Syn og skøn er ikke et retligt skridt, der afbryder forældelse. Se forældelseslovens § 16.
Syn og skøn kan dog, når det vedrører forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse, medføre en foreløbig afbrydelse af forældelse. Se forældelseslovens § 21, stk. 4.
Se også Højesterets dom i H2015.177-2013, hvor sagen angik, om forældelsesfristen for et erstatningskrav (produktansvar) rejst af D (A) over for N A/S og L. Ltd (B) var afbrudt foreløbigt efter § 21, stk. 4, i forældelsesloven ved en syns- og skønssag, der blev gennemført med A's forsikringsselskaber som skønsrekvirenter og med B som skønsindstævnte. Højesteret fastslog, at en begæring om syn og skøn ikke afbryder forældelsen af en fordring, som tilhører en fordringshaver, der ikke er part i syns- og skønssagen. Højesteret fastslog endvidere, at A ikke havde været part i sagen uanset As aktive deltagelse i syns- og skønsforretningen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at B måtte antages at have været vidende om, at A var interesseret i resultatet, fordi A selv mente at have et erstatningskrav mod dem. Forældelsesfristen var derfor ikke afbrudt. Landsretten var nået til samme resultat.
Se også SFL § 48, stk. 2, om klagerens muligheder for at indbringe sagen for domstolene, selvom sagen oprindeligt var påklaget til en administrativ klageinstans. Se også om suspensionsreglen i SFL § 47, stk. 3.
Se også afsnit A.A.9 om formueretlig forældelse.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteret | ||
| H2015.177-2013 | Sagen angik, om forældelsesfristen for et erstatningskrav (produktansvar) rejst af D (A) over for N A/S og L. Ltd (B) var afbrudt foreløbigt efter forældelseslovens § 21, stk. 4, ved en syns- og skønssag, der blev gennemført med A's forsikringsselskaber som skønsrekvirenter og med B som skønsindstævnte. Højesteret fastslog, at en begæring om syn og skøn ikke afbryder forældelsen af en fordring, som tilhører en fordringshaver, der ikke er part i syns- og skønssagen. Højesteret fastslog endvidere, at A ikke havde været part i sagen uanset As aktive deltagelse i syns- og skønsforretningen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at B måtte antages at have været vidende om, at A var interesseret i resultatet, fordi A selv mente at have et erstatningskrav mod dem. Forældelsesfristen var derfor ikke afbrudt. Højesteret fandt ikke, at forældelsesfristen var afbrudt. | |
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.