Dette afsnit handler om inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark.
Afsnittet indeholder:
De udenlandske fordringer, som kan inddrives i Danmark, modtages til inddrivelse i henhold til en række forskellige internationale aftaler. Nogle af nedenstående punkter afhænger derfor af hvilken aftale, fordringerne er fremsendt efter.
Reglerne om inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark gennemgås i afsnit G.A.3.6.3.2.
Hovedreglen er, at de udenlandske fordringer skal inddrives efter samme regler, som gælder for tilsvarende danske fordringer.
Reglerne i gældsinddrivelsesloven gælder således for opkrævning og inddrivelse af udenlandske, grønlandske eller færøske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager.
Reglerne gælder også for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2.
Opkrævning og inddrivelse af fordringer, som nævnt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, sker efter de regler, som gælder for de øvrige fordringer omfattet af loven, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, 2. pkt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden modtager anmodningen om inddrivelsesbistand og kontrollerer, om sagen opfylder formalia. Hvis anmodningen opfylder formalia og eventuelle betingelser, der måtte være fastlagt i den konkrete internationale aftale, fx beløbsgrænser, indsendes fordringerne i systemet.
Når fordringerne er indsendt i systemet, indgår de i den generelle inddrivelse.
En udenlandsk fordring indgår i dækningsrækkefølgen på samme måde som en tilsvarende dansk fordring. Se gældsinddrivelseslovens § 4.
Ved inddrivelse af udenlandske fordringer kan eksempelvis modregning, lønindeholdelse og udlæg som udgangspunkt anvendes i samme omfang som ved tilsvarende danske fordringer.
Ved gennemførsel af udlæg er det restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, der foretager udlæg for fordringerne.
Se mere om hvilke inddrivelsesmuligheder der er ift. inddrivelsen af udenlandske krav iht. en dobbeltbeskatningsoverenskomst i TfS 1985.251.
Se mere om modregning i afsnit G.A.3.1.4.
Se mere om lønindeholdelse i afsnit G.A.3.1.2.
Se mere om udlæg i afsnit G.A.3.2.2.
Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i forbindelse med inddrivelse, skal tidspunktet for, hvornår forældelse indtræder, som hovedregel være angivet i anmodningen.
Den enkelte internationale aftale regulerer som udgangspunkt hvilket lands forældelsesregler, som finder anvendelse.
Se mere om domspraksis vedrørende forældelsesspørgsmål i SKM2005.117.HR, SKM2006.218.ØLR og TfS 1999.807.VLK.
Se mere om forældelse af fordringer under inddrivelse i afsnit G.A.2.4.
Se mere om forældelse af fordringer generelt i afsnit A.A.9.
Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med en dobbeltbeskatningsoverenskomst i G.A.3.6.2.2.2.
Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med den nordiske bistandsaftale i G.A.3.6.2.2.3.1.
Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med EU’s inddrivelsesdirektiv i G.A.3.6.2.2.3.3.
Det fremgår af lovbemærkningerne til gældsinddrivelsesloven, at udenlandske fordringer ikke er omfattet af den generelle afskrivningsbestemmelse i gældsinddrivelseslovens § 16. Se afsnit 3.7.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 20 af 8. oktober 2008 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Årsagen hertil er, at de udenlandske fordringer tilhører de udenlandske myndigheder. Det er derfor kun den pågældende udenlandske myndighed, der kan beslutte, at en fordring skal afskrives.
Se mere om afskrivning i afsnit G.A.3.1.6.1.
En udenlandsk myndighed kan anmelde en fordring i et dansk konkursbo. Hvis en udenlandsk fordring er til inddrivelse her i landet, anmelder restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt fordringen, og de udenlandske myndigheder underrettes.
Efter konkursbehandling er restanceinddrivelsesmyndigheden afskåret fra at bistå med inddrivelsen af de omfattede fordringer.
Se mere om konkurs i afsnit G.A.3.4.4.
For gældssanering gælder, at restanceinddrivelsesmyndigheden anmelder fordringen. Lader skifteretten den udenlandske fordring indgå i gældssaneringen, får den udenlandske myndighed dividende på lige fod som de danske fordringshavere. Den udenlandske myndighed er dog ikke forpligtet til at respektere de danske følger af gældssaneringen, og kan eventuelt i henhold til det pågældende lands nationale regler inddrive fordringen i eget land.
Efter der er truffet afgørelse om gældssanering, er restanceinddrivelsesmyndigheden afskåret fra at bistå med inddrivelsen af de omfattede fordringer.
Se mere om gældssanering i afsnit G.A.3.4.5.
Spørgsmål om hel eller delvis eftergivelse af fordringer, der er sendt til inddrivelse i Danmark, afgøres udelukkende af ansøgerstaten. Anmodning om eftergivelse skal derfor sendes til den pågældende udenlandske myndighed.
Se mere om eftergivelse i G.A.3.4.7.
Hvis skyldner bestrider fordringen, opstår spørgsmålet om, hvordan dette skal håndteres.
►Omhandler klagen inddrivelsen og hjemlen til at foretage inddrivelsen, skal klagen behandles af restanceinddrivelsesmyndigheden, og klagen har som udgangspunkt ikke opsættende virkning.◄
Klager skyldner over selve grundlaget for fordringen, skal klagen som udgangspunkt rettes til de udenlandske myndigheder, som behandler klagen efter deres regler om klagefrister mv. Se SKM2018.194.VLR. ►For visse udenlandske fordringer kan der dog være fastlagt en særlig fremgangsmåde for fremsættelse eller behandling af klagen. Dette er f.eks. tilfældet ved inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag. Ved inddrivelse af udenlandske fordringer kan der tillige gælde særlige regler, hvorefter inddrivelsen skal suspenderes, hvis skyldner har påklaget fordringens grundlag i det land, der har anmodet om inddrivelsen, og dette meddeles restanceinddrivelsesmyndigheden.◄
Se mere om klager i afsnit G.A.2.2.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteret | ||
| Udlæg. Tysk skattekrav. Dobbeltbeskatningsoverenskomst. Forældelse. Forfald. Kravet forældet efter danske regler. Krav må ikke være forældet efter hverken danske eller tyske regler. Forfaldstidspunkt måtte fastsættes efter tyske regler. Da skyldner ikke havde godtgjort, at den forfaldsdato, som var fastsat af de tyske myndigheder, var i strid med tysk ret eller DBO’en, fandt Højesteret ikke, at kravet ved fogedforretningens gennemførelse var forældet. Derfor blev det foretagne udlæg opretholdt. | ||
| Landsretten | ||
| Udlæg. Tysk skattekrav. Fogedret ophævede udlæg grundet manglende dokumentation og skyldners indsigelser mod kravet. Anmodning baseret på EU’s inddrivelsesdirektiv kan tjene som fundament for fogedforretning. Indsigelser skal prøves af den kompetente myndighed i Tyskland. Intet grundlag for at ophæve pantefogedudlægget. Udlæg opretholdt. | ||
| Udlæg. Dobbeltbeskatningsoverenskomst. Tyskland. Forfald. Forældelse. Fogedret opretholdt et foretaget udlæg. Forfaldsdato for et tysk skattekrav kan ikke fastsættes efter andre regler end de tyske. Forfaldsdato er som oplyst af de tyske skattemyndigheder. Landsret opretholdt udlægget, da kravet senest var forfaldet på udlægsdatoen, og da kravet ikke var forældet efter hverken tyske eller danske regler, da skatteansættelsen eller det efterfølgende udlæg blev foretaget. | ||
| TfS 1999.807.VLK | De danske skattemyndigheder foretog i 1998 udlæg for 43.425 kr. for et krav på tysk indkomstskat for indkomståret 1990. Landsskatteretten havde i 1996 truffet afgørelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for 1990 tilkom Tyskland. Efter at der var sket udlæg, gjorde skatteyderen over for fogedretten gældende, at kravet på tysk indkomstskat var forældet, men fik ikke medhold heri. Landsretten lagde i lighed med fogedretten til grund, at forfaldstiden for skattekravet efter de tyske regler var den 7. oktober 1996, og at der ikke var hjemmel i DBO’en mellem Danmark og Tyskland for yderligere bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke forældet hverken efter danske eller tyske forældelsesregler. Det foretagne udlæg blev derfor opretholdt. | |
| Byretten | ||
| EU’s inddrivelsesdirektiv. Tysk skattekrav. Rigtighed af krav. Grundlov. Udlæg foretaget på baggrund af en anmodning i henhold til EU’s inddrivelsesdirektiv. Rekvisitus gjorde gældende, at direktivet var implementeret i strid med grundloven. Inddrivelsesdirektivets anvendelighed i dansk ret kunne ikke efterprøves, hvorfor direktivet måtte lægges til grund i sagen. Direktivet ikke i strid med retsforbeholdet. Spørgsmål om fordringens rigtighed hørte under de tyske myndigheders kompetencer. Bevisførelse for kravets rigtighed blev derfor ikke tilladt. | ||
| Skattedepartementet | ||
| TfS 1985.251 | Skattedepartementet afgjorde, at bestemmelsen i kildeskattelovens § 72, stk. 2, ikke finder anvendelse ved inddrivelse af tyske skattekrav i Danmark, da der i tysk ret ikke er hjemmel til at inddrive skattekrav hos den skattepligtiges ægtefælle. Selvom inddrivelse af et tysk skattekrav i Danmark sker efter de danske regler, kan Tyskland ikke i henhold til artikel 23 i den dansk-tyske DBO opnå en inddrivelsesmulighed, der ikke består i Tyskland. |
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.