Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer i udlandet på baggrund af EU’s inddrivelsesdirektiv, herunder hvilken personkreds og hvilke fordringstyper, der er omfattet af direktivet.
Afsnittet indeholder:
Ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet (international bistandsloven) gennemførtes Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EU’s inddrivelsesdirektiv). Se bilag 1 til international bistandsloven.
Til gennemførelse af bestemmelser i EU’s inddrivelsesdirektiv er vedtaget Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1189/2011 af 18. november 2011 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Rådets direktiv 2010/24/EØF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, samt Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/1966 af 27. oktober 2017om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1189/2011 for så vidt meddelelsen af anmodninger om bistand og opfølgningen på disse anmodninger.
EU’s inddrivelsesdirektiv indeholder ingen begrænsninger i forhold til personkredsen. Det afgørende for anvendelsen af direktivet er derfor, om den fordring, der ønskes inddrevet, er omfattet af direktivet.
EU’s inddrivelsesdirektiv omfatter:
Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 1.
EU’s inddrivelsesdirektiv gælder for fordringer vedrørende:
Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 2, stk. 1.
EU’s inddrivelsesdirektivs anvendelsesområde omfatter:
Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 2, stk. 2.
EU’s inddrivelsesdirektiv gælder ikke for:
Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 2, stk. 3.
Efter direktivet gælder nogle særlige begrænsninger, hvorefter inddrivelsesstaten ikke er forpligtet til at yde bistand. Direktivet fastslår alene, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at yde hinanden bistand i disse tilfælde. Det er således op til inddrivelsesstaten at afgøre, om den, under hensyntagen til omstændighederne i den konkrete sag, accepterer en bistandsanmodning.
Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde inddrivelsesbistand, hvis inddrivelse af fordringen på grund af den betalingspligtiges situation vil give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i inddrivelsesstaten, i det omfang inddrivelsesstatens love også tillader en sådan fritagelse for nationale fordringer. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 1.
Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde oplysnings-, notifikations- eller inddrivelsesbistand, hvis den oprindelige anmodning om bistand vedrører fordringer, der er over fem år gamle, regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i ansøgerstaten.
Tidsfristen gælder kun for den oprindelige bistandsanmodning. Efterfølgende anmodninger vedrørende samme fordring er således ikke omfattet af tidsbegrænsninger.
Hvis der imidlertid gøres indsigelse mod fordringen eller den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i ansøgerstaten, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor ansøgerstaten fastslår, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution.
Hvis ansøgerstaten giver henstand eller mulighed for betaling i rater, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor den samlede betalingsperiode udløber. Inddrivelsesstaten er dog i disse tilfælde ikke forpligtet til at yde bistand vedrørende fordringer, der er over ti år gamle, regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i ansøgerstaten. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 2.
Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde inddrivelsesbistand, hvis det samlede beløb af de fordringer, der anmodes om inddrivelsesbistand til, er på under 1.500 euro. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 3.
Det er forældelsesreglerne i ansøgerstaten, der gælder. For danske fordringer gælder derfor de danske forældelsesregler. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 1.
I relation til afbrydelse, suspension eller forlængelse af forældelsesfrister er det som hovedregel inddrivelsesstatens lovgivning, som skal anvendes ved afgørelsen af, om der er sket afbrydelse mv., dog under forudsætning af, at der er hjemmel for den tilsvarende virkning i ansøgerstaten. Hvis afbrydelse mv. ikke er mulig efter inddrivelsesstatens lovgivning, kan der dog alligevel ske afbrydelse mv. efter ansøgerstatens lovgivning, ligesom ansøgerstaten selv kan foretage handlinger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen i overensstemmelse med ansøgerstatens lovgivning, selvom fordringen er sendt til inddrivelse i udlandet. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 2.
Ansøgerstaten og inddrivelsesstaten skal underrette hinanden om de foranstaltninger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen, eller som kan have denne virkning. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 3.
Når forældelsesfristen afbrydes, suspenderes eller forlænges, fastsættes den nye forældelsesfrist efter reglerne i ansøgerstaten.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.