Som udgangspunkt foretages vurderingerne ud fra de data, der er til rådighed for Vurderingsstyrelsens modelberegning, herunder salgsdata.
I helt særlige situationer bliver besigtigelse dog brugt til at supplere datagrundlaget. Besigtigelse - udvendig såvel som indvendig - er således at betragte som et sagsoplysningsskridt i en konkret sag, som Vurderingsstyrelsen kan foretage, hvis det er nødvendigt for vurderingen af ejendommen. Anvendelse af besigtigelse har undtagelsens karakter, og det er det helt klare udgangspunkt, at en ejendom skal vurderes uden besigtigelse.
Der er tre typer af besigtigelse, som anvendes til vurdering af ejendomme:
I de situationer, hvor Vurderingsstyrelsen foretager besigtigelse, er det ud fra en proportionalitetsbetragtning udgangspunktet, at der foretages kantstensbesigtigelse. Der kan dog være tilfælde, hvor kantstensbesigtigelse ikke er tilstrækkelig. I det tilfælde kan der foretages udvendig besigtigelse på grunden, og i helt særlige tilfælde indvendig besigtigelse. Indvendig besigtigelse er et tvangsindgreb efter retssikkerhedsloven og kan derfor kun ske, når mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis besigtigelsen står i rimeligt forhold til formålet. Det er derfor en besigtigelsesform, som kun bruges i sjældne tilfælde.
Ejeren af en ejendom eller en anden, som efter skatteforvaltningsloven er berettiget til at klage over en ejendomsvurdering, kan ikke forlange, at Vurderingsstyrelsen foretager besigtigelse. Ejeren (eller andre) kan heller ikke klage over, at Vurderingsstyrelsen foretager eller undlader at foretage besigtigelse. Ejeren eller en anden klageberettiget vil kunne klage over vurderingens endelige resultat, men ejeren (eller andre) vil ikke separat kunne påklage de beslutninger, der er foretaget som led i vurderingsarbejdet, herunder beslutninger om besigtigelse.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.