Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de forhold, som i almindelighed udelukker muligheden for eftergivelse af gæld til det offentlige.
Afsnittet indeholder:
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det offentlige. For at opnå eftergivelse kræves det som hovedregel, at skyldner opfylder nogle særlige økonomiske betingelser, og at der ikke foreligger forhold, der udelukker eftergivelse. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1 og 2.
De økonomiske betingelser for eftergivelse behandles i G.A.3.4.7.3.1 De økonomiske betingelser, mens de forhold, der kan udelukke eftergivelse behandles i nærværende afsnit.
Eftergivelse kan i øvrigt meddeles, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler herfor. Dette uanset at de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, eller at der foreligger forhold, der vil kunne udelukke eftergivelse. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, der behandles i G.A.3.4.7.3.3 Sociale eller andre forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse.
Eftergivelse vil i almindelighed være udelukket, hvis der foreligger en eller flere af de forhold, der nævnes i gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 2. Der er tale om følgende forhold:
Hvis en eller flere af disse forhold gør sig gældende, vil skyldner i almindelighed ikke have mulighed for at få hel eller delvis eftergivelse. Der skal dog altid foretages en samlet og konkret vurdering, hvor der også skal lægges vægt på gældens alder, gældens sammensætning og eventuelt andre omstændigheder, der taler for eller imod eftergivelse. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 3-4, der behandles nærmere senere i afsnittet.
Som udgangspunkt kan en skyldner ikke få eftergivelse af sin gæld til det offentlige, hvis dennes økonomiske forhold er uafklarede. Kriteriet skal ses i lyset af betydningen for vurderingen af, om skyldner kan godtgøre, at de økonomiske betingelser er opfyldt.
Herunder gennemgås en række eksempler på uafklarede økonomiske forhold.
Skyldnerens økonomiske forhold vil ofte være uafklarede, hvis skyldneren er arbejdsløs. Se SKM2007.624.LSR hvor Landsskatteretten stadfæstede et afslag på eftergivelse. Det blev gjort gældende, at det ikke var muligt at vurdere, om klageren var i stand til og inden for den nærmeste årrække havde udsigt til at kunne indfri sin offentlige gæld, da klagerens økonomiske forhold måtte anses for uafklarede, fordi klageren for tiden modtog arbejdsløshedsdagpenge. Det var derfor ikke muligt at eftergive klagerens gæld til det offentlige.
Konkrete omstændigheder kan dog medføre, at arbejdsløshed ikke udelukker eftergivelse. Se fx UfR 2000.1457 ØLR, hvor en 56-årig arbejdsløs under uddannelse fik gældssanering. Landsretten lagde vægt på, at skyldner først ville være færdiguddannet, når han var fyldt 60 år, og at det måtte anses for meget tvivlsomt, at han ville komme i fuldtidsarbejde, hvorved hans indtægtsforhold ville blive forbedret i forhold til den revalideringsydelse, som skyldner for tiden oppebar.
Uafklarede forhold kan også statueres, hvis skyldner er under uddannelse. I SKM2018.51.BR gjorde byretten gældende, at der ikke kunne ske eftergivelse bl.a. fordi skyldner var under uddannelse, og kun i en kortere årrække, havde været uden for arbejdsmarkedet.
Er der usikkerhed i forhold til skyldnerens boligforhold, medfører dette typisk også, at skyldnerens økonomiske forhold må anses for uafklarede. Se eksempelvis FM 2017.172 ØLR, hvor en skyldner ikke fik indledt gældssaneringssag på grund af uafklarede økonomiske boligforhold.
Har skyldneren ikke indgivet selvangivelse i året eller årene forud for en anmodning om eftergivelse, vil eftergivelse også typisk kunne nægtes på baggrund af uafklarede økonomiske forhold.
Dette skyldes, at det fx ikke er muligt at fastslå, om skyldner kan fremføre skattemæssigt underskud, eller om der vil blive udløst en restskat. Se hertil FM 1993.10/1 ØLR, hvor indledning af gældssaneringssag blev nægtet, da skyldner ikke havde indleveret selvangivelser for de seneste indkomstår.
Eftergivelse kan nægtes, hvis skyldneren har pådraget sig en ikke uvæsentlig gæld på en økonomisk uforsvarlig måde. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 2.
En gældspost vil kunne være "ikke uvæsentlig" set i sammenhæng med skyldnerens samlede gæld, og ud fra gældspostens størrelse i sig selv. Har skyldner eksempelvis en samlet gæld på 200.000 kr., vil en yderligere lånoptagelse på 1.000 kr. være uvæsentlig. Optager skyldner derimod et lån på 500.000 kr., som dog kun udgør 1% af en samlet gæld på flere millioner, kan dette efter omstændighederne være væsentligt.
I gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 2, litra a-d er der beskrevet en række ikke udtømmende eksempler på, hvad der anses som værende økonomisk uforsvarlige forhold. Disse gennemgås herunder.
Skyldner har handlet uforsvarligt, hvis en ikke uvæsentlig gæld er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser. Det er fx tilfældet, hvis en skyldner optager nye lån for at kunne afdrage på sine allerede forfaldne gældsforpligtelser. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 2, litra a.
Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af, om gældsstiftelsen reelt er uforsvarlig. Se eksempelvis FM 2020.123 VLR, hvor Landsretten ikke fandt det uforsvarligt, at skyldner havde påtaget sig en kautionsforpligtelse, da dette skete i forbindelse med skyldners erhvervsudøvelse og ikke var spekulationspræget.
Der kan også være handlet uforsvarligt på baggrund af, at en ikke uvæsentlig gæld er opstået ved, at skyldner har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til vedkommendes økonomiske situation. Det kan være tilfældet, hvis skyldner foretager spekulationsprægede dispositioner, mens den pågældende var insolvent eller risikerede at blive det. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 2, litra b.
Har skyldner stiftet en ikke uvæsentlig gæld med henblik på forbrug, vil eftergivelse også kunne nægtes. Det drejer sig fx om lån stiftet til indkøb af større forbrugsgoder og til almindelige dagligvarer. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 2, litra c.
I tilfælde af, at skyldner systematisk har oparbejdet en ikke uvæsentlig gæld til det offentlige, kan eftergivelse også nægtes. At der skal være tale om systematisk oparbejdelse betyder, at gælden til det offentlige skal være oparbejdet over en periode og ikke ved en enkeltstående handling. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis skyldner igennem en årrække bevidst har udfyldt sin forskudsregistrering forkert. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 2, litra d.
Til illustration kan nævnes SKM2018.51.BR, hvor et af argumenterne for, at eftergivelse blev nægtet, var, at skyldner igennem en årrække havde oparbejdet restancer vedrørende aconto arbejdsmarkedsbidrag og B-skatter.
Ved vurderingen af, om der kan ske eftergivelse af gæld til det offentlige, der er systematisk oparbejdet, skal der bl.a. lægges vægt på størrelsen af den oparbejdede gæld. Dette skal ske både i forhold til størrelsen af gælden i sig selv, samt i forhold til skyldners samlede gæld. Ved opgørelsen af den systematisk oparbejdede gæld til det offentlige, ses der bort fra renter heraf.
Der kan eventuelt ses bort fra systematisk oparbejdet gæld til det offentlige, hvis skyldner i samme periode har afdraget på ældre gæld til det offentlige. Det forudsætter, at der er afdraget med beløb af nogenlunde samme størrelse, som den systematisk oparbejdede gæld. Se UfR 2024.440 VLR, hvor Vestre Landsret nåede frem til, at skyldners stiftelse af ny momsgæld over en periode på ca. 2 ½ år ikke i sig selv var til hinder for gældssanering, idet skyldner i samme periode havde afdraget på ældre momsgæld af nogenlunde samme størrelse som den nye gæld.
Eftergivelse er som hovedregel også udelukket, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 3.
Det ville virke stødende, hvis gæld, der er pådraget ved et strafbart forhold, skulle kunne bortfalde helt eller delvist ved eftergivelse kort tid efter den strafbare handling eller undladelse. Sådanne krav skal derfor være noget ældre end anden gæld, før de kan eftergives.
Gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, omfatter ikke sagsomkostninger, som er pålagt i en straffesag. Sagsomkostninger skal behandles som skyldners øvrige gæld.
Se mere om eftergivelse af gæld opstået ved strafbare forhold i afsnit G.A.3.4.7.3.4 Eftergivelse af gæld opstået ved strafbare forhold.
Eftergivelse kan nægtes, hvis skyldner ikke har afdraget på sin gæld, selv om skyldner har haft rimelig mulighed herfor. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 4. Dette vil være tilfældet, hvis skyldner har haft en indtægt, der muliggjorde afdrag på gælden, men dette ikke er sket. Se FM 2020.283 VLR.
I gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 4 sondres der ikke mellem afdrag på privat og offentlig gæld, ligesom der ikke sondres mellem frivillige afdrag og afdrag som følge af tvangsinddrivelse. Dette kommer til udtryk i SKM2023.169.LSR.
Også i tilfælde, hvor der er tilfaldet skyldneren midler fra en ophævet pensionsordning, gavebeløb eller lignende, og hvor skyldneren i stedet for at betale af på gælden selv har brugt beløbet, vil eftergivelse kunne nægtes.
Da indtægter fra godtgørelser og forsikringssummer mv., der kompenserer modtageren for ikke-økonomisk skade, ikke inddrages i eftergivelsessagen, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 19, stk. 2, nr. 1, kan eftergivelse ikke nægtes med den begrundelse, at sådanne beløb ikke er anvendt til afdrag på gælden. Der kunne fx være tale om godtgørelse for varigt mén.
Skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, hvis denne fx inden indgivelse af anmodning om eftergivelse har bragt sine aktiver i kreditorly eller har indbetalt beløb på en pensionsordning, der ikke kan tilbagekøbes og dermed ikke indgår i sagen om eftergivelse.
Foreligger der utilbørlige forhold af mere systematisk art, må eftergivelse som hovedregel anses for udelukket. Det gælder fx i tilfælde, hvor skyldner gennem særlige arrangementer har forstået at indrette sig sådan, at skyldner og dennes husstand har kunnet opretholde en i forhold til gælden urimelig høj levestandard, men samtidig har vist sig at være immune over for retsforfølgning.
Stifter skyldner ny gæld til det offentlige efter indledningen af eftergivelsessagen, taler dette også imod eftergivelse. Stiftelse af ny gæld kan fx være lånoptagelser eller nye restancer mv.
I det følgende beskrives, hvordan gældens alder og gæld til private kreditorer kan have indvirkning på skyldnerens muligheder for at få eftergivelse.
Ved vurderingen af skyldnerens samlede forhold efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, skal der lægges vægt på gældens alder. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 3.
Det betyder, at de forhold, der kan udelukke eftergivelse, er mere tungtvejende for yngre gæld, samt at forholdenes betydning generelt skal tillægges mindre vægt, hvis gælden er af ældre dato. Gældens alder skal dog altid holdes op imod omstændighederne ved gældens pådragelse, hvor fx grovheden af forholdet har betydning. Længden af den periode, der skal forløbe, før skyldner kan få eftergivet sin gæld, er under alle omstændigheder en konkret vurdering.
Som hovedregel skal gældens alder regnes fra stiftelsestidspunktet, også selvom kravet først kan gøres gældende lang tid senere. Udgangspunktet kan fraviges, hvis fx præventive hensyn taler for, at der skal lægges vægt på et senere tidspunkt. Dette var tilfældet i FM 2002.24/4 VLR, hvor skyldner med urette havde oppebåret dagpenge i 6-8 år før indgivelse af begæring om gældssanering. Landsretten nægtede gældssanering med henvisning til, at der var truffet afgørelse om tilbagebetaling af dagpengene kort tid forinden.
Hvis der, ud over ældre gæld, er stiftet ny gæld, som er anvendt til fornuftige formål for at komme videre efter en økonomisk nedtur, fx lån til boligindskud, til transport i forbindelse med arbejde eller til uddannelse, må dette ikke udelukke en eventuel delvis eftergivelse.
Hvis skyldneren har betydelig gæld til private kreditorer, kan restanceinddrivelsesmyndigheden give afslag på skyldnerens ansøgning om eftergivelse. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 3.
Selv om skyldneren i overvejende grad har gæld til private kreditorer, kan restanceinddrivelsesmyndigheden dog meddele skyldner eftergivelse, hvis det vurderes, at eftergivelsen vil medføre varig forbedring af skyldners økonomiske forhold på trods af, at størstedelen af gælden ikke kan eftergives.
Nægtes eftergivelse på baggrund af, at skyldneren har betydelig gæld til private kreditorer, skal vedkommende vejledes om muligheden for at søge gældssanering ved skifteretten, når det vurderes, at skyldner kun gennem en gældssanering kan opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold som helhed.
Det vil derfor som udgangspunkt være sådan, at skifteretten behandler sager, hvor skyldneren har gæld til både private og offentlige kreditorer, mens restanceinddrivelsesmyndigheden behandler sager om eftergivelse, når skyldneren primært har gæld til det offentlige.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har justeret sin praksis, så gæld til private kreditorer ikke i sig selv kan tale imod eftergivelse, hvis skyldneren søger eftergivelse og har sociale eller andre forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse af skyldnerens gæld til det offentlige efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6. Se afsnit G.A.3.4.7.3.3 Sociale eller andre forhold der i særlig grad taler for eftergivelse og SKM2025.731.GÆLDST, der beskriver restanceinddrivelsesmyndighedens justering af praksis nærmere.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at nægte eftergivelse, hvis der er forhold, som bør udelukke eftergivelse, uanset at de ikke er nævnt i gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4.
Der er tale om en opsamlingsbestemmelse, der gør det muligt at undgå urimelige og stødende resultater i tilfælde, hvor eftergivelse bør nægtes, men hvor de omstændigheder, som begrunder dette, ikke passer ind i oplistningen af omstændigheder og forhold i gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2.
I SKM2023.560.LSR fandt Landsskatteretten, at det forhold, at skyldners gæld bestod af studiegæld, der for nyligt var blevet tilbagebetalingspligtig, ikke i sig selv udelukkede eftergivelse. Sammenholdt med at skyldner havde færdiggjort den pågældende uddannelse, at skyldner havde fået job inden for faget, skyldners alder og tilbageværende år på arbejdsmarkedet, fandt Landsskatteretten dog efter en samlet vurdering, at eftergivelse for tiden var udelukket.
I SKM2012.411.LSR tilkendegav klager, at hun måske kunne få lyst til at arbejde, hvis hun fik eftergivet sin gæld til det offentlige. Landsskatteretten anså dette for en omstændighed, der talte afgørende imod eftergivelse i henhold til gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Dette hang formentlig sammen med, at det var Landsskatterettens vurdering, at klagerens udsagn tydede på, at hun ikke ønskede at anskaffe sig en indkomst, så længe hun havde gæld til det offentlige.
►◄
Se også SKM2024.473.LSR hvor Landsskatteretten bl.a. fandt, at det forhold, at gælden var stiftet i 2017 og 2019, ikke var til hinder for eftergivelse. Der blev herved henset til, at gældens alder efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 3, skal inddrages ved vurderingen efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, mens gældens alder ikke var en omstændighed, der kunne begrunde, at eftergivelse nægtes efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.