Dette afsnit handler om beskatning af udbytter fra andre selskaber end datterselskaber og koncernselskaber for foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 2.
Foreninger beskattes af udbytte af skattepligtige porteføljeaktier, dvs. aktier, der hverken er datterselskabsaktier omfattet af ABL § 4 A, koncernselskabsaktier omfattet af ABL § 4 B, eller skattefri porteføljeaktier omfattet af ABL § 4 C.
Datterselskabsaktier, koncernselskabsaktier og skattefri porteføljeaktier er nærmere defineret i ABL §§ 4 A, 4 B og 4C.
Reglerne om foreningers beskatning af udbytter af skattefri porteføljeaktier omfattet af ABL § 4 C, blev ændret ved Lov nr. 1691 af 30. december 2024. Se Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.9.11.2.3.2 vedrørende de tidligere gældende regler.
For udbytter, der udloddes den 1. januar 2025 eller senere, er fonde mv. skattefri af hele udbyttet fra skattefri porteføljeaktier omfattet af ABL § 4 C. Se fondsbeskatningslovens § 10, der bl.a. henviser til SEL § 13, stk. 1, nr. 3.
Se afsnit C.D.9.11.2.3.1 om udbytter fra datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier.
Udbytte er alt, hvad selskabet udlodder til aktuelle aktionærer mv. Se LL § 16 A, stk. 1. Desuden medregnes afståelsessum mv. ved afståelse af aktier mv. til det udstedende selskab. Se LL § 16 B, stk. 1. Se også LL § 16 A, stk. 3-4 og § LL § 16 B, stk. 2-5 om beløb, der er skattefrie eller beskattes som afståelse af aktier mv.
Se også afsnit C.B.3.1 om det skattemæssige udbyttebegreb.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.