C.E.3.2.7.2 Skiftet slutter med udlæg til den længstlevende ægtefælle efter skattereglerne for uskiftet bo mv.

C.E.3.2.7.2 Skiftet slutter med udlæg til den længstlevende ægtefælle efter skattereglerne for uskiftet bo mv.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om ophævelse af beskatningen i mellemperioden, når skiftet slutter med udlæg til den længstlevende ægtefælle efter skattereglerne for uskiftet bo mv.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Dødsboet har indbetalt restskat til Skattestyrelsen
  • Skattestyrelsen har udbetalt overskydende skat til dødsboet
  • Undtagelse.

Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor der er sket afsluttende skatteansættelse for mellemperioden efter dødsboskattelovens kapitel 4.

Hovedregel

Når

  • afsluttende skatteansættelse for mellemperioden er sket og
  • skiftet slutter med, at den længstlevende ægtefælle får hele dødsboet udleveret til uskiftet bo eller efter reglerne i arvelovens § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 6 (der svarer til ægtefælleudlæg efter dødsboskiftelovens § 22)

ophæves beskatningen for mellemperioden. Se dødsboskattelovens § 58, stk. 2, 3. pkt.

Se også

Se afsnit C.E.4 om beskatningen ved uskiftet bo mv.

Dødsboet har indbetalt restskat til Skattestyrelsen

Når dødsboet har betalt restskat for mellemperioden, vil Skattestyrelsen udbetale beløbet til den længstlevende ægtefælle. Se dødsboskattelovens § 58, stk. 2, 4. pkt.

Skattestyrelsen har udbetalt overskydende skat til dødsboet

Når Skattestyrelsen har udbetalt overskydende skat for mellemperioden til dødsboet, vil beløbet blive genopkrævet hos den længstlevende ægtefælle. Se dødsboskattelovens § 58, stk. 2, 5. pkt.

Undtagelse

Når der er skiftet med en eller flere af afdødes livsarvinger, før udleveringen til den længstlevende ægtefælle til uskiftet bo, gælder hovedreglen ikke, fordi beskatning af dødsboet som et selvstændigt skattesubjekt efter dødsboskattelovens afsnit II fortsat gælder. Se dødsboskattelovens § 58, stk. 2, 2. pkt.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.