Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.
Afsnittet indeholder:
Fødevarer, foder og fødevarekontaktmaterialer af ikke-animalsk oprindelse kan i de fleste tilfælde indføres direkte fra et tredjeland til bestemmelsesstedet i EU uden krav om offentlig kontrol fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris side.
For visse ikke-animalske produkter fra visse tredjelande er der imidlertid fastsat importrestriktioner i EU, da disse produkter kan udgøre en sundhedsrisiko, eller af andre grunde ikke være lovlige. Sendinger af ikke-animalske produkter under importrestriktion skal kontrolleres af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på et grænsekontrolsted (evt. udføres ID-kontrol og fysisk kontrol på et udpeget kontrolsted), før de kan overgå til fri omsætning i EU. Formålet med denne vejledning er at beskrive proceduren for den offentlige kontrol, der udføres på grænsekontrolsteder eller udpegede kontrolsteder, og at beskrive ansvarsfordelingen mellem Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Toldstyrelsen.
Reglerne for indførsel af visse produkter af ikke-animalsk oprindelse er fastsat i følgende EU-forordninger og -afgørelser samt nationale bestemmelser:
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Fødevarer, foder og andre produkter af ikke-animalsk oprindelse, der er omfattet af importrestriktioner m.v., og som indføres fra tredjelande, skal umiddelbart efter ankomsten til EU føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted, der er godkendt til de relevante produktkategorier. Under visse omstændigheder kan en del af kontrollen foretages på et udpeget kontrolsted inde i landet.
Importøren eller dennes repræsentant skal foretage forhåndsanmeldelsen af sendinger af ikke-animalske varer under importrestriktion til grænsekontrollen via IT-systemet IMSOC TRACES på det fælles sundhedsimportdokument: CHED-D (Common Health Entry Document). Sendingerne frigives ligeledes på CHED-D'et.
Nogle toldpositionsnumre er så omfattende, at det ikke er alle numre, som er underlagt importrestriktioner. Hvis der foran toldpositionsnummeret er anført "ex" betyder det, at ikke alle produkter tilhørende KN-koden skal føres til grænsekontrol.
Toldstyrelsen kan, når der i ovennævnte forordning 2019/1793 er angivet et "ex" foran toldpositionsnummeret, frigive en sending varer, hvis importøren kan dokumentere, at sendingen ikke er er omfattet af restriktion m.v. og dermed ikke skal til offentlig kontrol.
I nogle tilfælde er sendinger med ikke-animalske produkter omfattet af importrestriktioner ikke underlagt kravet om grænsekontrol, eksempelvis:
Der henvises til reglerne i forordning (EU) nr. 2019/1793 og (EU) nr. 2020/1158, her kan også ses de vægtgrænser, der gælder for undtagelserne.
Det er ikke tilladt at importere fødevarer og foder som vareprøve, laboratorieprøve eller som udstillingsgenstand, hvis de er omfattet af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/884/EU.
I tvivlstilfælde skal importøren dokumentere, at sendingen ikke er underlagt kravet om grænsekontrol.
Toldstyrelsen tillader kun overgang til fri omsætning af sendinger af fødevarer og foder og fødevarekontaktmaterialer, der er omfattet af importrestriktioner, når der foreligger et godkendt CHED-D, der bekræfter, at sendingen overholder de gældende regler.
Toldstyrelsen afslutter dermed ikke toldbehandlingen, før Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris importkontrol er afsluttet, og der foreligger et attesteret CHED-D. Toldstyrelsen ændrer således først en sendings statuskode, når grænsekontrollen har fundet sted, og Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris grænsekontrol har godkendt et CHED-D, som angiver varens tilladte bestemmelse (f.eks. fri omsætning).
Hvis der foreligger en toldangivelse for en sending af produkter, der er opført i ovennævnte forordninger, og der ikke forelægges et godkendt CHED-D, skal Toldstyrelsen tilbageholde forsendelsen (toldmæssigt) og straks underrette Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris lokale grænsekontrolsted. Toldstyrelsen må ikke frigive sendingen, før der foreligger et godkendt CHED-D.
Der henvises i øvrigt til bilag 3 i samarbejdsaftalen mellem Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Toldstyrelsen af 25. oktober 2024.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.