Den oprindelige One Stop Moms-særordning for elektroniske ydelser blev indført ved lov nr. 124 af 28. februar 2003, der gennemførte direktiv nr. 2002/38/EF af 7. maj 2002 i dansk ret.

Baggrunden var, at en tredjelandsvirksomhed, som leverede elektroniske ydelser, efter de almindelige regler skulle momsregistreres og opkræve moms i alle de EU-lande, hvor dens private kunder var etableret eller havde bopæl/sædvanligt opholdssted. Dette kunne medføre, at en virksomhed etableret uden for EU ville skulle momsregistreres i flere og måske sågar samtlige EU-lande med deraf følgende forpligtelser vedrørende momsangivelse, regnskab mv.

Særordningen var indført af forenklingshensyn. Den gav virksomheder fra lande uden for EU mulighed for at nøjes med at være registreret i ét EU-land (identifikationsmedlemslandet) og kun indberette momsen af leverancerne til dette ene land. Det var herefter identifikationsmedlemslandet, der overførte momsen til de rette EU-forbrugsmedlemslande.

Den oprindelige One Stop Moms-særordning for elektroniske ydelser var midlertidig. Ordningen blev senest forlænget til og med 31. december 2014 ved artikel 1 i direktiv 2008/8/EF (momspakken).

For en beskrivelse af den oprindelige One Stop Moms-særordning, se Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.16.

Den 1. januar 2015 blev der indført en permanent ordning, som også gjaldt for EU-virksomheder, og som ud over elektroniske ydelser også omfattede teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester. For en beskrive af den permanente One Stop Moms-særordning (Mini One Stop Shop (MOSS)), se Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit D.A.16.2.

MOSS blev den 1. juli 2021 udvidet til en Moms One Stop Shop (OSS), se denne vejlednings afsnit D.A.16.3.