Handelsomkostninger i form af kurtage og lignende vedrørende køb og salg af skattepligtige værdipapirer, fast ejendom eller anden erhvervsvirksomhed, skal som hovedregel tillægges anskaffelsessummen eller fratrækkes afståelsessummen i overensstemmelse med øvrig avancebeskatning ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget.
Som udgangspunkt er der således ikke fradragsret for handelsomkostninger efter PAL § 9, stk. 2.
Hvis eksterne regnskabsbestemmelser ikke giver hjemmel til at regulere det skattepligtige aktivs anskaffelsessum henholdsvis afståelsessum med handelsomkostningerne, kan disse undtagelsesvis fratrækkes direkte ved opgørelse af beskatningsgrundlaget efter PAL § 9, stk. 2, i stedet for at blive fratrukket ved avance-/tabsopgørelsen. Men den samme handelsomkostning kan i sagens natur ikke fratrækkes både efter PAL § 9, stk. 2, og i avance-/tabsopgørelsen.
Som eksempel på en ekstern regnskabsbestemmelse kan nævnes bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle årsrapporter for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Denne bekendtgørelses § 22, stk. 6, anviser, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser under posten Administrationsomkostninger i forbindelse med investeringsvirksomhed skal opføre de omkostninger, der kan henføres til handel med og administration af virksomhedens investeringsaktiver.
Handelsrenter, det vil sige renter, der betales i forbindelse med køb og salg af obligationer, pantebreve og andre fordringer, betragtes som renter, der er skattepligtige efter PAL §§ 3, 6 og 7, og anses således ikke for at være en handelsomkostning.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.