Dette afsnit handler om, at de ordinære frister for ansættelse og anmodning om genoptagelse først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb, når der er tale om overdragelse af aktier, aktiver og passiver som led i omstrukturering af selskaber.
For skattepligtige, der er omfattet af ABL § 36, stk. 6, 3. pkt., eller FUL § 15 a, stk. 1, 5. pkt., eller § 15 c, stk. 1, 5. pkt., for så vidt angår overdragelse af aktier, aktiver og passiver som led i en aktieombytning, spaltning eller tilførsel af aktiver udløber fristerne i SFL § 26, stk. 1 og stk. 2, først i det 6. år efter indkomstårets udløb. Se SFL § 26, stk. 8. Dvs. at de ordinære frister for ansættelse og anmodning om genoptagelse er forlænget.
Forlængelsen går ud på, at en ansættelsesændring på Skattestyrelsens initiativ skal varsles senest den 1. maj i det sjette år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i samme år, medmindre den skattepligtige efter anmodning har fået forlænget ansættelsesfristen. Se A.A.8.2.1.1.3. og A.A.8.2.1.2.3.
Tilsvarende skal den skattepligtiges anmodning om genoptagelse indgives senest den 1. maj i det sjette år efter indkomstårets udløb. Se A.A.8.2.1.2.1.
Hensigten med denne fristforlængelse er at kunne håndhæve de nævnte værnsregler i aktieavancebeskatningsloven og fusionsskatteloven. Som følge heraf gælder den forlængede frist kun i det omfang, en ansættelsesændring er en direkte følge af de nævnte værnsregler.
Den forlængede frist for sådanne ændringer omfatter også skattepligtige, der i øvrigt er omfattet af den korte ligningsfrist. Se A.A.8.2.1.1.4.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.