Dette afsnit beskriver reglerne for eget forbrug af elektricitet i kraftvarmeværker.
Afsnittet indeholder:
Kraftværker og kraftvarmeværker, der er registreret efter momsloven for produktion af elektricitet, har ret til hel godtgørelse af afgift for eget forbrug af elektricitet. Se ELAL § 11, stk. 1 og 5, og ELAL § 11c, stk. 1.
Kraftværker og kraftvarmeværker skal dog ikke nedsætte elafgiftsgodtgørelsen af værkets eget forbrug af elektricitet, der medgår direkte til produktion af elektricitet og til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Se ELAL § 11 c, stk. 2.
Som udgangspunkt er der i elafgiftsmæssig henseende kun to typer forbrug af elektricitet i kraftvarmeværker og kraftværker.
Ved lov nr. 2225 af 29. december 2020 er der sket omfattende ændringer i reglerne om godtgørelse af afgiften af elektricitet.
Se afsnit E.A.4.6.1.7 om opgørelse af godtgørelse.
Ovennævnte bestemmelser i elafgiftsloven indebærer, at kraftværker og kraftvarmeværker skal opdele deres forbrug af elektricitet i forskellige typer af elforbrug.
Der er teknisk set typisk tale om følgende fire typer:
Nedenfor er der givet eksempler på de nævnte typer af elforbrug, og retten til evt. afgiftsgodtgørelse for elafgift er beskrevet.
Eksempler på forbrug af elektricitet ved el-produktion:
Momsregistrerede kraftværker og kraftvarmeværker har ret til fuld godtgørelse af elafgiften for forbrug af elektricitet, der benyttes i ovennævnte hjælpeudstyr i forbindelse med produktion af elektricitet. Se ELAL § 11, stk. 1 og 5, og § 11 c.
Se også afsnit E.A.4.6.1.7 om opgørelse af godtgørelse.
Eksempler på fælles forbrug af elektricitet ved el- og kraftvarmeproduktion:
Et ubetydeligt forbrug af elektricitet til fx belysning og håndværktøj mv. i lokaler, hvori selve produktionen af elektricitet og varme sker, kan af praktiske, opgørelsesmæssige hensyn henføres under fælles forbrug.
Det samme gælder lignende forbrug af elektricitet i kontrolrum og øvrige teknikrum, laboratorier og mindre værkstedsrum, når disse er integreret i selve kraftvarmeværksbygningen.
Kraftvarmeværker skal fordele fælles forbrug af elektricitet efter samme forhold som værkets forbrug af brændsel til henholdsvis el- og kraftvarmeproduktion. Det vil sige efter V-formel 1,20 eller E-formel 0,67. Se GASAL § 8, stk. 2, KULAL § 7, stk. 1, og MINAL § 9, stk. 2. Det vil sige, at fælles forbrug af elektricitet skal fordeles efter samme nøgle (forhold) som brændsel, der er anvendt til el- og kraftvarmeproduktion.
Der skal dog ikke ske måling af hvert enkelt forbrug af elektricitet i kraftvarmeværket. Der kan fx ske en samlet måling af fællesforbruget af elektricitet.
Fællesforbruget kan fx også gøres op ved at måle det samlede el-forbrug i værket og herefter fratrække forbrug af elektricitet ved el-produktion, forbrug af elektricitet ved kraftvarmeproduktion, forbrug af elektricitet direkte til fjernvarmeproduktion og andet forbrug af elektricitet.
Hvis værket af praktiske, administrative hensyn finder det for hensigtsmæssigt, kan værket dog også vælge at foretage en samlet måling af el-forbrug ved el-produktion og fælles forbrug af elektricitet ved el- og kraftvarmeproduktion, som så fordeles efter nøglen for brændselsfordeling.
skatteretten har Se SKM2016.287.ØLR om forbrug af elektricitet i et affaldsforbrændingsanlæg, der både producerer elektricitet og fjernvarme. Dommen stadfæster SKM2014.804.BR (tidligere SKM2013.106.LSR).
Nedenfor er vist et eksempel på fordeling af fælles forbrug mellem el- og kraftvarmeproduktion:
Værkerne har ret til godtgørelse af den fulde elafgift for den del af el-forbruget (18.000 kWh i eksemplet), der kan henføres som hjælpeenergi ved produktion af elektricitet. Se ELAL § 11, stk. 1, og ELAL § 11c, stk. 2.
Forbrug af elektricitet, der kan henføres til produktion af varme (12.000 kWh i eksemplet), er omfattet af de almindelige regler for hel godtgørelse af elafgift i momsregistrerede virksomheder. Se ELAL § 11, stk. 1, og § 11 c, stk. 1.
Det vil sige, at værket skal betale 0,4 øre/kWh i afgift af 12.000 kWh.
Kraftværker, det vil sige værker, der ikke producerer varme, har ikke et forbrug af elektricitet, der er fælles for el- og varmeproduktion.
Det vil sige, at kraftværker kan anse forbrug af elektricitet til fx transport af brændsel (kul, affald og biomasse mv.) fra lager til kraftvarmekedel, drift af miljøanlæg herunder røggasrensningsudstyr, drift af styrings- og reguleringsanlæg (SRO-anlæg) mv. og vandbehandlingsanlæg vedrørende interne vandkredse på værket, som anvendt til produktion af elektricitet.
Der er tale om forbrug af elektricitet, som ud fra en teknisk betragtning ikke direkte knytter sig til hverken el- eller kraftvarmeproduktion i kraftværker og kraftvarmeværker.
Eksempler på andet forbrug af elektricitet:
Som andre eksempler på andet forbrug af elektricitet kan nævnes:
Ovennævnte forbrug af elektricitet er omfattet af de almindelige regler for hel godtgørelse af elafgift i momsregistrerede virksomheder. Se ELAL § 11, stk. 1, og ELAL § 11 c, stk. 1.
Det vil sige, at værket skal betale 0,4 øre/kWh i elafgift af forbruget.
Ved forbrug af elektricitet direkte til fjernvarmeproduktion forstås produktion af fjernvarme, fx i el-patroner eller varmepumper.
Kraftvarmeværkers forbrug af elektricitet til fjernvarmeproduktion er omfattet af retten til afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen), når betingelserne er opfyldt. Se ELAL § 11, stk. 6 og 7.
Værket kan i stedet for afgiftslempelse for fjernvarme efter el-patronordningen vælge at få hel godtgørelse af elafgiften. Se ELAL § 11, stk. 1 og § ELAL § 11c, stk. 1.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
| Landsretsdomme | ||
| Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et affaldsforbrændingsanlæg, som tillige havde en kraftvarmeblok, i medfør af den dagældende kuldioxidafgiftslov § 5, stk. 2, havde krav på fuld eller kun delvis godtgørelse af kuldioxidafgift af anlæggets eget forbrug af elektricitet, som anvendtes i anlæggets "affaldsblok" til håndtering af affald, drift af ovnlinjer, røggasrensning mv. ved fremstilling af affaldsbaseret damp. Dampen anvendtes til produktion af elektricitet i en dampturbine/generator, som var placeret i kraftvarmeblokken på anlægget, og den i dampen resterende varmemængde anvendtes herefter til fjernvarme. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at affaldsforbrændingsanlægget alene havde ret til delvis godtgørelse af kuldioxidafgift. Sagsøgeren havde ikke godtgjort eksistensen af en administrativ praksis, der gav sagsøgeren krav på fuld afgiftsgodtgørelse, ligesom der ikke var krav på sådan godtgørelse ud fra et lighedsprincip, hvilket landsretten tiltrådte. Landsretten tiltrådte endelig, at der ikke var hjemmel i den dagældende kulafgiftslovs § 7, stk. 1, til at anvende den såkaldte "V- eller E-formel" ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigede mængde elektricitet, hvorfor sagsøgerens subsidiære hjemvisningspåstand heller ikke blev taget til følge. | Sagen vedrørte perioden 2004 - 2006. Landsrettens dom er en stadfæstelse af byrettens dom SKM2014.804.BR (tidligere Landsskatterettens SKM2013.106.LSR). | |
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.