A.C.2.1.2.1.3.2.2 Visse selskaber og foreninger

A.C.2.1.2.1.3.2.2 Visse selskaber og foreninger

Oplysningspligten efter skattekontrollovens § 2 gælder ikke selskaber og foreninger m.v., der alene er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, d, e eller g, jf. dog stk. 2.

Se skattekontrolloven § 4, stk. 1, nr. 2.

De selskaber og foreninger mv. med hjemsted i udlandet, der er omfattet af selskabsskattelovens § 2 stk. 1, litra c, d, e eller g, er følgende: 

  1. Selskaber og foreninger m.v., som oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, bortset fra udbytte fra investeringsselskaber omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 og investeringsinstitutter med minimumsbeskatning omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c. Tilskud til koncernforbudne selskaber efter selskabsskattelovens § 31 D anses også for udbytte, hvis tilskudsmodtageren, såfremt denne var moderselskab til tilskudsyderne, ville være skattepligtig af udbytte efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.
  2. Selskaber og foreninger m.v., som oppebærer renter fra kilder her i landet vedrørende gæld, som et selskab eller en forening m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, har til juridiske personer som nævnt i skattekontrollovens Kap. 4 om Transfer Pricing (kontrolleret gæld). 
  3. Kontoførende investeringsforeninger som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5d, hvis den kontoførende investeringsforening ikke har skattepligtig indkomst som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5d.
  4. Selskaber og foreninger m.v., som oppebærer indkomst her fra landet, der i medfør af kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, skulle henregnes til A-indkomst, hvis den udbetaltes til en person.
  5. Selskaber og foreninger m.v., som oppebærer royalty hidrørende fra kilder her i landet, jf. kildeskattelovens § 65 C, stk. 4.

I de nævnte tilfælde oppebærer de begrænset skattepligtige alene indtægter fra Danmark, hvori der allerede ved udbetalingen er indeholdt endelig skat. Indkomstskattepligten er derfor endeligt opfyldt ved den indeholdte skat, og der er derfor ikke behov for at stille krav om, at de skattepligtige skal indgive et oplysningsskema til Skatteforvaltningen.

Bemærk

Kontoførende investeringsforeninger var i indkomstårene 2023 og 2024 indberetningspligtige i henhold til lov nr. 1179 af 8. juni 2021. Fra og med indkomstår 2025 og frem er kontoførende investeringsforeninger, der ikke har skattepligtig indkomst, ved § 3, nr. 1, i lov nr. 750 af 20. juni 2025, nu igen undtaget fra oplysningspligten ved skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 3.

Bemærk 

Undtagelsen til oplysningspligten gælder dog ikke, hvis der ikke er indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 i udbytter/tilskud omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, eller i afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B. Det indebærer dermed også, at der er en oplysningspligt, når den begrænset skattepligtige modtager skattepligtige tilskud eller udbytter, hvor den indeholdelsespligtige ikke har opfyldt sin indeholdelsespligt. Oplysningspligten gælder dog ikke, hvis tilskuddet er skattefrit efter selskabsskattelovens § 31 D eller, hvis udbyttet eller afståelsessummen er skattefrit for modtageren efter ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 2, eller § 16 B, stk. 5, og der derfor ikke skal indeholdes skat i henhold til kildeskattelovens § 65, stk. 5. 

Se skattekontrollovens § 4, stk. 2.

Se også C.D.2.4.3.3 Skattefrit tilskud - SEL § 31 D.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.