Dette afsnit beskriver reglerne om henstandsordningen i boafgiftslovens § 36, hvor bo- og tillægsboafgiften under visse betingelser kan afdrages over en periode på op til 30 år.
Afsnittet indeholder:
Ved lov nr. 1589 af 27. december 2019 blev boafgiftslovens § 36 væsentligt ændret.
Med ændringsloven er der givet arvingen eller legataren et retskrav på afdragsvis betaling af bo- og tillægsboafgiften uden sikkerhedsstillelse (jf. dog nedenfor om hjemsted uden for Danmark), når arven består af en erhvervsvirksomhed. Det kan være aktier, dvs. en virksomhed i selskabsform, eller en personligt ejet virksomhed.
Har en arving eller legatar modtaget aktier eller en erhvervsvirksomhed, der opfylder betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. dog stk. 5, eller kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, kan vedkommende vælge at afdrage bo- eller tillægsboafgiften, der hviler på de nævnte aktiver. Afdraget kan ske over en periode på op til 30 år og skal være med lige store årlige afdrag.
Henvisningen til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 2, indebærer, at den enkelte overdragelse af aktier skal udgøre mindst 1 pct. af aktie- eller anpartskapitalen. En overdragelse til flere personer i sameje betragtes som en enkelt overdragelse. Bortset herfra betragtes overdragelse til flere erhververe som flere overdragelser. Er der tale om overdragelse af aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18, stk. 1 eller 4 - andele i andelsforeninger - eller aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 17 næringsaktier - er der imidlertid mulighed for succession og derved henstand uanset overdragelsens omfang, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 5, 1. pkt.
Henvisningen til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, indebærer som udgangspunkt, at virksomheden i selskabet ikke i overvejende grad må bestå af passiv kapitalanbringelse. Se afsnit C.B.2.13.1 om passiv kapitalanbringelse.
Henvisningen til undtagelsesbestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 5, 1. pkt., indebærer først og fremmest, at der kan vælges afdragsvis betaling ved erhvervelse af næringsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 17, uanset at det selskab, som der overdrages næringsaktier i, har karakter af en pengetank efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Dernæst vil der også kunne vælges afdragsvis betaling ved erhvervelse af andelsbeviser m.v., jf. aktieavancebeskatningslovens § 18, uanset den forening, der overdrages andelsbeviser i, udgør en pengetank. Endvidere indebærer henvisningen til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 5, 2. og 3. pkt., at der vil være adgang til at vælge afdragsvis betaling, hvis der sker overdragelse af aktier i et selskab, som udøver næring med køb og salg af værdipapirer eller ved finansieringsvirksomhed. Det vil dog være en betingelse, at selskabet er omfattet af lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og lov om forsikringsvirksomhed eller tilsvarende for udenlandske selskaber.
Ved overdragelse af en personligt ejet virksomhed skal virksomheden være omfattet af kildeskattelovens § 33 C, stk. 1. Se afsnit C.C.6.7.2 om overdragelse med succession.
Afsnit C.B.2.13.1 om familieoverdragelse af aktier mv. med succession og betingelserne for overdragelse med succession.
Afsnit C.C.6.7.2 om succession efter kildeskattelovens § 33 C, stk. 1
Henstandsbeløbet forrentes med virkning fra den 1. januar 2025 med en rentesats svarende til renten efter opkrævningslovens § 15 b, stk. 1, 1. pkt., og renten, der beregnes dagligt , forfalder til betaling samtidig med det årlige afdrag, jf. boafgiftslovens § 36, stk. 1. ►◄ lo. I opkrævningslovens § 15 b, stk. 1, 1. pkt. henvises der til opkrævningslovens § 7, stk. 1. Ved lov nr. 563 af 27. maj 2025 er det vedtaget, at de anførte renter kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Lovændringen træder i kraft 1. juni 2025 og har virkning for renter, der i medfør af boafgiftslovens § 36, stk. 1, 2. pkt., påløber fra og med den 1. januar 2025. Se lov nr. 563 af 27. maj 2025
I 2024 er standardrenten 6 pct.
Valg af afdragsordningen for betaling af boafgifter skal meddeles skifteretten samtidig med indsendelse af boopgørelsen.
Det er kun muligt at anvende denne henstandsordning for udlodninger fra boer vedrørende personer, der er afgået ved døden den 1. januar 2020 eller senere, og vedrørende personer, for hvilke der er afsagt dødsfaldskendelse eller dødsformodningsdom den 1. januar 2020 eller senere.
Se boafgiftslovens § 36, stk. 1.
Har arvingen eller legataren hjemsted i et land,
er reglerne om henstand betinget af, at der over for told- og skatteforvaltningen stilles betryggende sikkerhed for betaling af afgiften.
Sikkerheden skal stå i passende forhold til afgiftsbeløbet og kan stilles i form af aktier, obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked, bankgaranti eller anden betryggende sikkerhed.
Har arvingen eller legataren hjemsted i et land, som er omfattet af overenskomsten, direktivet eller konventionen, og flytter denne efterfølgende til et land, der ikke er omfattet af overenskomsten, direktivet eller konventionen, forfalder afgiften til betaling, medmindre der stilles betryggende sikkerhed.
Har arvingen eller legataren hjemsted i et land, der ikke er omfattet af overenskomsten, direktivet eller konventionen, og flytter personen efterfølgende til et land, der er omfattet af nævnte overenskomst, direktiv eller konvention, frigives den stillede sikkerhed efter anmodning.
Se boafgiftslovens § 36, stk. 2.
Det fremgår af SKM2021.105.SKTST, der omhandler de skattemæssige konsekvenser i Danmark af Storbritanniens udtræden af EU, at Storbritannien har tilsluttet sig ovennævnte konvention. Skatteydere, der har hjemsted i Storbritannien, skal derfor fortsat ikke stille sikkerhed for henstandsbeløb i henhold til boafgiftslovens § 36, stk. 2, selv om Storbritannien er udtrådt af EU.
Det er den arving eller legatar, der vælger afdragsvis betaling af afgifter, der selv hæfter alene for afgiften.
Se boafgiftslovens § 36, stk. 3.
Foretager arvingen eller legataren inden udløbet af afdragsperioden direkte eller indirekte en hel eller delvis overdragelse af aktierne eller virksomheden, som der er valgt afdragsvis betaling for, forfalder de resterende afgifter, der vedrører de overdragne aktiver, til betaling senest 4 uger efter afhændelsen med sidste rettidige betalingsdag 14 dage senere.
Afgiften forfalder dog ikke til betaling, hvis overdragelsen sker ved en skattefri virksomhedsomdannelse eller skattefri omstrukturering, hvis der ved virksomhedsomdannelsen eller omstruktureringen ikke sker vederlæggelse med andet end aktier i det modtagende selskab.
For de modtagne aktier, i det modtagende selskab, der er modtaget som vederlag, gælder, at restløbetiden på afdragsperioden finder anvendelse på disse aktier.
Se boafgiftslovens § 36, stk. 4.
Afgår arvingen eller legataren, der har valgt afdragsvis betaling, ved døden, inden afgifterne er betalt, forfalder afgifterne eller de resterende afgifter til betaling.
Se boafgiftslovens § 36, stk. 5.
Er der givet henstand med udbetaling af arv efter arvelovens §§ 35-37, gives der ligeledes henstand med betaling af den boafgift, der hviler på arvekravet. Boafgiften forfalder til betaling, når henstanden efter arvelovens §§ 35-37 udløber, eller hvis arvekravet overdrages eller belånes. Boafgiften forrentes ikke i henstandsperioden.
Se boafgiftslovens § 36, stk. 6.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.