Det er ikke nok, at Skattestyrelsen har dateret en varslingsskrivelse - den skal også sendes inden fristen. En manglende overholdelse af fristreglerne vil nemlig i mange tilfælde føre til ugyldighed.
14. januar 2022 | SKATTER OG AFGIFTER
Til illustration kan henvises til en skatteyder, som blev nægtet lempelse for udenlandsk lønindkomst i 2014.
Skattestyrelsen havde ved afgørelse af den 30. maj 2018 bestemt, at skatteyderen ikke opfyldte betingelserne i ligningslovens § 33 A for at opnå lempelse med dansk skat af en udenlandsk lønindkomst.
Skattestyrelsen havde varslet afgørelsen på fristdagen den 1. maj 2018, men kuverten med agterskrivelsen var poststemplet den 2. maj 2018.
Ved modtagelsen af agterskrivelsen blev vi opmærksomme på, at denne var poststemplet den 2. maj 2018, selvom skrivelsen var dateret den 1. maj 2018.
Fristen for Skattestyrelsens varsel af ændringen udløb i henhold skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 den 1. maj 2018, og vi gjorde derfor gældende, at ansættelsesændringen var varslet for sent.
Skattestyrelsen kunne ved fremlæggelse af postprotokoller dokumentere, at de havde overgivet brevet til PostNord den 1. maj 2018.
Desuagtet fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen måtte bære risikoen for, at skrivelsen rent faktisk også blev afsendt samme dag, hvilket under henvisning til PostNords kundehåndbog for frankeringsmaskiner ikke var godtgjort, idet kuverter skal være frankeret med den korrekte afsendelsesdato.
Af den grund annullerede Landsskatteretten den trufne afgørelse som for sent varslet.
Landsskatterettens afgørelse (sagsnr. 18-0005018) viser vigtigheden af, at skattesager behandles grundigt og med fokus på detaljen.
Selvom Landsskatteretten i afgørelsen omtaler fristreglerne som formaliteter, er der tale om hjemmelsmangler, når Skattestyrelsen ikke overholder fristreglerne.
En manglende overholdelse af fristregler, som det var tilfældet i denne sag, fører til ugyldighed - dette uanset om indholdet af afgørelsen i øvrigt måtte være korrekt.
Skatteyderen fik derfor ændret Skattestyrelsens afgørelse om nægtelse af lempelse for udenlandsk lønindkomst i 2014.
Har du behov for hjælp?
Såfremt du bliver involveret i en skattesag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.
Klik her for at læse mere om fokusområdet skatte- og afgiftsproces og de muligheder, du eller din virksomhed har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.