Dette afsnit beskriver konsekvenser for dødsboet ved udlodning.
Afsnittet indeholder:
Se afsnit C.E.14 om definition af udlodning.
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter dødsboskattelovens § 6.
Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Når dødsboet udlodder med succession, skal fortjeneste ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten. Se dødsboskattelovens § 28, stk. 1, 1. pkt.
Når dødsboet udlodder med succession i de genvundne afskrivninger fra en enkelt eller flere af bygningerne, der tilhører samme ejendom, skal der også succederes i ejendomsavancen. Betingelsen gælder dog kun fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Se dødsboskattelovens § 28, stk. 1, 2. pkt.
Det betyder, at det kun er muligt at succedere i genvundne afskrivninger for en bygning, når der også er en fortjeneste i ejendomsavancen for hele den faste ejendom, bygningen er omfattet af. Dette vil dog ofte være tilfældet, når der succederes i de genvundne afskrivninger.
Dette skyldes konsekvensen af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter ejendommens anskaffelsessum skal nedsættes med alle afskrivninger, der ikke beskattes som genvundne afskrivninger, altså alle afskrivninger, når der succederes.
Det er valgfrit, hvilke bygninger udlodningsmodtager ønsker at succedere i, men det vil kun være muligt at succedere i genvundne afskrivninger, hvis betingelserne for succession i ejendomsavancen er opfyldt. Virkningen af, at der ikke succederes, er, at der sker en sædvanlig avancebeskatning, der skal indgå i bobeskatningsindkomsten.
Se afsnit C.E.3.4.3 om udlodningsmodtagers succession
Når der konstateres et tab ved udlodning, kan der ikke succederes. Tabet skal trækkes fra i bobeskatningsindkomsten som ved salg. Se dødsboskattelovens § 28, stk. 2, 1. pkt.
Den salgssum, der skal indgå i beregningen af, om en salget er sket med fortjeneste eller tab, skal være den værdi, som aktiverne er opført i boopgørelsen med.
Er værdien ændret efter boafgiftslovens § 12, skal den ændrede værdi bruges som salgssum ved beregningen.
Se dødsboskattelovens § 28, stk. 2, 2. pkt.
Dødsboet har adgang til at bestemme, at beskatning af fortjeneste skal ske i bobeskatningsindkomsten, selv om alle betingelser for udlodning med succession i øvrigt er opfyldt. Se dødsboskattelovens § 28, stk. 3, 1. pkt.
Det gælder også i det omfang fortjeneste ved udlodning af aktiver, der tilhører en længstlevende ægtefælle, skal anses som dødsboets indkomst efter § 4, stk. 2. Se dødsboskattelovens § 28, stk. 3, 2. pkt.
Reglen er formuleret sådan, at avancebeskatning i dødsboet forudsætter en tilkendegivelse fra dette. Hvis dødsboet ikke tilkendegiver, om der ønskes succession eller ej, sker der derfor succession. Dødsboet kan dog vælge at udlodde et aktiv delvis med og delvis uden succession.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.