Dette afsnit handler om hæftelsen for selskabsskat for sambeskattede selskaber for indkomstår påbegyndt den 1. juli 2012 eller senere.
Afsnittet indeholder:
Ved § 2, nr. 17, i lov nr. 591 af 18. juni 2012 er hæftelsen med virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. juli 2012 eller senere, ændret således:
Se SEL § 31, stk. 6, 10.-14. pkt.
Indgiver et selskab ansøgning om omlægning af indkomstår den 1. juli 2012 eller senere, således at indkomståret 2012 begynder før den 1. juli 2012, anses indkomståret for påbegyndt den 1. juli 2012 eller senere. Se § 11, stk. 5, i lov nr. 591 af 18. juni 2012.
Administrationsselskabet A er sambeskattet med datterselskaberne B og C i år 1. Koncernen har kalenderårsregnskab. Administrationsselskabet A frasælger den 1. marts år 2 datterselskabet C.
I år 3 forhøjer Skattestyrelsen den skattepligtige indkomst for datterselskab B for indkomståret 1. I denne situation vil datterselskab C ikke hæfte for skattekravet. Administrationsselskab A og datterselskab B vil derimod hæfte for skattekravet. Forhøjer Skattestyrelsen i år 3 den skattepligtige indkomst for datterselskab C for indkomståret 1, påhviler hæftelsen for skatten både A, B og C.
Hæftelsen ophører, uanset om udtrædelsen af sambeskatningen sker ved et egentligt frasalg af selskabet eller på anden måde, herunder som følge af omstrukturering, likvidation eller konkurs.
Hæftelsen ophører ikke for de tilbageværende selskaber, dvs. de selskaber, der ikke er udtrådt af sambeskatningen. Det gælder ligeledes, hvis sambeskatningen kun omfatter to selskaber, og sambeskatningen derfor ophører, efter at det ene selskab fx sælges ud af koncernen. I denne situation ophører hæftelsen alene for det frasolgte (udtrædende) selskab.
Se også afsnit C.D.3.1.5 Administrationsselskabet.
I koncerner, der har valgt international sambeskatning, hæfter det ultimative moderselskab solidarisk med de selskaber, der hæfter solidarisk efter reglerne om national sambeskatning (se om disse SEL § 31, stk. 6, 10.-12. pkt.), for indkomstskat, acontoskat, restskat samt tillæg og renter vedrørende indkomståret samt eventuel genbeskatningsforpligtelse.
SEL § 31, stk. 6, 13. og 14. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Det ultimative moderselskabs hæftelse omfatter dog ikke indkomstskat mv. af indkomst, der ville indgå i sambeskatningsindkomsten efter SEL § 31 om national sambeskatning.
Et selskab, der udtræder af sambeskatningen, hæfter ikke for skattekrav vedrørende de øvrige selskaber omfattet af sambeskatningen. Det udtrådte selskab hæfter således kun fra tidspunktet for udtrædelsen af sambeskatningen for den del af skatten, der vedrører den del af indkomsten, som er fordelt til selskabet, svarende til den hæftelse, selskabet er undergivet efter de gældende regler.
Ophøret af hæftelsen for et udtrædende selskab gælder ikke, hvis den samme aktionærkreds (se herom KGL § 4, stk. 2) fortsat direkte eller indirekte råder over mere end halvdelen af stemmerettighederne efter selskabets udtræden.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.