Revisors udfordringer og muligheder ved insolvens

COVID-19 pandemien har sat Danmark i en usikker økonomisk situation. En lang række virksomheder er sat under et likviditetsmæssigt pres, og de er i fare for at blive insolvente i den nærmeste fremtid. Denne artikel omhandler revisorers forskellige roller i samspillet med insolvente virksomheder.

 

1. Indledning

Danmark står i skrivende stund i en usikker økonomisk situation som følge af COVID-19pandemien. En lang række virksomheder er sat under et likviditetsmæssigt pres, og de er i fare for at blive insolvente i den nærmeste fremtid. Denne artikel omhandler revisorers forskellige roller i samspillet med insolvente virksomheder. Artiklen vil overordnet behandle de forskellige muligheder og udfordringer, en revisor kan møde, i forbindelse med insolvens. Ad denne vej vil vi klarlægge, hvad man som revisor bør være opmærksom på i sit arbejde med insolvente virksomheder. Artiklen er, for overskuelighedens skyld, opdelt i tre overordnede emner, hvor revisoren i sit arbejde kan møde insolvens:

  • Insolvens hos en kunde
  • Insolvens hos kundens kunde
  • Revisors honorar ved insolvens

De tre temaer vil i det følgende blive gennemgået i nævnte rækkefølge.   

2. Insolvens hos en kunde

I det omfang en revisor indtager rollen som kundens økonomiske rådgiver, bør revisoren selvsagt være opmærksom på kundens gæld. En revisor kan med fordel have øje for, om der opstår et (akut) behov for gældsafvikling, så revisoren har mulighed for at reagere herpå, både for virksomhedens skyld samt for at undgå et eventuelt ansvar for et senere økonomisk sammenbrud. Som udgangspunkt, er en vis gæld hos en virksomhed selvsagt helt naturlig og derfor ikke et problem. Afhængig af gældens størrelse, karakter mv. kan gælden dog gå hen og blive et problem og måske direkte true virksomhedens overlevelse. I et sådan tilfælde, er det vigtigt, hurtigt at sikre sig en klar strategi, for at undgå yderligere restancer samt sikre virksomhedens overlevelse eller i andre tilfælde sikre et fornuftigt og ikke mindst forsvarligt ophør af virksomheden.[1]

2.1. Økonomiske "faresignaler"

Der findes forskellige muligheder for afvikling af gæld alt afhængig af, om det sker med henblik på fortsat drift af virksomheden, eller om gælden skal afvikles i forbindelse med virksomhedens ophør. Fælles for disse muligheder er, at jo tidligere, der lægges en klar strategi for gældsafviklingen, desto større sandsynlighed er der for, at gældsafviklingen lykkes.[2] For at opdage behovet for akut gældsafvikling i et tidligt stadie, er der en række ”faresignaler” en rådgiver bør have øje for.  

Ved likviditetsmæssige problemer, vil virksomheden typisk udsende en række mere eller mindre åbenlyse faresignaler. Først og fremmest kan betalingsvanskeligheder indikeres af, at virksomheden begynder at udskyde sine betalinger til sine kreditorer.[3] I praksis ses en lang række tilfælde, hvor særligt betalinger til Skatteforvaltningen misligholdes. Skatteforvaltningen indtager en særlig position som tvangskreditor, og de fleste virksomheder har ikke samme incitament til at opretholde et godt forretningsforhold til Skatteforvaltningen, set i forhold til virksomhedens øvrige kreditorer. Dette er årsag til, at mange likviditetspressede virksomheder, i første omgang, udskyder sine betalinger til Skatteforvaltningen, hvorved virksomheden stadig er i stand til at betale sine øvrige kreditorer.[4]

Dernæst kan det være en indikation på betalingsvanskeligheder, hvis virksomhedens træk på driftskreditten løbende forhøjes uden en tilsvarende løbende nedbringelse. Der kan også være tale om, at der foretages væsentlige træk på driftskreditten, som afviger fra selskabets normale betalingsmønster.[5] En stærk indikation på betalingsvanskeligheder er, hvis virksomheden ikke formår at udbetale løn til virksomhedens medarbejdere til normal forfaldstid, eller måske slet ikke er i stand til at betale løn til medarbejderne. I flere tilfælde vil medarbejderne være blandt de sidste, som bliver påvirket af betalingsvanskeligheder, da disse virksomheder, i første omgang, forsøger at sikre, at medarbejderne ikke påvirkes af økonomisk nedgang. Dette hænger sammen med, at manglende lønudbetaling ofte vil være misligholdelse af ansættelsesforholdet, hvilket kan have store konsekvenser for virksomhedens videre drift. Hvis virksomheden således er i så store økonomiske vanskeligheder, at virksomhedens medarbejdere påvirkes heraf, bør virksomheden hurtigst muligt sørge for at få afviklet noget af sin gæld.

2.2. Ledelses- og rådgiveransvar

Når en virksomhed bliver insolvent, træder hensynet til virksomhedens ejere i baggrunden, da der nu særligt er et hensyn at tage til virksomhedens kreditorer.[6] En insolvent virksomhed drives reelt videre for kreditorernes regning, og de risikerer at lide et tab ved, at virksomheden ikke er i stand til at betale sine gældsforpligtelser. Med henblik på at undgå, at virksomheder drives videre til skade for kreditorer, findes der flere steder i lovgivningen regler om ledelses- og rådgiveransvar. Som revisor er det vigtigt at være opmærksom på disse regler, dels for at kunne vejlede virksomhedens ledelse, så de ikke ifalder et ansvar, og dels for selv at undgå, at man som virksomhedens rådgiver ifalder et ansvar.

De ovennævnte bestemmelser om ledelses- og rådgiveransvar findes dels i selskabsloven og i ulovbestemte grundsætninger.[7] Det er eksempelvis muligt, med hjemmel i selskabslovens § 361 og ud fra almindelige erstatningsretlige betragtninger, at ifalde et erstatningsansvar, hvis ledelsen i en virksomhed ikke overholder sine pligter ifølge selskabsloven, og kreditorerne herved lider et tab.[8] En rådgiver kan ifalde et erstatningsansvar, hvis denne har givet en fejlagtig økonomisk rådgivning, som resulterer i et tab for virksomheden og virksomhedens kreditorer. Dette kan bl.a. være tilfældet, hvor virksomhedens drift burde være indstillet, mens virksomhedens revisor omvendt råder virksomheden til at fortsætte driften.[9]

En revisor bør, i tilfælde af en virksomheds betalingsvanskeligheder, endvidere gøre ledelsen opmærksom på, at ledelsen ved at fortsætte virksomhedens drift risikerer at blive pålagt konkurskarantæne, hvis virksomheden senere erklæres konkurs, jf. konkurslovens § 157. Helt overordnet betyder konkurskarantæne, at den pågældende i en periode, der som udgangspunkt varer tre år, ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, jf. konkurslovens § 159, stk. 1. Reglerne om ledelsesansvar og efter omstændighederne konkurskarantæne skal sikre en forsvarlig drift af virksomheden, herunder at virksomheden ikke drives videre fra det tidspunkt, hvor ledelsen indså eller burde have indset, at virksomhedens videre drift ikke var mulig (populært kaldet ”håbløshedstidspunktet”).[10]

Det afhænger altid af en konkret vurdering, om en virksomheds ledelse skal pålægges konkurskarantæne. Det er vanskeligt, præcist at fastsætte håbløshedstidspunktet i praksis, men tidspunktet fastsættes typisk med støtte i en række objektive momenter, jf. de ovennævnte faresignaler.[11] Det er vigtigt at understrege, at kun grove forhold bevirker, at der skal pålægges konkurskarantæne. Der skal være tale om et direkte misbrug af reglerne.[12] Så længe ledelsen sørger for at træffe beslutninger om virksomhedens fortsættelse ud fra et forsvarligt beslutningsgrundlag, og virksomhedens overlevelse ikke åbenlyst er urealistisk, vil ledelsen som udgangspunkt ikke ifalde et ansvar ved at fortsætte driften.[13]

Hvis virksomheden, trods en række økonomiske faresignaler, drives videre på grundlag af en forventning om nye kunder, skal virksomhedens ledelse, i tilfælde af en efterfølgende konkurs, kunne redegøre for, at der var grundlag for at opretholde driften.[14] Kan ledelsen ikke det, risikerer ledelsen at ifalde et erstatningsansvar og konkurskarantæne. Efter COVID-19udbruddet og den midlertidige nedlukning af Danmark, vil mange insolvente virksomheder drives videre med forhåbninger om et bedre resultat efter genåbningen af Danmark. Ud fra en klassisk fortolkning af, hvornår håbløshedstidspunktet indtræffer, herunder hvornår en betalingsudygtighed alene er forbigående, vil forventninger om indtægter, der hverken kan konkretiseres eller dokumenteres, ikke være tilstrækkelige til at undgå ledelsesansvar eller efter omstændighederne konkurskarantæne.[15] Set i lyset af, at COVID-19virussen medførte en ekstraordinær – og alene midlertidig – situation, kan der dog argumenteres for, at kravene til, hvornår en betalingsudygtighed er forbigående, bør opfattes mere lempeligt.[16]

2.3. Rekonstruktion og konkurs

Når en revisor har opdaget en eller flere af de ovennævnte faresignaler, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke muligheder, der er for at afvikle virksomhedens gæld. Med en viden herom har revisor mulighed for, på bedst mulig vis, at vejlede virksomheden og finde en løsning, der tilgodeser virksomhedens ønsker og behov.

Først og fremmest er spørgsmålet, om ledelsen ønsker at drive virksomheden videre eller om driften helt skal indstilles. Hvis virksomhedens drift skal indstilles, kan det enten ske ved en frivillig likvidation eller ved at erklære virksomheden konkurs. En fordel ved at afvikle en virksomhed ved frivillig likvidation er, at virksomhedens aktiver typisk er mere værd ved salg uden for konkurs sammenlignet med salg fra et konkursbo.[17] Dog kan det i mange tilfælde være svært at blive enige med virksomhedens kreditorer om en frivillig likvidation, og virksomhedens ejere kan være nødt til at tolerere strenge vilkår, herunder eksempelvis personlig sikkerhedsstillelse for virksomhedens gæld.

Hvis gælden skal afvikles med henblik på at sikre virksomhedens overlevelse, kan virksomheden vælge at indgå en frivillig akkordaftale eller at lade virksomheden træde i rekonstruktion. Her kan det igen være en udfordring, at få opbakning fra virksomhedens kreditorers til at indgå en aftale om en frivillig akkord. Generelt vil det være nemmest at indgå en aftale om frivillig akkord, hvis virksomheden har frie aktiver, som kan danne grundlag for aftalen.[18] Vælger virksomheden derimod at træde i rekonstruktionsbehandling, påbegyndes en indenretlig behandling. Under en rekonstruktionsbehandling giver konkursloven hjemmel til en række værktøjer, som under normale forhold ikke ligger i værktøjskassen, og som kan bidrage til at sikre virksomhedens overlevelse. Det er eksempelvis muligt at gøre et omstødelseskrav gældende og videreføre en ellers ophævet aftale.[19] Til gengæld skal konkurslovens regler om rekonstruktion overholdes, og særligt bør man som virksomhedens økonomiske rådgiver gøre ledelsen opmærksom på, at det ikke er muligt at udtræde af en rekonstruktionsbehandling, når denne først er påbegyndt, jf. konkurslovens § 15, stk. 3. Hvis rekonstruktionen ikke lykkes, vil virksomheden automatisk blive taget under konkursbehandling.

2.4. Revisors oplysningspligt ved kunders konkurs

Konkurs er udtryk for universalforfølgning, hvor skyldnerens formue anvendes til at sikre alle kreditorer ligelig i overensstemmelse med konkurslovens regler.[20] Hvis et selskab mv. går konkurs, gælder der som udgangspunkt en oplysningspligt for selskabets revisor, jf. konkurslovens § 105, stk. 1. Som revisor har man som udgangspunkt pligt til at udlevere regnskaber og andet regnskabsmateriale. Revisor har derudover pligt til at udlevere andet materiale til kurator, hvis revisor også havde pligt til at udlevere det pågældende materiale til den tidligere ledelse.[21] Oplysningspligtens formål er at klæde kurator ordentligt på til den videre behandling af konkursboet.[22] Som en undtagelse til udgangspunktet om oplysningspligt, har revisoren ikke oplysningspligt, hvis revisorens tavshedspligt over for tredjemand herved krænkes, medmindre skifteretten giver revisoren et pålæg om at udlevere oplysninger.[23] Revisoren har endvidere ikke pligt til at udlevere oplysninger, hvis revisoren herved risikerer erstatnings-, disciplinær- eller straffesag. Dette følger af det almindelige forbud mod selvinkriminering.[24] 

2.5 Revisors rolle som tillidsmand i rekonstruktion

Reglerne om rekonstruktionsbehandling har til formål at sikre igangværende virksomheders overlevelse, og reglerne sigter således ikke på en afvikling af virksomheden.[25] Hvor der tidligere var et stort fokus på at redde skyldneren, handler rekonstruktionsbehandlingen i dag, i højere grad, om at redde selve virksomheden, herunder at sikre arbejdspladser, medkontrahenter mv.[26]

En rekonstruktionsbehandling indledes ved en begæring herom til skifteretten, og denne begæring skal bl.a. indeholde forslag til rekonstruktør og tillidsmand, jf. konkurslovens § 11, stk. 2. Tillidsmanden udgør sammen med rekonstruktøren nogle af hovedaktørerne i en rekonstruktionsbehandling. Tillidsmanden skal bidrage til at skabe tillid til validiteten og kvaliteten af det regnskabsmateriale mv., som danner grundlag for rekonstruktionsbehandlingen og i sidste ende rekonstruktionsforslaget.[27] Denne opgave kræver, at tillidsmanden er regnskabskyndig, hvorfor det i praksis ofte vil være en revisor, som bliver valgt til opgaven.

En revisor bør være opmærksom på, at der gælder nogle særlige habilitetskrav til hvervet som tillidsmand. Selvom en revisor har et godt kendskab til en kundes økonomiske situation, må kundens revisor ikke agere som tillidsmand under rekonstruktionsbehandlingen. En tillidsmand må således ikke have været revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i 2 år forud for rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. konkurslovens § 238, stk. 5. Ligeledes må tillidsmanden ikke påtage sig disse hverv for skyldneren i en periode på 2 år efter at have afsluttet sit hverv som tillidsmand, jf. konkurslovens § 238, stk. 5. Reglerne er motiveret af hensynet til, at de involverede parter oplever tillidsmanden som fuldstændig uafhængig og neutral.[28]

Udover disse særlige habilitetskrav skal tillidsmanden også opfylde de almindelige habilitetskrav, herunder at tillidsmanden ikke må være nærstående til skyldner, jf. konkurslovens § 238, stk. 1. Opfylder man habilitetskravene, kan man herefter påtage sig hvervet som tillidsmand, hvilket man oppebærer et vederlag for. Vederlaget fastsættes af skifteretten, under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed, jf. konkurslovens § 239, stk. 3.

3. Insolvens hos kundens kunde

Ikke kun virksomhedens egen økonomiske situation er relevant, men også virksomhedens kunders økonomiske situation. Særligt, hvor virksomhedens væsentligste indkomst hidrører fra en eller få store kunder, er det vigtigt for virksomhedens egen drift at kende sine muligheder, i anledning af insolvens hos sine kunder.

Der er først og fremmest mulighed for at iværksætte retsforfølgning, hvis en kunde ikke kan betale. Den praktisk vigtigste form for individualforfølgning er foretagelse af udlæg.[29] Formålet med at foretage udlæg i skyldnerens aktiver er at gennemtvinge et pengekrav. Pengekravet kan gennemtvinges ved, at aktivet i sidste ende sælges for derved at indbringe penge til dækning af kreditors krav. Derudover virker et udlæg som et pressionsmiddel, der (kraftigt) kan motivere skyldneren til at betale.[30] Det er en grundlæggende betingelse for at foretage udlæg, at der foreligger et fundament som oplistet i retsplejelovens § 478.

Inden der iværksættes retsforfølgning, skal fordringshaveren være opmærksom på, at det kan ødelægge forholdet til kunden og det fremtidige samarbejde. Afhængigt af, hvor grel kundens økonomiske situation er, kan det være en idé, i første omgang, at indgå en aftale med kunden om betalingsudsættelse, eventuelt i form af en afdragsordning. At retsforfølge kunden giver den retsforfølgende virksomhed yderligere udgifter, da der eksempelvis påløber omkostninger i forbindelse med foretagelse af udlæg, jf. retsplejelovens § 503, stk. 1. Hvis kunden ikke er i stand til at betale, og i øvrigt ikke ejer aktiver af værdi som man kan foretage udlæg i, kan virksomheden ende med (foreløbigt) selv at skulle afholde udgifterne til disse omkostninger.

Et alternativ til retsforfølgning er at indgive en konkursbegæring over den insolvente virksomhed. Hvis konkursbegæringen indgives af skyldners kreditor, skal betingelserne i konkurslovens kapitel 3 være opfyldt, før skyldneren kan erklæres konkurs. Bl.a. opstilles visse krav til kreditors fordring på skyldneren, skyldnerens insolvens og selve udformningen af begæringen. Desuden skal en kreditor være opmærksom på, at en rekonstruktionsbehandling har forrang frem for konkurs. En konkursbehandling kan derfor kun indledes under forudsætning af, at skyldneren ikke er under rekonstruktionsbehandling eller selv indleverer begæring om at træde i rekonstruktion.[31]

Vurderingen af, hvorvidt en kreditor bør vælge individualforfølgning fremfor universalforfølgning, bør tage højde for flere momenter: Først og fremmest vil skyldnerens aktiver falde væsentligt i værdi, hvis de sælges ud af et konkursbo.[32] Til gengæld kan konkurs være en god løsning, hvis der er mistanke om omstødelige dispositioner, f.eks. hvis skyldneren ødsler pengene væk, eller hvis skyldneren i øvrigt disponerer til skade for kreditorerne.[33] Generelt giver konkursreglerne kurator en række værktøjer, som skal bidrage til en ligelig fyldestgørelse af kreditorernes krav. Disse værktøjer kan man ikke anvende, hvis man vælger individualforfølgning.

4. Revisors honorar ved insolvens

I arbejdet med insolvente virksomheder, vil der ofte være en forhøjet risiko for, at virksomhederne ikke vil være i stand til at betale for ens udførte arbejde. For at imødekomme denne risiko kan en revisor gøre sig overvejelser om den bedste sikring af betalingen, samt at betalingen ikke omstødes i en senere konkurs.

4.1 Revisors honorar i arbejdet ved konkursramte virksomheder

Hvis en virksomhed er eller bliver erklæret konkurs, har det stor betydning for virksomhedens kreditorer, hvilken status deres krav har i konkursboet. Hvis kravet er fortrinsstillet, er der større sandsynlighed for, at der er dækning til kravet i konkursboet, og at kreditor derfor modtager betaling.

De krav, som opnår den højeste grad af sikkerhed i konkursboet, er massekrav i henhold til konkurslovens § 93. Disse krav dækkes forud for alle øvrige krav i et konkursbo. Bestemmelsens formål er at sikre, at der findes personer, som ønsker at beskæftige sig med behandling af konkursboer. Derfor giver bestemmelsen disse personer en høj grad af sikkerhed for, at de opnår dækning for deres krav i anledning af arbejdet for konkursboet.[34] Hvis revisor bistår kurator med behandling af et konkursbo, har revisors honorar herfor karakter af et massekrav, jf. konkurslovens § 93, stk. 1, nr. 2.[35] Alle massekrav er ligestillede.[36] Heraf følger, at såfremt der ikke er fuld dækning til alle massekrav, vil der ske en procentvis uddeling, så massekravene opnår samme grad af dækning.[37]

De krav, som opnår dækning næst efter massekravene, er de krav, som er omfattet af konkurslovens § 94. Bestemmelsen omfatter krav, som overordnet relaterer sig til forsøg på at redde virksomheden og undgå konkurs. Som revisor kan man blive kontaktet af nødlidende virksomheder, der ønsker hjælp til at redde virksomheden og undgå konkurs. Hvis redningsforsøget mislykkedes, vil omkostningerne forbundet hermed som udgangspunkt være fortrinsstillet i den efterfølgende konkurs, jf. konkurslovens § 94, nr. 1. Dette gælder også revisors honorar.

Det er dog ikke enhver omkostning eller gæld, som relaterer sig til at forsøg på at redde virksomheden, der er omfattet af konkurslovens § 94. Som en første betingelse, skal omkostningerne være rimelige, for at være omfattet af bestemmelsen. Dette betyder også, at kravet falder uden for konkurslovens § 94, hvis revisoren påtager sig et uforholdsmæssigt højt honorar for redningsforsøget, hvis ens udførte arbejde var unødvendigt for at redde virksomheden, eller hvis forsøget på at redde virksomheden fra start af var nyttesløs.[38]

Højesteret fik i U 2001.537 H mulighed for at tage stilling til, hvornår et redningsforsøg må anses for nytteløs og udgifterne hertil derfor ikke er fortrinsstillede i den efterfølgende konkurs. Afgørelsen omhandlede en nødlidende virksomhed, som en revisor bistod med udarbejdelse af en redningsplan i månederne op til virksomhedens konkurs. Kurator i konkursboet gjorde efterfølgende gældende, at revisorens krav faldt uden for konkurslovens § 94, da redningsforsøget fra start af var dømt til at mislykkes. Dette afviste Højesteret med henvisning til, at revisoren ved udarbejdelsen af redningsplanen, hverken vidste eller burde indse, at ethvert rekonstruktionsforsøg var dømt til at mislykkes.[39] Af denne grund var revisorens krav i anledning af sit arbejde med at redde virksomheden omfattet af konkurslovens § 94, nr. 1. Afgørelsen viser, at selvom et redningsforsøg set i retrospektiv var nytteløs, vil kravet stadig være omfattet af bestemmelsen, så længe revisor hverken indså eller burde indse dette.

For at et krav er omfattet af konkurslovens § 94, er det endvidere en betingelse, at forsøget på at redde virksomheden skal have taget en vis form, samt at der tilvejebringes en samlet ordning over skyldnerens økonomiske forhold. En samlet ordning indebærer, at alle simple kreditorer som udgangspunkt skal være omfattet af ordningen[40]. Der er dog både i litteraturen og i retspraksis enighed om, at udgangspunktet i visse tilfælde kan fraviges, så længe virksomhedens væsentligste kreditorer er omfattet af ordningen. Dette ud fra en betragtning om, at ordningen bidrager til at afhjælpe virksomhedens insolvens, så virksomheden fremadrettet igen vil være i stand til at betale alle sine kreditorer, herunder de mindre kreditorer, som ikke var omfattet af ordningen.[41]

4.2 Risiko for omstødelse

En normal fremgangsmåde, når en kreditor ønsker at modtage betaling fra sin medkontrahent, er at indgå særlige aftaler med medkontrahenten om sikkerhedsstillelse, kortere betalingsfrist etc. I tilfælde, hvor ens medkontrahent er insolvent, må revisor – og enhver anden kreditor – træde varsomt for at undgå, at betalingen omstødes i tilfælde af konkurs. Konkurslovens omstødelsesregler findes i konkurslovens kapitel 8, og i de følgende vil nogle af de tilfælde, som særligt kan have relevans for en revisors sikring af sit honorarkrav, blive omtalt.

Det kan være fristende at bede om forudbetaling eller betaling før normal betalingstid, når der udføres arbejde for en insolvent skyldner.

Dette var tilfældet i U2015.335Ø, hvor en revisor udførte arbejde for et selskab, som kort efter blev erklæret konkurs. Revisoren havde kort før konkursen faktureret selskabet for sit arbejde og det fremgik af fakturaens betalingsbetingelser, at betaling skulle ske ”netto 8 dage”.[42] Alligevel betalte selskabet fakturaen allerede samme dag. Da det hverken var sædvanligt, at selskabet betalte revisorregninger før forfaldstid, og der desuden ikke forelå konkrete omstændigheder, der kunne begrunde en førtidig betaling, blev betalingen omstødt efter konkurslovens § 67, stk. 1, 2. led.

Ifølge konkurslovens § 67, stk. 1, 2. led, kan en betaling før normal forfaldstid omstødes, da en kreditor herved får en dækning for sit krav, som han ellers, efter al sandsynlighed, ikke ville have opnået.[43] Dette er i strid med det lighedsprincip blandt kreditorerne, som gælder under en konkursbehandling.[44] Modsat vil en betaling ikke være omstødelig, hvis betalingen med tilstrækkelig grad af sikkerhed ville være blevet betalt til normal forfaldstid.[45] Dette selvom betalingen både er sket før normal betalingstid og ikke fremstår som ordinær. Begrundelsen herfor er, at kreditor i så fald ikke er blevet beriget på bekostning af de øvrige kreditorer, og at lighedsprincippet således ikke er tilsidesat. Det er i praksis vanskeligt at fastslå, hvornår der foreligger en tilstrækkelig grad af sikkerhed for, at en fordring ville være blevet betalt til normal betalingstid, hvilket gør retstilstanden på området usikker.

Modsat betaling før normal betalingstid, er der ved forudbetaling ikke tale om betaling af en gæld. Som følge heraf kan en forudbetaling ikke omstødes efter konkurslovens § 67, hvilket Højesteret fastslog i U.2006.2543H:

Afgørelsen omhandlede et dagblads forudbetaling af reklamepladser, som ifølge konkursboet efter dagbladet var omstødelig i medfør af bl.a. konkurslovens § 67, stk. 1, 2. led. Højesteret udtalte, at en forudbetaling ikke måtte anses som en betaling af gæld. Da der på intet tidspunkt var leveret reklamer, som ikke var sikret ved forudbetaling, kunne konkursboet ikke gøre et omstødelseskrav gældende i medfør af konkurslovens § 67, stk. 1.

En anden mulighed for at opnå sikkerhed for sit honorarkrav er at indgå en aftale med skyldneren om sikkerhedsstillelse i form af pant eller indbetaling af depositum. Her skal man være opmærksom på, at en aftale om sikkerhedsstillelse for gammel gæld kan omstødes efter konkurslovens § 70, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Der er således en vis risiko for omstødelse, hvis kreditor indgår en pantsætningsaftale efter gældens stiftelse, hvis det fortsatte arbejde betinges af, at der stilles pant for ens allerede oparbejdede tilgodehavende etc.[46] Som revisor skal der således også trædes varsomt, når der indgås en aftale om pant i en insolvent virksomheds aktiver.

En tredje mulighed for revisor, for at opnå sikkerhed for sit honorar i arbejdet med insolvente virksomheder er, at tredjemand stiller sikkerhed/garanterer betaling for revisors krav. Denne løsning er mere sikker for revisoren, da der ikke er samme risiko for omstødelse af sikkerheden, og da kreditor – afhængig af tredjemands økonomi – med stor sandsynlighed opnår dækning for sit krav. Dog kan det være vanskeligt at få en tredjemand til at stille sikkerhed mv. i praksis, da de færreste ønsker at stille sikkerhed mv. for en insolvent skyldner.

Har du brug for bistand?

TVC Advokatfirma har specialiserede kompetencer og stor erfaring med rådgivning indenfor det juridiske område insolvens og rekonstruktion. Kontakt os gerne for en uforpligtende vurdering af din konkrete situation.

 

[1] Borch, Ole: Rekonstruktion af nødlidende virksomheder – en håndbog, 1. udg., 2001, s. 7 ff.

[2] Betænkning nr. 1512 om rekonstruktion mv. (2009), s. 61 og Heiberg, Henry; Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard, Anders: Rekonstruktionsret, 5. udg., 2018, s. 22

[3] Rammeskow Bang-Pedersen, Ulrik m.fl.: Rekonstruktion – teori og praksis, 2. udg., 2020, s. 25

[4] Kuld Hansen, Torben og Lindencrone Pedersen, Lars: Insolvensprocesret, 4. udg., 2020, s. 429

[5] Rammeskow Bang-Pedersen, Ulrik m.fl.: Rekonstruktion – teori og praksis, 2. udg., 2020, s. 25ff.

[6] Heiberg, Henry; Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard, Anders: Rekonstruktionsret, 5. udg., 2018, s. 118

[7] Werlauff, Erik: Erstatningsansvar i selskabsforhold – ledelse, ejere, revisor, 1. udg., 2016, s. 18

[8] Krüger Andersen, Paul: Aktie- og anpartsselskabsret, 14. udg., 2019, s. 510 ff.

[9] Bo Langsted, Lars m.fl.: Revisoransvar, 7. udg., 2012, s. 270

[10] Kuld Hansen, Torben og Lindencrone Pedersen, Lars: Insolvensprocesret, 4. udg., 2020, s. 424 ff.

[11] Kuld Hansen, Torben og Lindencrone Pedersen, Lars: Insolvensprocesret, 4. udg., 2020, s. 425

[12] Betænkning nr. 1525 om konkurskarantæne (2011), s. 93 ff. og Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 898

[13] Rammeskow Bang-Pedersen, Ulrik m.fl.: Rekonstruktion – teori og praksis, 2. udg., 2020, s. 605.

[14] Kuld Hansen, Torben og Lindencrone Pedersen, Lars: Insolvensprocesret, 4. udg., 2020, s. 428

[15] Kuld Hansen, Torben og Lindencrone Pedersen, Lars: Insolvensprocesret, 4. udg., 2020, s. 428

[16] Jespersen, Jann,; Haagen Larsen, Kristian og Ørgaard, Anders: Forbigående betalingsudygtighed under samfundslukning Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2020 s. 120-125.

[17] Rammeskow Bang-Pedersen, Ulrik m.fl.: Rekonstruktion – teori og praksis, 2. udg., 2020, s. 32

[18] Heiberg, Henry; Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard, Anders: Rekonstruktionsret, 5. udg., 2018, s. 248

[19] Se eksempelvis konkurslovens §§ 12 i og 12 o

[20] Møgelvang-Hansen, Peter og Juul-Sandberg, Jakob: Kreditorforfølgning, 8. udg., 2019, s. 19

[21] Petersen, Lars Lindencrone: Revisors oplysningspligt i konkursboer (2010)

[22] Betænkning nr. 606 om konkurs og tvangsakkord (1971), s. 196

[23] Petersen, Lars Lindencrone: Revisors oplysningspligt i konkursboer (2010)

[24] Rammeskow Bang Pedersen, Ulrik m.fl.: Konkurs, (2020), 2. udg., s. 150 ff.

[25] Betænkning nr. 1512 om rekonstruktion mv. (2009), s. 58 ff.

[26] Betænkning nr. 1512 om rekonstruktion mv. (2009), s. 59 ff.

[27] Betænkning nr. 1512 om rekonstruktion mv. (2009), s. 93 ff.

[28] Betænkning nr. 1512 om rekonstruktion mv. (2009), s. 96 ff. og Heiberg, Henry; Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard, Anders: Rekonstruktionsret, 5. udg., 2018, s. 207

[29] Møgelvang-Hansen, Peter og Juul-Sandberg, Jakob: Kreditorforfølgning, 8. udg., 2019, s. 29

[30] Møgelvang-Hansen, Peter og Juul-Sandberg, Jakob: Kreditorforfølgning, 8. udg., 2019, s. 29

[31] Se konkurslovens § 24

[32] Rammeskow Bang-Pedersen, Ulrik m.fl.: Rekonstruktion – teori og praksis, 2. udg., 2020, s. 32

[33] Se eksempel konkurslovens kap. 8 vedr. omstødelse

[34] Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 700

[35] Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 701

[36] Hæftelsen efter konkurslovens § 27 vedrører dog alene krav omfattet af konkurslovens § 93, nr. 2.

[37] Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 700

[38] Betænkning nr. 606 om konkurs og tvangsakkord (1971), s. 187 ff. og Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 706

[39] U2001.537H, s. 7

[40] Rammeskow Bang Pedersen, Ulrik m.fl.: Konkurs, (2020), 2. udg., s. 571 ff. og Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard, Anders: Konkursloven med kommentarer (2018), 14. udg., s. 707

[41] Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 706 og U2001.537H

[42] U2015.335Ø, s. 3, h.sp.

[43] Betænkning nr. 606 om konkurs og tvangsakkord (1971), s. 151

[44] Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 582

[45] Se afgørelsen U.1999.1587H, hvor Højesteret afviste omstødelse efter konkurslovens § 67, da fordringen med tilstrækkelig grad af sikkerhed ville være blevet betalt til normal betalingstid, hvorfor kreditor ikke opnåede en berigelse ved den betalingen

[46] Lindencrone Petersen, Lars og Ørgaard Anders: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., 2018, s. 606 ff.