Dette afsnit handler om Skatterådets opgaver og fremgangsmåden ved behandlingen af disse.
Afsnittet indeholder:
Skatterådet bistår Skatteforvaltningen ved forvaltningen af lovgivning om vurdering af landets faste ejendomme, lov om registrering af køretøjer og lovgivningen om skatter, bortset fra lovgivning om told. Se skatteforvaltningslovens § 2, stk. 1.
Skatterådet har således ikke kompetence på områder, hvor Skatteforvaltningen er tillagt kompetence uden for skatte- og ejendomsvurderingsområdet. Skatterådet har fx ikke kompetence vedrørende nummerpladeekspeditionen.
Skatterådet har heller ikke kompetence til at bistå politiet med at forvalte lov om registrering af køretøjer.
Skatterådet afgør de sager, som Skatteforvaltningen forelægger for Skatterådet til afgørelse. Se skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen har aftalt følgende retningslinjer for, hvilke sager der skal forelægges for Skatterådet:
Skatteforvaltningen skal i henhold til skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, forelægge en anmodning om bindende svar for Skatterådet til afgørelse, hvis
Det er Skatteforvaltningen, der udvælger de principielle sager, som forelægges for Skatterådet.
I tilfælde, hvor en anmodning om bindende svar umiddelbart er visiteret som principiel efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, men hvor det efterfølgende viser sig, at sagen ikke er principiel alligevel eller ikke længere er principiel, kan Skatteforvaltningen visitere sagen tilbage til behandling hos Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen således, at sagen ikke skal forelægges for Skatterådet.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er desuden enige om:
Der er tale om et relativt begreb, hvor grænsedragningen afhænger af, hvilket retsområde der er tale om. En anmodning om bindende svar om indkomstbeskatning af lønmodtagere skal vedrøre et større antal skattepligtige end en anmodning vedrørende en punktafgift, der kun betales af et mindre antal virksomheder, for at skulle forelægges for Skatterådet til afgørelse.
Der skal desuden være et vist element af fortolkningstvivl. Der stilles krav om, at der skal være tale om lovfortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er herefter enige om, at følgende anmodninger om bindende svar skal forelægges for Skatterådet:
Der er her tale om et relativt begreb, hvor grænsedragningen afhænger af, hvilket retsområde, der er tale om.
Der skal desuden være et vist element af fortolkningstvivl. Der stilles krav om, at der skal være tale om lovfortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er herefter enige om:
Hvorvidt en anmodning om bindende svar skal forelægges, kan afhænge af svarets økonomiske betydning for spørgeren eller andre, som spørgerens disposition får virkning for. I denne vurdering skal medtages et skønnet provenu for fremtidige år, i det omfang et svar er tillagt fremtidig virkning.
Skatterådet skal ved ny lovgivning, der kræver fortolkning, i en periode medvirke ved fastlæggelsen af en administrativ praksis, som herefter skal videreføres af Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen.
Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen aftaler løbende, om der på et område findes at være oparbejdet en så tilstrækkelig fast praksis, at bindende svar om dette fremover skal besvares af Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen.
Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 3, har følgende ordlyd: "Svaret angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen".
Formålet med bestemmelsen er således, at principielle bindende svar om lovfortolkning, alene skal omfatte lovfortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen. Heri ligger dels, at der gælder et væsentlighedskriterium, dels at bestemmelsen ikke kun omfatter fortolkning af ny lovgivning, men også omfatter ældre lovgivning.
Væsentlighedskriteriet indebærer, at i sager, hvor der ikke er en reel fortolkningstvivl, vil sagen ikke skulle anses for principiel. Det er dermed ikke alle anmodninger om bindende svar vedrørende fortolkning af lovgivningen, som skal behandles af Skatterådet.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er herefter enige om, at der gælder følgende:
Anmodninger om bindende svar, der vedrører EU-retlige spørgsmål af væsentlig rækkevidde skal altid forelægges for Skatterådet.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
Sager, som fx har påkaldt sig eller er egnet til at påkalde sig betydelig offentlig interesse, fordi den skattepligtige er en offentligt kendt virksomhed, eller der tidligere har været offentlig debat om det emne, sagen vedrører, skal forelægges for Skatterådet.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
En anmodning om bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1. Der kan således ikke forventes eller forlanges bindende svar på spørgsmål, der ikke indeholder en præcis beskrivelse af den disposition, der ønskes en skatteretlig vurdering af.
Skønner Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen, at et spørgsmål ikke er tilstrækkelig oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Er dette ikke modtaget inden for en rimelig frist, der mindst skal være 15 dage, kan Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen afvise anmodningen, uden at spørgsmålet om afvisning forelægges Skatterådet. Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen kan desuden, uden særskilt forelæggelse herom for Skatterådet, begrænse indstillingen til afgørelse til kun at handle om de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.
En anmodning om bindende svar kan også afvises af Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen efter skatteforvaltningslovens §§ 21, stk. 1-3, og 24, stk. 2, uden at spørgsmålet om afvisningen forelægges for Skatterådet. Dette kan dog kun ske i de tilfælde, hvor afvisningen ikke er principiel. Hvis afvisningen er af principiel karakter, skal den forelægges for Skatterådet.
Skatteforvaltningen kan i henhold til skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2, ud over de principielle bindende svar, som skal forelægges for Skatterådet efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, efter en konkret vurdering, forelægge alle andre sager for Skatterådet, som Skatteforvaltningen har kompetence til at afgøre efter skatteforvaltningslovens § 1, bortset fra toldområdet og områder, hvor Skatteforvaltningen er tillagt kompetencer uden for skatte- og ejendomsvurderingsområdet.
Der skal tages hensyn til, hvor mange sager Skatterådet kan overkomme at behandle inden for rimelige sagsbehandlingstider.
Der kan være tale om:
Bindende svar, som ikke er af principiel karakter, skal som udgangspunkt afgøres af Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen. Sådanne sager vil derfor kun undtagelsesvist blive forelagt for Skatterådet.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er dog enige om, at anmodninger om bindende svar, som ikke er af principiel karakter, kan forelægges for Skatterådet, hvis
I tvivlstilfælde drøfter Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen spørgsmålet om en eventuel forelæggelse for Skatterådet med formanden.
Ved vurderingen af, om en anmodning om et bindende svar, som ikke er af principiel karakter, bør forelægges, kan det ifølge forarbejderne til skatteforvaltningsloven bl.a. tillægges betydning, om spørger har udtrykt ønske om at få svar fra Skatterådet. Det kan fx være tilfældet, hvor spørger tillægger det særlig vægt, at vedkommendes sag bliver behandlet af lægmænd uden tilknytning til forvaltningen.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
For anmodninger om bindende svar, som ikke er af principiel betydning, er formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen i øvrigt enige om:
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om, at andre sager end anmodninger om bindende svar, der er af principiel karakter, kan forelægges for Skatterådet, når Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen finder det hensigtsmæssigt.
En forelæggelse for Skatterådet kan være hensigtsmæssigt:
Efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, kan Skatterådet efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn.
I SKM2025.505.SR ændrede Skatterådet skatteankenævnets afgørelse til beskatning af udeholdt omsætning, da det var Skatterådets opfattelse, at skatteankenævnets afgørelse utvivlsomt var i modstrid med fast domstolspraksis.
I SKM2025.95.LSR stadfæstede Landsskatteretten Skatterådets afgørelse om, at et skatteankenævns afgørelse var åbenbart ulovlig. Begrundelsen var, at nævnet i modstrid med både loven og fast domstolspraksis havde anset det for en skønsmæssig vurdering, hvorvidt et beløb indgik i et afskrivningsgrundlag.
I SKM2023.220.LSR havde Skatterådet truffet afgørelse om, at et skatteankenævns afgørelse om beskatning af tildelte aktieoptioner var åbenbart ulovlig. Skatterådets afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten.
Se SKM2024.135.SKTST om procedure for behandling af indbragte ankenævnsafgørelser, der ønskes forelagt for Skatterådet efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.
Det fremgår af § 6 i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet, at en part eller parter i bestemte sager kan anmode om lejlighed til at fremkomme med sine kommentarer over for rådet. Dette drejer sig bl.a. om sager vedr. bindende svar og genoptagelsessager.
Efter § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet kan formanden, hvis en part har anmodet om foretræde for rådet, tillade, at parten får adgang til at forelægge sagen for rådet. Hvis formanden finder, at der ikke bør gives tilladelse, skal dette spørgsmål forelægges for rådet.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
Det fremgår af § 12, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet, at Skatterådet efter almindelige forvaltningsretlige principper, og hvis eventuelle øvrige betingelser for genoptagelse er opfyldt, kan genoptage egne afgørelser.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om, at genoptagelse alene kan ske efter en anmodning fra parten i et bindende svar. Det er alene parten/parterne i et bindende svar, der kan tage initiativ til, at der sker genoptagelse af en sag. En anmodning om genoptagelse fra en, der ikke er part, skal derfor afvises af Skattestyrelsen og hhv. Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen uden at en sådan afvisning skal forelægges for Skatterådet.
Efter skatteforvaltningslovens § 4, stk. 3 kan Skatterådet tillade, at der indhentes syn og skøn til brug for Skatterådets afgørelse af en sag, der er forelagt Skatterådet til afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2. Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
Told- og skatteforvaltningen forvalter lovgivningen om skatter, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 1.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
Ud over ved lovbestemte kompetencer til at fastsætte anvisninger, får Skatterådet anvisninger til høring, hvis Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen i øvrigt finder det hensigtsmæssigt i henhold til de under afsnit "Andre principielle sager, som ikke er anmodninger om bindende svar" nævnte principper, medmindre det af tidsmæssige årsager ikke er muligt, eller det i øvrigt ikke er hensigtsmæssigt.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
I tvivlstilfælde drøfter Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen spørgsmålet om offentliggørelse med spørger og/eller formanden for Skatterådet.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om:
Skatterådet vil løbende i forbindelse med rådets arbejde tage stilling til, om der på et område, som optræder på bilagslisten i SKM2025.407.SKTST, er oparbejdet en så tilstrækkelig fast praksis, at bindende svar om dette fremover skal besvares af Skattestyrelsen, Motorstyrelsen eller Vurderingsstyrelsen.
Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen er enige om, at aftalen tages op til revision ultimo 2026.
Skatterådet kan tillade, at der indhentes syn og skøn til brug for rådets afgørelse af en sag. Se skatteforvaltningslovens § 4, stk. 3. Bestemmelsen anvendes kun undtagelsesvist.
Udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i forbindelse med en sag for Skatterådet, kan godtgøres fuldt ud.
Se skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.
Afgørelsen af, om udgiften skal godtgøres fuldt ud, træffes af Skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet. Se skatteforvaltningslovens § 52, stk. 4.
Se også SKM2025.407.SKTST, hvor de nærmere retningslinjer herom fremgår.
Se også afsnit A.A.11 om Syn og skøn.
Skatterådet holder sine møder i Skattestyrelsens lokaler. Møderne holdes i praksis cirka hver fjerde tirsdag. Skatterådet kan beslutte, at nogle af møderne skal være skriftlige. Møderne er ikke offentlige.
Fem medlemmer af rådet kan kræve, at formanden inden fjorten dage indkalder til rådsmøde.
Til hvert møde skal medlemmerne indkaldes skriftligt og med mindst syv dages varsel. Særlige forhold kan dog tilsige en kortere frist. Se § 4, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
Formanden fastsætter mødets dagsorden, der så vidt muligt skal sendes til medlemmerne samtidig med mødeindkaldelsen. Dagsordenen skal indeholde en fortegnelse over de sager, der skal behandles på mødet. Ethvert medlem kan bede formanden om at få en sag drøftet på mødet. Kommer sagen - uanset anmodningen - ikke på dagsordenen, afgør Skatterådet, om sagen alligevel skal behandles på mødet. Se § 4, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
Formanden bestemmer, i hvilket omfang der inden mødet skal sendes materiale til medlemmerne vedrørende de sager, der skal behandles på mødet. Som alt overvejende hovedregel skal materialet dog sendes til rådsmedlemmerne.
Når en sag er optaget på dagsordenen, kan medlemmerne kræve sagen fremlagt til gennemsyn hos Skatteforvaltningen. Materialet skal være tilgængeligt for medlemmerne i Skatteforvaltningens lokaler fra og med den anden hverdag inden mødet. Ethvert medlem kan desuden kræve, at alt materiale, der vedrører en sag, der skal behandles af Skatterådet, forelægges på selve rådsmødet. Se § 5, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet. Materialet bliver i praksis sendt til Skatterådet 12 dage før mødet skal holdes.
Inden Skatterådet træffer en afgørelse, får borgeren sendt et udkast til sagsfremstilling med henblik på at kommentere den. Borgeren skal også orienteres om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Skattestyrelsen eller Motorstyrelsen, ligesom vedkommende kan anmode om lejlighed til at komme med sine kommentarer direkte over for rådet. Skatterådet kan opfordre borgeren til at give møde. Se § 6, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
Det er Skatterådet, der beslutter, om den pågældende borger skal have adgang til at forelægge sagen for Skatterådet. Rådet træffer dog kun beslutning, hvis der bliver tale om at nægte foretræde. Formanden vurderer, om en anmodning om personligt fremmøde bør imødekommes, og formanden kan selv beslutte, om en anmodning skal imødekommes. Se § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
Skatterådets afgørelser træffes ved afstemning. Afgørelsen afgøres ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Se § 7, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
►Skatte- og Vækstministeren◄ kan ikke give rådets medlemmer tjenestebefaling med hensyn til, hvordan de skal stemme i sagerne.
Skatterådets afgørelse træffes ved kendelse, der skal indeholde en begrundelse for afgørelsen. Hvis der er givet afslag på anmodning om foretræde for Skatterådet, skal kendelsen tillige indeholde en begrundelse for afslaget. Kendelsen skal være dateret, og den skal give vejledning om klageadgang til Landsskatteretten, hvis borgeren ikke får medhold.
Kendelsen skal sendes til parten og til vedkommendes eventuelle repræsentant.
Se § 9, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
►Skatte- og Vækstministeriet◄ træffer beslutning om offentliggørelse af rådets afgørelser, som skønnes at have almindelig interesse. Afgørelserne skal anonymiseres inden offentliggørelsen. Se § 15, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
Da Skatterådets afgørelser om bindende svar alle har principiel betydning, lægges det til grund, at alle afgørelser har almen interesse. Se skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5.
Udgangspunktet er derfor, at alle afgørelser om bindende svar skal offentliggøres. Ved offentliggørelse skal alle oplysninger, der er omfattet af skattemyndighedernes særlige tavshedspligt, anonymiseres.
Skattemyndighedernes særlige tavshedspligt omfatter alle oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige (dvs. drifts- eller forretningsmæssige forhold) eller privatlivet tilhørende forhold, medmindre oplysningerne er offentligt tilgængelige efter andre regler, fx i offentlige registre. Tavshedspligten omfatter hele ministerområdets lovgivning. Se skatteforvaltningslovens § 17.
Ved offentliggørelse skal navne på fysiske og juridiske personer, CPR-, CVR- og SE-numre og andre personhenførbare data, bortset fra rådets journalnumre, derfor fjernes eller erstattes af anonymiserede betegnelser.
Hvis det vurderes, at afgørelsen ikke kan anonymiseres fuldt ud, og at offentliggørelse derfor kan indebære et brud på tavshedspligten, må afgørelsen ikke offentliggøres.
I tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt afgørelsen kan anonymiseres fuldt ud, kan den anonymiserede tekst eventuelt sendes til høring hos forespørgeren med anmodning om en udtalelse. Det er imidlertid Skatteforvaltningen, som foretager en samlet vurdering af, om tavshedspligten er overholdt. Det er ligeledes Skatteforvaltningen, som beslutter om afgørelsen offentliggøres.
Det skal fremgå af offentliggørelsen, hvis Skatterådets afgørelse af hensyn til tavshedspligten er offentliggjort i en forkortet eller redigeret form.
Se SKM2008.273.SKAT om retningslinjer for offentliggørelse af bindende svar fra Skatterådet.
Se afsnit A.A.6 om offentlighed og tavshedspligt.
Der føres en protokol over forhandlinger i rådets møder. Den skal indeholde følgende:
Eventuelle bemærkninger, som et medlem, der på grund af mulig inhabilitet er blevet udelukket fra at deltage i forhandling og afstemning om habilitetsspørgsmålet, kræver tilført protokollen.
I praksis betegnes Skatterådets protokol som "rådsreferatet", der normalt sendes til rådsmedlemmerne samtidig med materialet til det efterfølgende møde. En beslutningsdygtig del af de medlemmer, der deltog i mødet, skal godkende protokollatet i et efterfølgende møde. Protokollen er ikke offentlig. Se § 11, i bekendtgørelse nr. 1035 af 25/10/2005 af forretningsorden for Skatterådet.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
| Landsskatteretten | ||
| Et skatteankenævn traf afgørelse om, at et beløb skulle indgå i klagerens afskrivningsgrundlag. Skatteankenævnets begrundelse var, at det var en skønsmæssig vurdering, om det omhandlede beløb var et udbyder-/formidlingshonorar. Skatterådet traf afgørelse om, at nævnets afgørelse var åbenbart ulovlig, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3. Landsskatteretten fandt, at skatteankenævnets afgørelse var forkert og åbenbart ulovlig. Begrundelsen var, at nævnet i modstrid med både loven og fast domstolspraksis havde anset det for en skønsmæssig vurdering, hvorvidt beløbet skulle anses for et ikke afskrivningsberettiget udbyder-/formidlingshonorar. Det var en retlig vurdering. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse. | Stadfæstelse af SKM2023.335.SR. | |
| Et skatteankenævn havde truffet afgørelse om, at tildelte optioner skulle beskattes som aktieindkomst. Skatterådet fandt afgørelsen åbenbart ulovlig og ændrede den, sådan at optionerne blev beskattet som lønindkomst på udnyttelsestidspunktet. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse. | Stadfæstelse af SKM2020.394.SR. | |
| Et skatteankenævn havde uhjemlet fraveget de skematiske bestemmelser om værdiansættelse af fri bolig i LL § 16, stk. 9, jf. ligningslovens § 16 A under henvisning til, at resultatet var urimeligt. Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at Skatterådet havde tilsidesat denne afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, som åbenbart ulovlig. Da der kunne rejses berettiget tvivl om, hvorvidt SKAT havde opgjort beregningsgrundlaget efter ligningslovens § 16, stk. 9, korrekt, og da hverken skatteankenævnet eller Skatterådet havde taget stilling hertil, hjemvistes sagen til det pågældende skatteankenævn til foretagelse af en korrekt opgørelse af beregningsgrundlaget. | Stadfæstelse af SKM2017.314.SR. | |
| Skatterådet | ||
| Skatteyder var en person, der i en årrække ejede flere danske selskaber. Skatteankenævn X stadfæstede Skattestyrelsens afgørelser vedrørende beskatning af skatteyder af overførsler og hævninger fra selskaberne samt møde- og rejseudgifter, men Skatteankenævnet underkendte Skattestyrelsens beskatning af udeholdt omsætning, da Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at den udeholdte omsætning var tilgået skatteyder. Det var Skatterådets opfattelse, at skatteankenævnets afgørelse var i utvivlsom modstrid med fast domstolspraksis om, at når det først er konstateret, at selskabet har udeholdt omsætning, er det skatteyder, der skal bevise, at den udeholdte omsætning ikke er tilgået skatteyder. Skatterådet ændrede derfor skatteankenævnets afgørelse til beskatning af udeholdt omsætning i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse. | ||
| SKM2025.407.SKTST | Aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen om sager, der skal forelægges for Skatterådet. | Erstatter SKM2022.501.SKTST |
| SKM2014.424.SR | Et motorankenævn havde ved beregning af eksportgodtgørelse fratrukket 15 pct. i godtgørelsesbeløbet, men havde set bort fra, at der skulle tages et fradrag på minimum 7.500 kr. efter dagældende registreringsafgiftslovs § 7b, stk. 3. Skatterådet fandt, at nævnets afgørelse var åbenbart ulovlig. | |
| SKM2014.200.SR | Et skatteankenævn havde givet en dispensation efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 7. Skatterådet fandt, at skatteankenævnets afgørelse var åbenbart ulovlig, da skatteankenævnet ikke havde kompetence til at give dispensation efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 7. | |
| SKM2013.794.SR | Et skatteankenævn havde truffet afgørelse om, at A efter en konkret vurdering fandtes at opfylde betingelsen om fuldtidsbeskæftigelse efter lov om skattenedslag for seniorer. Kompetencen til at træffe afgørelse herom henhører under ATP med klageadgang til Ankenævnet for ATP mv. Skatterådet fandt derfor, at skatteankenævnets afgørelse var åbenbart ulovlig. | |
| SKM2010.667.SR | Skatterådet udtalte, at det fremgår af skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, at Skatterådet kan ændre en åbenbart ulovlig afgørelse. Skatterådet anførte herefter, at det således ikke var forpligtet til at udnytte sin ændringskompetence og derfor selv kunne fastlægge en praksis for, hvornår det vil ændre en åbenbart ulovlig afgørelse. Skatterådet fandt ikke, at den pågældende skatteankenævnsafgørelse var i modstrid med en fast domstolspraksis eller en fast praksis i Landsskatteretten. Skatterådet fandt herefter ikke, at afgørelsen var åbenbart ulovlig. | |
| SKM2010.513.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et skatteankenævns afgørelse var åbenbart ulovlig, idet afgørelsen fandtes at hvile på et skøn. Sagen vedrørte værdiansættelsen af en landbrugsejendom i forbindelse med en skatteyders salg af en ejendom til sin nevø. | |
| Da afgørelsen hvilede på en bevismæssig vurdering og derfor ikke kunne anses for åbenbart ulovlig, fandt Skatterådet ikke grundlag for at ændre et skatteankenævns afgørelse. | ||
| Skatterådet fandt i tre enslydende sager, at fristen på 1 måned for forelæggelse af en sag for Skatterådet ikke var bindende for et mindretal i skatteankenævnet, der kunne forlange, at protokollen med mindretalsudtalelsen blev indsendt til Skatterådet. Skatterådet fandt ikke, at nævnets afgørelse var åbenbart ulovlig, da der var tale om en konkret vurdering, hvori indgik en række faktiske forhold af bevismæssig karakter. | ||
| Skatterådet besluttede ikke at ændre et nævns afgørelse, idet Skatterådet fandt, at revisionsbestemmelsen ikke burde anvendes i den konkrete situation. Klageren havde ikke fået medhold i nævnet. Skatterådet anførte, at klager kunne påklage sagen til Landsskatteretten og til domstolene, og at disse instanser ville foretage bedømmelse af de konkret foreliggende omstændigheder og beviser. | ||
| Skatterådet fandt ikke, at en nævnsafgørelse kunne tilsidesættes som åbenbart ulovlig, da sagen var en klar bevissag. Skatterådet lagde endvidere vægt på, at skatteyderen kunne indbringe nævnets afgørelse for Landsskatteretten. | ||
| Efter indstilling fra SKAT ændrede Skatterådet en åbenbart ulovlig afgørelse, der var truffet af et skatteankenævn. | ||
| Skatterådet ændrede ikke en åbenbart ulovlig afgørelse, idet de faktiske begivenheder, der blev lagt til grund for sagens afgørelse, måtte karakteriseres som usædvanlige. | ||
| Skatterådet afviste i to enslydende sager at ændre skatteankenævnets afgørelse med den begrundelse, at afgørelsen ikke var åbenbart ulovlig. Skatterådet fandt, at der var tale om en bedømmelse af, om dokumentationen var tilstrækkelig, og om de udbetalte befordringsgodtgørelser rent faktisk var ydet for kørsel for arbejdsgiveren. Der var således tale om en konkret bevisvurdering, som Skatterådet ikke havde grundlag for at tilsidesættelse. Betingelserne for at ændre nævnets afgørelse var derfor ikke opfyldt. | ||
| Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. | ||
| Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. | ||
| I tre enslydende sager nægtede Skatterådet rådgiver fradrag for betalt erstatning i forbindelse med en selskabstømmersag. | Praksis er efterfølgende ændret, se afsnit
C.C.2.2.3.1 Generelt om driftstab. | |
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.