D.A.10.1.8.3.1 Fritagelse for levering af oplagte varer mv.

D.A.10.1.8.3.1 Fritagelse for levering af oplagte varer mv.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Levering af følgende varer er fritaget for moms;

  • varer bestemt til toldbehandling og omfattet af midlertidig opbevaring,
  • varer bestemt til at skulle anbringes i Københavns Frihavn,
  • varer, der er oplagt i Københavns Frihavn,
  • varer bestemt til anbringelse på eller oplagt på toldoplag,
  • varer bestemt til eller omfattet af aktiv forædling,
  • og varer, der er bestemt til at skulle henføres til eller er henført til et afgiftsoplag.

Se ML § 34, stk. 1, nr. 19 og 21, og Momssystemdirektivets artikel 156, stk. 1, litra a)-c), og stk. 2, og artiklerne 157 og 160.

Bemærk

Bemærk, at EU-varer alene kan anbringes i (blive oplagt i) Københavns Frihavn eller henføres til et afgiftsoplag for råvarer, der er oprettet i medfør af ML § 34, stk. 4.

Ikke-EU-varer, der henføres til et afgiftsoplag, jf. ML § 34, stk. 4, skal toldmæssigt bringes i fri omsætning, og der skal betales importmoms af varen. Der skal dog betales importmoms til 0-sats, se afsnit D.A.10.1.8.4. Varerne bliver derved EU-varer i den forstand, hvori udtrykket anvendes i ML § 11 a, se afsnit D.A.4.8.4.

Se også

For en beskrivelse af de omfattede ordninger, se D.A.10.1.8.5.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-domme

C-272/13, Equoland Soc. coop. arl

Artikel 16, stk. 1, i sjette momsdirektiv skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der betinger fritagelse for moms ved indførsel af, at de varer, der indføres, og som i momsmæssig henseende er bestemt til et afgiftsoplag, fysisk anbringes på afgiftsoplaget. Sjette momsdirektiv skal endvidere fortolkes således, at det i overensstemmelse med princippet om momsens neutralitet er til hinder for en national lovgivning, hvor en medlemsstat kræver betaling af moms ved indførsel, selv om denne allerede er berigtiget i henhold til ordningen for omvendt betalingspligt.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.