Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer i udlandet på baggrund af EU’s inddrivelsesdirektiv, herunder hvilken personkreds og hvilke fordringstyper, der er omfattet af direktivet.

Afsnittet indeholder:

• Regelgrundlag
• Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet
• Direktivets anvendelsesområde
• Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser
• Forældelse

Regelgrundlag

Ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet (international bistandsloven) gennemførtes Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EU’s inddrivelsesdirektiv). Se bilag 1 til international bistandsloven.

Til gennemførelse af bestemmelser i EU’s inddrivelsesdirektiv er vedtaget Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1189/2011 af 18. november 2011 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Rådets direktiv 2010/24/EØF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, samt Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/1966 af 27. oktober 2017om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1189/2011 for så vidt meddelelsen af anmodninger om bistand og opfølgningen på disse anmodninger.

Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet

EU’s inddrivelsesdirektiv indeholder ingen begrænsninger i forhold til personkredsen. Det afgørende for anvendelsen af direktivet er derfor, om den fordring, der ønskes inddrevet, er omfattet af direktivet.

Direktivets anvendelsesområde

EU’s inddrivelsesdirektiv omfatter:

• EU’s medlemsstater

Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 1.

EU’s inddrivelsesdirektiv gælder for fordringer vedrørende:

• alle skatter og afgifter af enhver art, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller dens territoriale eller administrative underenheder, herunder lokale myndigheder eller på vegne af Unionen
• restitutioner, interventioner og andre foranstaltninger, der helt eller delvis finansieres under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), herunder de beløb, der opkræves som led i disse foranstaltninger
• afgifter og told, der opkræves efter den fælles markedsordning for sukker

Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 2, stk. 1.

EU’s inddrivelsesdirektivs anvendelsesområde omfatter:

• administrative sanktioner, bøder, gebyrer og tillægsgebyrer vedrørende fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 (se ovenfor), og som pålægges af de administrative myndigheder, der har kompetence til at opkræve de pågældende skatter og afgifter eller foretage administrative undersøgelser herom, eller som bekræftes af administrative eller judicielle instanser på anmodning af disse administrative myndigheder
• gebyrer for attester og lignende dokumenter i forbindelse med administrative procedurer vedrørende skatter og afgifter
• renter og omkostninger i forbindelse med de fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 (se ovenfor), eller renter og omkostninger i forbindelse med ovenstående administrative sanktioner mv. og gebyrer mv.

Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 2, stk. 2.

EU’s inddrivelsesdirektiv gælder ikke for:

• obligatoriske socialsikringsbidrag, der skal indbetales til medlemsstaten eller en underenhed i medlemsstaten eller til socialsikringsinstitutioner, der er etableret efter forvaltningsretlige bestemmelser
• gebyrer, der ikke er omhandlet i artikel 2, stk. 2 (se ovenfor)
• skyldige beløb af aftaleretlig karakter, såsom betaling for almennyttige offentlige ydelser
• strafferetlige sanktioner, der pålægges på basis af offentlig retsforfølgning, eller andre strafferetlige sanktioner, der ikke er omfattet af art. 2, stk. 2, litra a)

Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 2, stk. 3.

Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser

Efter direktivet gælder nogle særlige begrænsninger, hvorefter inddrivelsesstaten ikke er forpligtet til at yde bistand. Direktivet fastslår alene, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at yde hinanden bistand i disse tilfælde. Det er således op til inddrivelsesstaten at afgøre, om den, under hensyntagen til omstændighederne i den konkrete sag, accepterer en bistandsanmodning.

Begrænsning i forhold til den betalingspligtiges situation

Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde inddrivelsesbistand, hvis inddrivelse af fordringen på grund af den betalingspligtiges situation vil give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i inddrivelsesstaten, i det omfang inddrivelsesstatens love også tillader en sådan fritagelse for nationale fordringer. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 1.

Tidsmæssig begrænsning

Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde oplysnings-, notifikations- eller inddrivelsesbistand, hvis den oprindelige anmodning om bistand vedrører fordringer, der er over fem år gamle, regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i ansøgerstaten.

Tidsfristen gælder kun for den oprindelige bistandsanmodning. Efterfølgende anmodninger vedrørende samme fordring er således ikke omfattet af tidsbegrænsninger.

Hvis der imidlertid gøres indsigelse mod fordringen eller den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i ansøgerstaten, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor ansøgerstaten fastslår, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution.

Hvis ansøgerstaten giver henstand eller mulighed for betaling i rater, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor den samlede betalingsperiode udløber. Inddrivelsesstaten er dog i disse tilfælde ikke forpligtet til at yde bistand vedrørende fordringer, der er over ti år gamle, regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i ansøgerstaten. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 2.

Beløbsgrænse

Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde inddrivelsesbistand, hvis det samlede beløb af de fordringer, der anmodes om inddrivelsesbistand til, er på under 1.500 euro. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 3.

Forældelse

Det er forældelsesreglerne i ansøgerstaten, der gælder. For danske fordringer gælder derfor de danske forældelsesregler. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 1.

I relation til afbrydelse, suspension eller forlængelse af forældelsesfrister er det som hovedregel inddrivelsesstatens lovgivning, som skal anvendes ved afgørelsen af, om der er sket afbrydelse mv., dog under forudsætning af, at der er hjemmel for den tilsvarende virkning i ansøgerstaten. Hvis afbrydelse mv. ikke er mulig efter inddrivelsesstatens lovgivning, kan der dog alligevel ske afbrydelse mv. efter ansøgerstatens lovgivning, ligesom ansøgerstaten selv kan foretage handlinger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen i overensstemmelse med ansøgerstatens lovgivning, selvom fordringen er sendt til inddrivelse i udlandet. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 2.

Ansøgerstaten og inddrivelsesstaten skal underrette hinanden om de foranstaltninger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen, eller som kan have denne virkning. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 3.

Når forældelsesfristen afbrydes, suspenderes eller forlænges, fastsættes den nye forældelsesfrist efter reglerne i ansøgerstaten.