D.A.10.1.6 Formidlingsydelser ML § 34, stk. 1, nr. 17

D.A.10.1.6 Formidlingsydelser ML § 34, stk. 1, nr. 17

Indhold

Dette afsnit handler om, at de ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, er fritaget for moms, når den transaktion, som formidlingsydelsen vedrører, i sig selv er momsfritaget, herunder transaktioner, der gennemføres uden for EU. Se ML § 34, stk. 1, nr. 17.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Formål
  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag

ML § 34, stk. 1, nr. 17, har følgende ordlyd:

"Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

17) Ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, når de medvirker ved de i nr. 5-16 omhandlede transaktioner eller ved transaktioner, som udføres uden for EU."

Momssystemdirektivets artikel 153 har følgende ordlyd:

"Medlemsstaterne fritager ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, når de medvirker ved de i kapitel 6, 7 og 8 omhandlede transaktioner, eller ved transaktioner, som gennemføres uden for Fællesskabet.

Den i stk. 1 omhandlede fritagelse finder ikke anvendelse på rejsebureauer, når de i den rejsendes navn og for hans regning leverer ydelser, som udføres i andre medlemsstater."

Formål

Formålet med ML § 34, stk. 1, nr. 17, er at fritage formidlingsydelser for moms, når den transaktion, som formidlingsydelsen vedrører, i sig selv er momsfritaget, herunder transaktioner, der gennemføres uden for EU.

ML § 34, stk. 1, nr. 17, omfatter kun formidlere, der handler i andres navn og for andres regning.

Se også

Se også afsnit

  • D.A.4.2.3 om formidling i eget navn, men for en andens regning
  • D.A.6.2.8.6 om leveringsstedet for formidlingsydelser i forbindelse med formidling i andres navn og for andres regning.

Regel

Der er momsfritagelse for formidlingsydelser, som knytter sig til de transaktioner, der:

a)      har leveringssted inden for EU. ML § 34, stk. 1, nr. 5-16

b)      udføres uden for EU. Se ML § 34, stk. 1, nr. 17.

Ad a) Inden for EU

Der er bl.a. momsfritagelse for formidlingsydelser i forbindelse med salg af varer til lande uden for EU, og ydelser, herunder transportydelser vedrørende import/eksport af varer. Se ML § 34, stk. 1, nr. 5-16.

Som eksempel kan nævnes luftfragtagenters ydelser her i landet i forbindelse med oprettelse af luftfragtaftaler vedrørende transporter til lande uden for EU.

Se eventuelt afsnit D.A.10.1.1, D.A.10.1.2, D.A.10.1.3 og D.A.10.1.4.

Ad b) Uden for EU

ML § 34, stk. 1, nr. 17, omfatter formidlingsydelser vedrørende alle transaktioner. Der er altså momsfritagelse for formidlingsydelser i forbindelse med varehandel, der foregår uden for EU (dvs. handel med ufortoldede varer).

Flyvninger mellem Danmark og steder uden for EU anses for udført uden for EU. Formidling i andens navn og for andens regning af sådanne flyvninger er derfor omfattet af momsfritagelsen i ML § 34, stk. 1, nr. 17.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Landsskatteretten

SKM2010.89.LSR

Et dansk selskabs formidling af europæiske og norske læger til vikariater i norske kommuner/lægehuse var momsfritaget.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.