Skatterådet har igen givet Skattestyrelsen adgang til at indhente oplysninger om digitale pengeoverførsler via digitale betalingstjenester – denne gang vedrørende oplysninger for 2022.
17. juli 2023 | SKATTER OG AFGIFTER
Vi har tidligere tilbage i december 2020 og november 2021 beskrevet, hvordan Skattestyrelsen har intensiveret kontrollen på digitale pengeoverførsler, og denne kontrolinstans fortsætter.
Skattestyrelsen har således oplyst, at Skatterådet på det seneste møde har imødekommet en ansøgning om, at Skattestyrelsen indhenter oplysninger om digitale pengeoverførsler via digitale betalingstjenester. Det er fjerde gang, at Skatterådet giver den tilladelse.
Den nye tilladelse omfatter oplysninger for hele 2022.
Med baggrund i de seneste tilladelser dækkende for årene 2017 og frem til 2021, er det vores forventning, at der vil blive gennemført et ikke ubetydeligt antal kontrolsager.
Hvad sker der, hvis du eller din virksomhed bliver udtaget til kontrol?
Rejses der en kontrolsag, vil Skattestyrelsen typisk indlede skattekontrollen med at anmode om supplerende oplysninger og materiale på baggrund af de allerede kendte oplysninger, som Skattestyrelsen har modtaget fra de digitale betalingstjenester.
Ved denne henvendelse vil Skattestyrelsen typisk ikke oplyse, hvilke oplysninger Skattestyrelsen selv er i besiddelse af, og det bemærkes, at dialogen med Skattestyrelsen allerede fra første henvendelse kan få stor betydning for håndteringen af den videre kontrolsag.
I artiklen ”Udvalgte overvejelser når Skatteforvaltningen indleder en kontrolsag” kan du læse mere om nogle af de overvejelser en kommunikation med Skatteforvaltningen bør give anledning til, når en kontrol sag igangsættes, og der er udsigt til en tvist.
Afhængig af overførslernes omfang og størrelse må det i øvrigt forventes, at en del af sagerne vil blive straffesager, hvilket betyder, at Skattestyrelsen vil undersøge, om der er grundlag for en sanktion, f.eks. en bøde.
Har du brug for hjælp?
Har du modtaget en henvendelse fra Skattestyrelsen, og ønsker du en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.