.Et gældsbrev er en skriftlig erklæring, der giver ret til en i hovedsagen ubetinget, ensidig fordring på et pengebeløb. Bestemmelserne om handel med og kreditorforfølgning mod gældsbreve findes i gældsbrevsloven.
Der skal sondres mellem to typer af gældsbreve, henholdsvis simple og negotiable gældsbreve. Negotiable gældsbreve kaldes også for omsætningsgældsbreve. Se hertil G.A.3.2.2.1.3.7.2.2 og G.A.3.2.2.1.3.7.2.3.
Gældsbrevslovens kapitel 1 indeholder nogle fælles bestemmelser for både simple og omsætningsgældsbreve. Gældsbrevslovens kapitel 2 regulerer forholdene for omsætningsgældsbreve, mens gældsbrevslovens kapitel 3 regulerer forholdene for simple gældsbreve.
Desuagtet gældsbrevslovens kapitel 3 omhandler simple gældsbreve, finder reglerne dog ligeledes anvendelse på simple fordringer. Ved en simpel fordring forstås et krav mod en debitor - som ikke nødvendigvis skal være et pengekrav, men ligeledes kan være et krav på fx en vare - hvortil der ikke er udstedt et gældsbrev.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.