnskabssystem.
Tredjemands udleveringspligt er ikke en selvstændig oplysningspligt, men derimod en udleveringspligt, der følger af oplysningspligten for den afgiftspligtige. Hvis der er en konkret mistanke om, at den afgiftspligtige har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, kan tredjemand ikke pålægges at udlevere materialet. Se afsnit A.C.1.6 Retten til ikke at inkriminere sig selv.
►◄
Adgangen efter lønsumsafgiftslovens § 14, stk. 1, til regnskabsmateriale mv. består uanset hvilken form, materialet foreligger i. Der er således også adgang til materiale, der foreligger i elektronisk form.
Skatteforvaltningens adgang til regnskabsmateriale mv., der foreligger i elektronisk form, omfatter en elektronisk adgang til disse oplysninger og ikke kun en papirudgave heraf, dvs. at Skatteforvaltningen har ret til på stedet at gennemgå registreringerne på det anlæg i virksomheden, hvori disse oplysninger er. Den erhvervsdrivende kan ikke henvise Skatteforvaltningen til at få udleveret oplysningerne i klarskrift, når oplysningerne er registreret elektronisk.
Bogføringsloven sondrer ikke længere mellem regnskabsmateriale i elektronisk- og papirformat. Efter bogføringslovens § 22, gælder en pligt til at stille regnskabsmaterialet til rådighed for en offentlig myndighed, der er berettiget til at udføre kontrol med virksomheden
Efter bogføringslovens § 22, stk. 1, kan en offentlig myndighed, der i henhold til anden lovgivning har ret til at kræve indsigt i den bogføringspligtiges regnskabsmateriale, forlange, at den bogføringspligtige vederlagsfrit stiller alt, som er nødvendigt til fremfinding og læsning af regnskabsmaterialet, til disposition.
Efter bogføringslovens § 22, stk. 2, indebærer udleveringspligten af regnskabsmateriale, at virksomheden
Efter bogføringslovens § 22, stk. 3, gælder adgangen til materiale også, hvis materialet opbevares hos tredjepart.
Efter bogføringslovens § 22, stk. 4, fastsætter den offentlige myndighed en frist for efterlevelsen
I praksis udleveres regnskabsmateriale mv. i elektronisk form efter aftale med Skatteforvaltningen (fx ved at materialet indsendes i en sikker mail eller at der udlæses data til Skatteforvaltningens medbragte edb-udstyr). Virksomheder anvender i vidt omfang regnskabs- og bogføringssystemer, hvorfra der kan udlæses data til efterfølgende behandling via traditionelle it-revisionsværktøjer, som fx ACL, Idea eller Excel, som også Skatteforvaltningen gør brug af. Dette er hensigtsmæssigt både for virksomhederne, som sparer tid og omkostninger ved at udskrive materialet på papir, og for Skatteforvaltningen, der lettere og hurtigere kan gennemføre kontrollen. Skatteforvaltningen skal sørge for at elektronisk kopieret materiale til Skatteforvaltningens IT-udstyr opbevares på betryggende vis, og at udleveret elektronisk regnskabsmateriale slettes, når sagen er endelig afsluttet.
Erhvervsstyrelsens Vejledning om bogføringsloven.
I modsætning til databehandling ved hjælp af traditionelle it-revisionsværktøjer (ACL mv.) er der ikke hjemmel til at gennemføre dataspejling. Ved dataspejling forstås kopiering, hvor der dannes en identisk kopi af harddiske mv., som gengiver en nøjagtig kopi (kloning) af en computers harddisk mv. på det tidspunkt, hvor spejlingen foretages. En spejling indebærer også en kopiering af slettede filer og skjulte spor mv. Skatteforvaltningen kunne i givet fald få adgang til en række (følsomme) oplysninger, som ikke er relevante for kontrollen, og som Skatteforvaltningen ikke har krav på at få udleveret, hvilket vil være i strid med persondatalovgivningens bestemmelser.
Se også afsnit
Skatteforvaltningen kan give en virksomhed påbud om at udlevere eller indsende materiale efter lønsumsafgiftslovens § 14, hvis virksomheden ikke har udleveret eller indsendt materialet, som Skatteforvaltningen har bedt om. Det følger af opkrævningslovens § 19 a. Hvis påbuddet ikke efterkommet senest 4 uger efter den i påbuddet fastsatte frist, kan Skatteforvaltningen inddrage eller nægte virksomhedens registrering hos Skatteforvaltningen efter lønsumsafgiftslovens, medmindre virksomheden efterkommer påbuddet inden inddragelsen eller nægtelsen.
Hvis Skatteforvaltningen skønner, at virksomheden ikke vil kunne fortsætte uden registrering for lønsumsafgift, inddrages eller nægtes tillige virksomhedens registreringer for øvrige registreringsforhold, medmindre virksomheden inden for 4-ugersfristen anført i 2. pkt. meddeler Skatteforvaltningen, at registreringen for de øvrige registreringsforhold ønskes opretholdt eller foretaget.
Påbuddet skal gives skriftligt, og det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke efterleves inden for 4-ugersfristen, kan virksomhedens registrering inddrages eller nægtes. Det skal også fremgå af påbuddet, at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse eller nægtelse vil være strafbar efter opkrævningslovens § 17, stk. 3, og at den, der ved sin deltagelse i ledelsen af virksomheden forsætligt eller groft uagtsomt medvirker til eller bevirker, at driften af virksomheden indledes eller fortsættes, hæfter for de skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed, i medfør af opkrævningslovens § 10 b.
Se også afsnit A.D.9.4.1.3.◄
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.