Dette afsnit handler om reglerne for lægemiddelerstatning og den skattemæssige behandling af ordningen.
Afsnittet indeholder:
Retten til at modtage erstatning for lægemiddelskader følger af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, kapitel 4.
Udgifter til erstatninger samt andre udgifter til erstatningsordningen afholdes af staten.
Sundheds- og Ældreministeriet behandler og træffer afgørelse i sager om erstatning for lægemiddelskader samt beregner og udbetaler erstatninger. Sundheds- og Ældreministeriet har bemyndiget Patienterstatningen til at behandle og træffe afgørelse i sådanne sager samt til at beregne og udbetale erstatninger mv. Patienterstatningens udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten.
Patienterstatningens afgørelser kan påklages til Ankenævnet for Patienterstatningen.
For definition af lægemidler henvises til Lægemiddelstyrelsen og lægemiddelloven.
Erstatningsordningen omfatter:
Erstatning ydes kun, hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er udleveret i Danmark til forbrug eller kliniske forsøg med lægemidler. Udleveringen skal være sket gennem apotek, sygehus, læge, tandlæge eller salgssted, som er godkendt til salg af ikke apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler efter lægemiddelloven. En lægemiddelskade forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel erstattes kun, hvis lægemidlet er ordineret til skadelidte.
Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
Erstatning mv. ydes kun, når beløbet overstiger 10.000 kr.
Erstatningssummen for skader er begrænset til 150 mio. kr. pr. kalenderår. Erstatningssummen for hver enkelt serieskade er dog begrænset til 100 mio. kr. Erstatningssummen for lægemiddelskader ved kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg) er begrænset til 25 mio. kr. pr. forsøg. Erstatningen kan ikke overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.
Der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredsudgifter og andet tab som følge af skaden samt godtgørelse for svie og smerte. Medfører skaden varige følger, kan der også betales erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén. Ved dødsfald kan der blive tale om erstatning for tab af forsørger.
Erstatningen fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven (med visse modifikationer). Der er derfor tale om engangsudbetalinger.
Erstatning for tab af erhvervsevne fastsættes fx til et kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn ganget med erhvervsevnetabsprocenten og herefter ganget med 10 (inden for et vist maksimum), jf. erstatningsansvarslovens § 6.
Ordningen er hverken omfattet af PBL afsnit I, II eller II A. Beskatningen af erstatningsudbetalingerne skal derfor afgøres efter SL § 4, litra c og § 5, litra b. Engangsudbetalingerne er skattefri efter SL § 5, litra b. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er dog altid skattepligtig, fordi den træder i stedet for en indkomst, som ellers ville være skattepligtig (substitutionsprincippet).
I forbindelse med erstatninger kan skadelidte få renter fra skadestidspunktet og til betaling sker. Renter er indkomstskattepligtige som kapitalindkomst uanset erstatningens eller godtgørelsens art. Se SL § 4 e og PSL § 4, stk. 1, nr. 1.
En erstatning for en personskade kan blive udbetalt som et samlet beløb, hvor erstatningen er tillagt renter fra det tidspunkt, hvor skaden skete og indtil udbetalingen. I så fald kan modtageren af beløbet vælge at fordele renteindtægten over den periode, den vedrører, hvis Skattestyrelsen må genoptage skatteansættelsen for de relevante år. Se LL § 5, stk. 6.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.