C.E.12.9 Salg til nær medarbejder, tidligere nær medarbejder eller tidligere ejere med succession

C.E.12.9 Salg til nær medarbejder, tidligere nær medarbejder eller tidligere ejere med succession

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om dødsboets salg til en nær medarbejder, tidligere nær medarbejder eller tidligere ejer, når

  • afdøde har brugt virksomhedsordningen efter virksomhedsskattelovens afsnit I eller konjunkturudligningsordning efter virksomhedsskattelovens afsnit II og
  • dødsboet skiftes ved dødsfaldet.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Regel
  • Retningslinjer

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter dødsboer, der skiftes i forbindelse med dødsfaldet og er omfattet af dødsboskattelovens afsnit II.

Regel

Gevinst ved et dødsbos salg eller anden form for afståelse med succession til en

  • nær medarbejder
  • tidligere nær medarbejder eller
  • tidligere ejer

efter kildeskattelovens § 33 c, stk. 12 eller 13, skal ikke medregnes i dødsboets skattepligtige indkomst for bobeskatningsperioden. Se dødsboskattelovens § 27, stk. 3.

Se også

Se afsnit C.C.6.7 om succession ved salg af virksomhed.

Når afdøde har

  • opsparet overskud efter virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens afsnit I eller
  • henlæggelse til konjunkturudligning efter Virksomhedsskattelovens afsnit II

ved udgangen af året før dødsåret, betyder det, at salg kan ske med succession, når virksomheden også sælges sammen med opsparingen eller henlæggelsen til samme person.

Det følger af kildeskatteloven § 33 c, stk. 12 og 13, at bl.a. kildeskattelovens § 33 c, stk. 5 (om virksomhedsordningen) og stk. 6 (om konjunkturudligningsordningen) også gælder for salg til den nævnte personkreds. Efter disse stykker kan opsparet overskud og konjunkturudligningshenlæggelse kun sælges med succession, hvis virksomheden sælges med virkning for begyndelsen af afdødes indkomstår.

Retningslinjer

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at et dødsbo er afskåret fra at sælge en virksomhed med tilhørende opsparet overskud eller konjunkturhenlæggelse til den nævnte personkreds, fordi dødsboet ikke kan sælge en virksomhed med virkning for et tidspunkt, der ligger tidligere end dødsdagen. Dødsboet eksisterer ikke, før dødsfaldet er sket.

Det eneste tilfælde, hvor reglen kan anvendes er, når afdøde allerede før sin død har truffet aftale om salg med virkning for begyndelsen af indkomståret.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.