Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår en virksomhed momsfrit (med 0-momssats) kan overføre varer til virksomhedens eget brug i et andet EU-land. Se ML § 34, stk. 1, nr. 4.
Overførsel af varer til virksomhedens eget brug i et andet EU-land er momsfritaget efter Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 2, litra c) og ML § 34, stk. 1, nr. 4.
Ved overførsel af varer forstås de situationer, hvor en virksomhed overfører varer til virksomhedens eget brug i et andet EU-land. Det kan fx være overførsel af varer til eget lager i et andet EU-land.
Sådanne overførsler til eget brug sidestilles med varesalg. Se ML § 10. Overførslerne er derfor fritaget for moms i afsendelseslandet, hvis en tilsvarende levering til en anden momspligtig person ville være momsfri. Se evt. D.A.10.1.1.3, D.A.10.1.1.4 og D.A.10.1.1.5.
Dog stiller reglerne om erhvervelse krav om, at der skal beregnes moms af værdien af de overførte varer i det EU-land, hvortil varerne overføres. Se afsnit D.A.4.8.3 om erhvervelsesmoms ved overførsel af varer.
Momsfritagelsen omfatter ikke varer, som er omfattet af ML kapitel 17 om brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter. Se afsnit D.A.18.
Se også afsnit
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.