Afsnittet handler om mulighederne for at gøre et erstatningsansvar gældende.
Afsnittet indeholder:
Hvis Skatteforvaltningen har lidt et (økonomisk) tab, bør det overvejes, om der er grundlag for at rejse et erstatningssøgsmål. Et sådan erstatningssøgsmål skal anlægges ved domstolene, som afgør, om erstatningsbetingelserne er opfyldt, og hvad der i givet fald skal svares i erstatning.
Udgangspunktet er, at Skatteforvaltningen kun undtagelsesvist rejser erstatningssøgsmål. Hvis det findes relevant og proportionelt at rejse en erstatningssag, er der 4 hovedbetingelser, der skal være opfyldt, hvis en fysisk eller juridisk person skal kunne gøres erstatningsansvarlig.
Der skal således foreligge:
Der skal først og fremmest være lidt et økonomisk tab. Bemærk, at erstatning for personskade mv. ligger uden for behandlingen i dette afsnit.
Hvis der ikke er lidt et tab, er der ikke noget grundlag for at gøre et erstatningskrav gældende.
Skatteforvaltningen har pligt til at begrænse sit tab mest muligt, dvs. en tabsbegrænsningspligt. Kunne Skatteforvaltningen ved rettidig omhu have undgået eller minimeret et økonomisk tab og undlades dette, kan erstatningen formindskes eller helt bortfalde.
Fastlæggelsen af et ansvarsgrundlag tager udgangspunkt i, hvilken adfærd der normalt forventes af borgere/virksomheder i forhold til Skatteforvaltningen. Hvis der er handlet i strid med denne normalt forventelige adfærd, og Skatteforvaltningen derved er påført et tab, kan den borger/virksomhed, der har udført handlingen, blive erstatningsansvarlig for dette tab.
Ansvarsgrundlaget vurderes som hovedregel i forhold til, om der foreligger culpa hos den skadevoldende part. Culpa er en ulovbestemt retsgrundsætning og er et centralt begreb i erstatningsretten for skyld. Det er en grundlæggende betingelse for at ifalde et erstatningsansvar, at der er handlet culpøst, hvis grundlaget ikke er lovreguleret i skatteretten.
Ved vurderingen af, om der foreligger culpa, tages der udgangspunkt i, om handlingen afviger fra almindelig, forsvarlig adfærd. Culpa omfatter både simpel og grov uagtsomhed.
Et skærpet culpaansvar foreligger eksempelvis i forhold til rådgivere (advokater og revisorer mv.), idet disse anses at have særligt kendskab til det område, hvor de udøver rådgivning, hvorfor der kan stilles skærpede krav til den rådgivning de udfører. Se også nedenfor om særlige ansvars- og hæftelsesregler.
I visse situationer kan der foreligge objektivt ansvar, det vil sige, at der foreligger ansvar, selvom der ikke foreligger skyld (culpa). Det betyder, at en skadevolder er erstatningsansvarlig, selvom vedkommende ikke har handlet uagtsomt eller forsætligt. Objektivt ansvar skal være fastsat i loven og er en skærpet ansvarsform, der ofte anvendes, hvor fx en virksomhedsdrift mv. anses for farlig eller risikofyldt.
Udover ovennævnte betingelser om, at der skal foreligge et tab og et ansvarsgrundlag, så skal der ligeledes foreligge både kausalitet og adækvans for at placere et ansvar.
Begrebet kausalitet dækker over, at der skal foreligge årsagssammenhæng mellem en handling og en skade, eller med andre ord - er "skaden" eller tabet sket, som følge af den handling, der er er foretaget.
Begrebet adækvans dækker over, at skaden skal være en påregnelig (forudsigelig) og typisk følge af handlingen.◄
Der findes en lang række regler på Skatteministeriets lovområde, der pålægger borgere og virksomheder hæftelse, når indholdet i den pågældende bestemmelse er opfyldt. I disse situationer vil der kunne pålægges disse borgere og virksomheder hæftelse for det tab, som Skatteforvaltningen er blevet påført som følge af denne adfærd. I visse situationer vil der også kunne pålægges solidarisk hæftelse sammen med andre fysiske og juridiske enheder.
Når der foreligger et sådant lovbestemt hæftelsesansvar, er det ikke erstatningsreglerne, der finder anvendelse i forhold til at pålægge en borger eller virksomhed at hæfte for Skatteforvaltningens tab, men derimod den pågældende særbestemmelse. Se også afsnit A.D.5 Særlige hæftelsesregler.
Hvis eksempelvis et selskab eller en forening opløses, og formuen er udloddet til aktionærer eller foreningens medlemmer, uden at der er afsat tilstrækkelige midler til at dække selskabets eller foreningens selskabsskatter, og Skatteforvaltningen derved lider tab, kan der under visse betingelser gøres hæftelsesansvar gældende mod aktionærer, foreningsmedlemmer, bestyrelsesmedlemmer og likvidatorer. I SKM2026.39.LSR blev det fastslået, at det alene er udlodninger foretaget i forbindelse med likvidationen, som der hæftes for. Se selskabsskattelovens § 33 og afsnit A.D.5.1 Generelt om lovregulering af hæftelsen.
Et andet eksempel på en særlig hæftelsesregel er, at den, der ved sin deltagelse i ledelsen af en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt medvirker til eller bevirker, at driften af virksomheden indledes eller fortsættes, uden at virksomheden er registreret for et eller flere registreringsforhold efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter mv., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk. Se opkrævningslovens § 10 b og afsnit A.D.5.4.1 Ledelsens hæftelse ved uregistreret virksomhed.
Der findes en række særlige hæftelsesregler i opkrævningslovens kapitel 4, som pålægger hæftelse i en række forskellige situationer.
Disse særregler er indført i lovgivningen for at gøre det lettere for Skatteforvaltningen at pålægge hæftelse for tab, idet Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse om at pålægge hæftelse og ikke skal anvende ressourcer på at rejse kravet civilretligt ved domstolene.◄
Det er muligt at pålægge ledelsen i et selskab erstatningsansvar for virksomhedsdrift, der medfører et tab for fordringshaverne, fordi driften fortsættes ud over det tidspunkt, hvor ledelsen bør indse, at nye forpligtelser ikke kan indfries. Se fx UfR 1998.1137 HD og UfR 1999.591 HD.
Herudover er der mulighed for at gøre ledelsen erstatningsansvarlig, hvis der fra et insolvent selskab er overdraget aktiver (fx selve aktiviteten), uden at Skatteforvaltningens krav er blevet indfriet helt eller delvist i overensstemmelse med den ligelige fordeling, som fordringshaverne bør kunne forvente, efter at skyldneren er blevet insolvent.
Se UfR 1989.812 HD, SKM2007.511.HR og SKM2008.186.ØLR fra retspraksis.
En fordringshaver, der lider et tab som følge af skyldnerens konkurs eller anden insolvens, vil kunne have en interesse i at undersøge, om nogen har pådraget sig et erstatningsansvar for tabet.
Skatteforvaltningen skal - både før, under og efter konkursbehandlingen af en virksomhed - være opmærksom på, om stifteren eller de personer, der er involveret i driften af en virksomhed og evt. likvidationen af denne, overholder de forpligtelser, de har efter lovgivningen.
Hvis det efter Skatteforvaltningens opfattelse ikke er tilfældet, må det vurderes, om de ansvarlige kan pålægges et erstatningsansvar. Blandt de personer, det kan komme på tale at rejse et erstatningsansvar over for, kan nævnes stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer i selskaber, rekonstruktøren i en rekonstruktionsbehandling, kurator i et konkursbo med flere.
I det følgende gennemgås eksempler på tilfælde, hvor det kan være aktuelt at anlægge erstatningssag. Eksemplerne er derfor ikke udtømmende, men skal blot opfattes som en vejledning.
Hvis et selskab eller en forening mv. er opløst og formuen udloddet til aktionærerne eller medlemmerne, uden at der er afsat tilstrækkelige midler til at dække den indkomstskat, der påhviler selskabet eller foreningen, er aktionærerne og medlemmerne sammen med likvidator eller, hvor en sådan ikke er valgt eller beskikket, bestyrelsen solidarisk ansvarlige for skattens betaling.
Mod likvidator (bestyrelsen) kan det solidariske ansvar ikke gøres gældende for et større beløb end summen af de udlodninger, der er foretaget til aktionærer eller medlemmer. Aktionærer eller medlemmer er kun ansvarlige i det omfang, hvori de har modtaget udlodning fra sammenslutningen.
Dette gælder dog ikke ved opløsning af aktieselskaber og anpartsselskaber efter selskabslovens § 216 eller andre selskaber efter § 20 i lov om visse erhvervsdrivende selskaber. Se selskabsskattelovens § 33.
Domstolene har tilsyneladende accepteret, at der kan være en afvigelse mellem udlodningstidspunktet og opløsningstidspunktet. Se UfR 1973.865 ØLD.
Selv om et selskab intet ejer, kan en retlig interesse i en konkurs foreligge, hvis den ved konkursen fremkaldte opløsning af selskabet skal bane vej for en inddrivelse af selskabsskattekravet mod aktionærerne. Se UfR 1973.399 ØLK.
Herudover vil der være mulighed for at rejse erstatningsansvar over for selskabets ledelse, hvis der er tale om grove tilfælde af tømning af selskabets formue ved udlodning til aktionærerne, selv om selskabet ikke formelt er likvideret trods en ophørt virksomhedsdrift. Det er i sådanne sager en betingelse, at der er lidt et tab. Dette krav er imidlertid ikke ensbetydende med, at en erstatningssag først kan rejses på det tidspunkt, hvor en konkursbehandling af selskabet er afsluttet. Så snart det godtgøres, at Skatteforvaltningen har lidt et tab, kan erstatningssagen anlægges.
Et kapitalselskabs stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer m.fl. er erstatningsansvarlige for den skade, som de forsætligt eller uagtsomt har påført et selskab.
Et erstatningsansvar påhviler
for tab, som de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet
Se selskabslovens § 361, stk. 1 og 2.
Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, som revisionen er overdraget til, erstatningsansvarlige. Se selskabslovens § 361, stk. 3.
Et erstatningsansvar påhviler
for tab, som den pågældende forsætligt eller groft uagtsomt har tilføjet
Se selskabslovens § 362, stk. 1.
Hvis en kapitalejer forsætligt eller groft uagtsomt har påført selskabet, andre kapitalejere, kapitalselskabets fordringshavere eller andre tredjemænd et tab, og der i øvrigt er fare for fortsat misbrug, kan retten pålægge den skadevoldende kapitalejer at indløse den skadelidende kapitalejers kapitalandele til en pris, som fastsættes
Se selskabslovens § 362, stk. 2.
Hvis en kapitalejer forsætligt eller groft uagtsomt har påført selskabet, andre kapitalejere eller tredjemand et tab og der i øvrigt er fare for fortsat misbrug, kan retten pålægge en skadevoldende kapitalejer at sælge sine kapitalandele til de øvrige kapitalejere eller selskabet til en pris, som fastsættes
Se selskabslovens § 362, stk. 3.
Selskabsledelsen kan blive pålagt erstatningsansvar for tab påført selskabet ved at afhænde selskabets aktiver til en pris langt under vurderingsprisen.
Dermed vil selskabslovens § 361, stk. 1, være et supplement til omstødelsesbestemmelsen i konkurslovens § 64 om gaver. Et erstatningskrav kan være relevant, hvor fristen for at anlægge omstødelsessag er udløbet (se konkurslovens § 81), eller hvor en gavemodtager må formodes at være ude af stand til at opfylde en dom om omstødelse efter konkurslovens § 64. Se afsnit G.A.3.4.4.4.9.2 Omstødelse af gaver.
Ved erstatningssøgsmål dækker erstatningskravet boets samlede tab, og resultatet afhænger af en subjektiv vurdering af skadevolderens opførsel. Sådanne søgsmål er ikke omfattet af tidsfristen i konkurslovens § 81, der kun gælder anlæg af omstødelsessager.
Ved omstødelse opgøres boets krav kun til den begunstigedes berigelse, som denne skal fralægge sig. Se konkurslovens § 75. En gave kan være bortskænket eller gået til grunde, så en berigelse ikke foreligger. Se afsnit G.A.3.4.4.4.9.11 Retsvirkningen af omstødelse.
Efter konkurslovens § 64, stk. 1, kan omstødelsen gennemføres på et objektivt grundlag, og efter konkurslovens § 64, stk. 2, skal der kun føres et solvensbevis for at undgå omstødelse.
En fordringshaver, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, der er rettet direkte mod fordringshaver og ikke blot er en afledet følge af en handling eller undladelse rettet mod det senere konkursramte selskab, vil efter reglerne i selskabslovens kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet.
Fordringshavere kan derfor vælge selv at rejse et erstatningskrav over for fx et bestyrelsesmedlem eller direktøren - fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden går et evt. omstødelsesbeløb til boet og dermed til alle fordringshavere til fordeling efter konkursordenen. Derimod går et erstatningskrav, som en forfordelt fordringshaver måtte få dom for, til denne fordringshaver, der heller ikke er bundet af fristen i konkurslovens § 81, som kun gælder omstødelsessager.
Udbetalinger til kapitalejere i strid med bestemmelserne i selskabsloven skal af kapitalejerne tilbagebetales sammen med renter efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, og et tillæg på 2 pct.
Se selskabslovens § 194, stk. 1, 1. pkt.
Ulovligt udbetalt udbytte skal dog kun tilbagebetales efter denne regel, hvis kapitalejeren indså eller burde have indset udbetalingens ulovlighed. Se selskabslovens § 194, stk. 1, 2. pkt.
Hvis beløbet ikke kan inddrives, eller hvis kapitalejeren ikke har tilbagebetalingspligt vedrørende udbytte modtaget i god tro, er de, som har medvirket til beslutningen om udbetalingen eller gennemførelsen af denne eller til opstillingen eller godkendelsen af den urigtige regnskabsopgørelse, ansvarlige efter de almindelige erstatningsregler. Se selskabslovens § 194, stk. 2.
Hvis fx et anpartsselskab er solgt som "skuffeselskab", hvor kapitalen ikke længere er til stede ("rullende kapital"), kan de involverede personer blive erstatningsansvarlige efter selskabslovens § 194, stk. 2.
Hvis et kapitalselskab har ydet økonomisk bistand i strid med forbuddet i selskabslovens § 206 mod, at et kapitalselskab til brug for tredjemands erhvervelse af kapitalandele i selskabet eller dets moderselskab direkte eller indirekte
►◄
skal beløbet tilbageføres til selskabet sammen med renter efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, og et tillæg på 2 pct., medmindre højere rente er aftalt.
Se selskabslovens § 215, stk. 1.
Kan bebeløbet ikke tilbagebetales, eller kan aftaler om anden økonomisk bistand ikke bringes til ophør, indestår de personer, der har truffet aftale om eller opretholdt dispositioner i strid med selskabslovens § 206 ►◄for det tab, som kapitalselskabet måtte blive påført. Se selskabslovens § 215, stk. 2.
En sikkerhedsstillelse ydet i strid med selskabslovens § 206 ►◄er bindende for selskabet, hvis aftaleparten ikke havde kendskab til, at sikkerheden var stillet i strid med disse bestemmelser. Se selskabslovens § 215, stk. 3.
Hvis det ulovlige lån ikke kan inddrives hos aktionæren eller anpartshaveren, må det undersøges, om der er mulighed for at beskatte aktionæren eller anpartshaveren personligt ved at betragte disse lån som modtaget udbytte eller udbetalt løn. Et aktionær- eller anpartshaverlån kan også forekomme i selskaber, der opløses af skifteretten uden egentlig konkursbehandling, og i selskaber, hvis bo sluttes efter konkurslovens § 143 på første skiftesamling. Skatteforvaltningen skal derfor i sådanne sager være opmærksom på disse ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån.
Se også afsnit G.A.3.4.9 Tvangsopløsning af selskaber om Skatteforvaltningens forholdsregler i forbindelse med tvangsopløsning af selskaber.
I lighed med, hvad der gælder for en beskikket rekonstruktør under en rekonstruktionsbehandling, er også kurator ansvarlig over for boet og over for enkeltpersoner efter de almindelige erstatningsregler. Se konkurslovens § 110 og UfR 1961.636 ØLD fra retspraksis.
Hvis en beskikket rekonstruktør under en rekonstruktionsbehandling ikke overholder de forpligtelser, rekonstruktøren har efter konkurslovens § 12, og rekonstruktøren dermed forvolder et tab, kan han pådrage sig et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsregler. Ansvaret kan pådrages både over for boet og over for fordringshaverne. Se UfR 1980.774 BR og UfR 1984.363 HD fra retspraksis om de tidligere regler om betalingsstandsning.
Giver et konkursbo kun delvis dækning til de fortrinsberettigede krav, bør det derfor overvejes, om der er baggrund for at rejse erstatningssag mod rekonstruktøren, hvis der før konkursen var en rekonstruktionsbehandling, og rekonstruktøren vurderes at have optrådt ansvarspådragende.
Det er boets kurator, der træffer beslutning, om der på boets vegne skal anlægges erstatningssag.
De enkelte fordringshavere, herunder Skatteforvaltningen, kan også anlægge et erstatningssøgsmål, hvis selskabets aktionær, anpartshaver, bestyrelsesmedlem eller direktion direkte har påført RIM et selvstændigt tab. Det er dog en forudsætning, at de øvrige fordringshavere ikke har lidt noget tab eller kun har lidt uvæsentlige tab i forhold til Skatteforvaltningen. Skatteforvaltningen kan dog ikke kræve erstatning for sit tab, hvis kurator på selskabets vegne samtidig for konkursboet fører en erstatningssag, der omfatter alle fordringshavere.
Det er generalforsamlingen, der beslutter, om kapitalselskabet skal anlægge søgsmål mod
efter selskabslovens §§ 361 og 362. Se selskabslovens § 364, stk. 1.
Der kan anlægges søgsmål, selv om generalforsamlingen tidligere har besluttet ansvarsfrihed eller har afstået fra at anlægge søgsmål, hvis der angående denne beslutning eller det forhold, hvorpå søgsmålet bygger, ikke er givet i alt væsentligt rigtige og fuldstændige oplysninger til generalforsamlingen, inden beslutningen blev truffet. Se selskabslovens § 364, stk. 2.
Har kapitalejere, der repræsenterer mindst 1/10 af selskabskapitalen, modsat sig en beslutning om ansvarsfrihed - såkaldt decharge - eller om afkald på retssag, kan enhver kapitalejer anlægge søgsmål med påstand om, at den eller de ansvarlige pålægges at betale kapitalselskabet erstatning for det tab, det har lidt. Kapitalejere, som herefter anlægger sag, er ansvarlige for sagsomkostningerne, dog med ret til at få disse godtgjort af kapitalselskabet, i det omfang omkostningerne dækkes af det beløb, der gennem retssagen kommer selskabet til gode. Se selskabslovens § 364, stk. 3.
Erklæres kapitalselskabet konkurs, så fristdagen indtræder senest 24 måneder efter afholdelse af den generalforsamling, som har bevilget ansvarsfrihed eller givet afkald på at anlægge søgsmål, kan konkursboet dog anlægge erstatningssag uden hensyn til denne beslutning. Se selskabslovens § 364, stk. 4.
Hvis kurator opgiver et muligt krav, uden at der er opnået forlig, og en fordringshaver mener, at kravet skal forfølges, kan fordringshaveren på egen hånd anlægge erstatningssag. Det forudsætter dog, at skifteretten uden ugrundet ophold efter kurators beslutning anmodes om at fastsætte en frist, hvor en erstatningssag kan anlægges. Se konkurslovens § 137 og afsnit G.A.3.4.4.4.9.1 Generelt om omstødelse.
Et adhæsionssøgsmål er en juridisk procedure, hvor et civilt erstatningskrav behandles i forbindelse med en straffesag. Når der er begået en strafferetligt lovbrud, vil der typisk også være et erstatningsretligt element i sagen, som den forurettede - eksempelvis Skatteforvaltningen - vil kunne få erstatning for. For at lette domstolsprocessen, og for at gøre det lettere for den forurettede at få erstatning, har man i retsplejelovens kapitel 89 indsat bestemmelser, der gør det muligt, at spørgsmålet om erstatningsansvar føres i forbindelse med selve straffesagen. Se også afsnit A.C.3.7.4 Fremsættelse af krav om erstatning ved domstolene.◄
Hvis den, der har lidt det økonomiske tab, selv har været medvirkende til, at skaden er sket, kan erstatningsansvaret blive reduceret eller helt bortfalde. I forhold til Skatteforvaltningen kan dette fx forekomme, hvis et forhold, som allerede har bevirket et tab, bliver forøget som følge af manglende tabsbegrænsning. Undlades dette, nedsættes erstatningen.◄
Hvis et potentielt tab for Skatteforvaltningen kan imødegås ved genoptagelse af borgerens eller virksomhedens skatteansættelse mv. vedrørende det forhold, der bevirker tabet, er der naturligvis ikke grundlag for at rejse en erstatningssag. I denne situation vil genoptagelsen korrigere forholdet og udligne Skatteforvaltningens tab.◄
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme | ||
| En advokat havde rådgivet en bank om bankens potentielle strafansvar og erstatningsansvar over for den danske stat ved at medvirke i transaktioner med danske børsnoterede aktier. Transaktionerne indebar, at banken udstedte udbyttenotaer, der kunne anvendes til at søge refusion af indeholdt dansk udbytteskat. Banken udstedte udbyttenotaer, der blev anvendt til sådanne refusionsansøgninger, og SKAT udbetalte ca. 1.135 mio. kr. med urette på baggrund af notaerne. Højesteret nåede frem til, at advokaten måtte indse, at der var en nærliggende risiko for, at banken sammen med andre var involveret i at udarbejde en model for uberettiget refusion af udbytteskat. Han havde derfor på uforsvarlig måde tilsidesat skattemyndighedernes interesser ved at rådgive banken som sket under sagen. Højesteret fandt således, at advokat A havde handlet ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen. Endvidere fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at der var den fornødne årsagsforbindelse. Højesteret fandt i forbindelse med tabsopgørelsen, at det var velbegrundet, at Skatteforvaltningen havde indgået forlig, og tabet kunne opgøres til ca. 706 mio. kr. i overensstemmelse med Skatteforvaltningens påstand. Der var ikke forhold, som kunne begrunde, at erstatningsansvaret bortfaldt eller begrænsedes ud fra betragtninger om egen skyld eller accept af risiko. Betragtninger om adækvans førte til, at erstatningsansvaret blev begrænset til 400 mio. kr. Kravet var i øvrigt ikke forældet, idet forældelsesfristen var suspenderet, og suspensionen var ikke ophørt tre år forud for stævningstidspunktet. Der var ikke grundlag for forrentning tidligere eller senere end sagens anlæg. | ||
| Højesteret fandt, at ledelsen i et insolvent selskab havde pådraget sig et erstatningsansvar over for SKAT ved under selskabets afviklingsperiode ikke at have sikret en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt fordringshaverne. Ledelsen var bekendt med, at SKAT havde rejst et told- og afgiftskrav på ca. 30 mio. kr., og selv om kravet blev påklaget, burde ledelsen ikke have disponeret, som om kravet ikke bestod. Højesteret fandt også, at to senere indtrådte bestyrelsesmedlemmer ligeledes havde pådraget sig et erstatningsansvar for et skønsmæssigt fastsat mindre beløb. Disse bestyrelsesmedlemmer burde have grebet ind, så snart de efter deres indtræden blev eller burde være blevet opmærksomme på, at selskabet blev afviklet, uden at der blev sikret en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt selskabets fordringshavere. | Salg af aktiver | |
| UfR 1999, 591 HD | En direktør og eneanpartshaver i et selskab videreførte sit bilfirma, selv om selskabet i to år før konkursen var insolvent. I de to regnskabsår havde selskabet et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mio. kr. I perioden op til konkursen i det tredje regnskabsår var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der ikke var mulighed for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften for nye biler, der blev solgt i de to sidste måneder før konkursen. Direktøren blev derfor pålagt erstatningsansvar for det tab, der herved var blevet påført skattevæsenet. | Driften standses ikke i tide |
| UfR 1998, 1137 HD | Medlemmer af en bestyrelse for en professionel fodboldklub anset for at være erstatningsansvarlige for det tab, fordringshaverne led ved, at selskabet fortsatte sin drift, selv om bestyrelsen vidste, at selskabets regnskab udviste et underskud på 350.000 kr., og at dets kapital var tabt. Højesteret udtalte, at beslutningen om at fortsætte driften var uforsvarlig. I sagen lagde konkursboet bl.a. vægt på, at bestyrelsen havde tilsidesat sin pligt til at indkalde generalforsamlingen og træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder evt. at opløse selskabet, da selskabet havde tabt halvdelen af sin aktiekapital. Se daværende aktieselskabslov § 69a, nu selskabslovens § 119. | Driften standses ikke i tide |
| UfR 1989, 812 HD | Højesteret fandt et selskabs bestyrelse erstatningsansvarlig for det tab, som fordringshaver havde lidt, fordi aktiverne ikke var fordelt ligeligt, da selskabets aktiver var afhændet, mod at køberen skulle overtage en del af gælden. | Salg af aktiver |
| UfR 1984, 363 HD | En advokat, der var beskikket som tilsyn under en betalingsstandsning, blev pålagt erstatningsansvar, da advokaten ikke rettidigt fik indgivet konkursbegæring for at fastholde den oprindelige fristdag. Den oprindelige fristdag bortfaldt derfor, og et ellers omstødeligt udlæg kunne herefter ikke omstødes. | Ansvar for advokat |
| Landsretsdomme | ||
| Landsretten fastslog erstatningsansvar for bestyrelse og direktør samt omstødelse i forhold til direktøren i forbindelse med salg af et insolvent selskabs samlede aktiviteter og aktiver til et nærtstående selskab. | Salg af aktiver | |
| UfR 1973, 865 ØLD | Et ejendomsaktieselskab foretog i 1960 udlodning af selskabets formue til aktionærerne. Dette fandtes ikke i sig selv at kunne anses som en opløsning af selskabet. Da dette heller ikke senere som følge af udlodningen var blevet opløst ved likvidation eller på anden vis, kunne der ikke med hjemmel i den dagældende bestemmelse i SL § 38, stk. 6, (nu SEL § 33) pålægges en aktionær ansvar for betaling af selskabsskatten for skatteåret 1961/62. | |
| UfR 1973, 399 ØLK | Skattevæsenet indgav konkursbegæring mod et aktieselskab, der ikke havde drevet virksomhed i en årrække og intet ejede, med det formål at fremkalde opløsning af selskabet og derefter søge et selskabsskattekrav inddrevet hos aktionærerne. Den retlige interesse heri var til stede. | |
| UfR 1961, 636 ØLD | En dommer og en kurator pålagt at erstatte en fordringshavers tab, da dennes krav ved en fejl ikke var taget med i boopgørelsen. Fordringshavers krav var anmeldt i boet og prøvet på skiftesamlingen, men først efter, at ankefristen var udløbet, blev fordringshaver opmærksom på, at han ikke havde modtaget dividende. | Ansvar for dommer og kurator |
| Byretsdomme | ||
| UfR 1980, 774 BR | En advokat, der under sin klients betalingsstandsning efter de dagældende regler havde udbetalt et salær til klientens ejendomsmægler, blev pålagt at erstatte boet dets tab svarende til salæret. Salæret var en gæld fra tiden før betalingsstandsningen. | Ansvar for advokat |
| Landsskatteretskendelser | ||
| ►Sagen angik, om klageren i henhold til selskabsskattelovens § 33 som anpartshaver i et selskab, der trådte i likvidation den 19. november 2018 og blev tvangsopløst den 28. august 2020, hæftede for selskabets restskatter for indkomstårene 2013 - 2018 på i alt 157.282 kr. Klageren havde i de omhandlede indkomstår modtaget udlodninger fra selskabet på i alt 547.900 kr. Landsskatterettens flertal anførte, at den tidligere bestemmelse om hæftelse i statsskattelovens § 38, stk. 6, angik tilfælde, hvor bl.a. et selskab "opløses ved fordeling af formuen blandt Aktionærer […], uden at der afsættes noget Beløb til Dækning af den Selskabet […] paahvilende Skat." I så fald hæftede selskabsdeltagerne solidarisk for skatten. Ifølge forarbejderne til selskabsskattelovens § 33 fra 1959 svarede bestemmelsen til den dagældende statsskattelovs § 38, stk. 6, med to ændringer, der vedrørte, dels begrænsning af deltagernes hæftelse til det, de havde fået udloddet, dels udvidelse af hæftelsen til også at omfatte likvidator og bestyrelsen maksimeret til det beløb, der i alt var udloddet til aktionærerne. Herefter, og efter en naturlig sproglig forståelse, måtte selskabsskattelovens § 33, 1. pkt., forstås sådan, at hæftelsen for aktionærer gjaldt i tilfælde, hvor selskabet blev opløst og formuen - ved opløsningen - ved udlodning blev fordelt til aktionærerne, uden at der ved opløsningen var afsat tilstrækkelige midler til dækning af skatten. Opgørelsen af aktionærens maksimale hæftelse efter § 33, 2. pkt., vedrørte alene den situation, som var omfattet af bestemmelsens 1. pkt. Udbyttet på i alt 505.400 kr., som klageren fik udloddet i 2013 - 2017, blev udloddet inden vedtagelsen af likvidationen den 19. november 2018 og angik således ikke et tilfælde, hvor selskabet blev opløst ved udlodning af formuen til klageren. Disse udlodninger skulle derfor ikke medregnes ved opgørelsen af klagerens hæftelse ifølge selskabsskattelovens § 33, 1. pkt. For så vidt angik udbyttet på 42.500 kr., som klageren modtog i 2018, forelå der for Landsskatteretten ikke tilstrækkelige oplysninger til at fastlægge, hvornår beløbet blev udloddet til klageren. Hvis udlodningen var sket efter beslutningen om likvidation af selskabet den 19. november 2018, måtte udlodningen anses som omfattet af selskabsskattelovens § 33, 1. pkt., og indgik dermed i opgørelsen af den maksimale hæftelse efter bestemmelsens 2. pkt. Landsskatteretten fandt således, at udlodningerne til klageren i 2013 - 2017 ikke indgik i opgørelsen af klagerens hæftelse efter selskabsskattelovens § 33, og at udlodningen i 2018 skulle hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på afdækning af, om udlodningen skete efter beslutningen den 19. november 2018 om opløsning af selskabet, idet klageren i givet fald hæftede med dette beløb for selskabets restskatter. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed (dissens).◄ | ||
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.