Er du opmærksom på Skattestyrelsens vejledning for at undgå svindel blandt leverandører og underleverandører, der i sidste ende udgør en risiko for dig selv.
30. august 2023 | SKATTER OG AFGIFTER
Kædesvig har været et klart indsatsområde for Skattestyrelsen (tidligere SKAT) siden 2015, og i en nyere publikation oplyser Skattestyrelsen, at antallet af kontroller af kædesvig er fordoblet i perioden fra 2015 til 2022.
Kædesvig defineres i den forbindelse som virksomheder, der bevidst forsøger at undgå at betale skat og moms ved at benytte kæder af underleverandører, stråmænd, fiktive virksomheder og fiktive fakturaer for at sløre, hvem der reelt har udført et stykke arbejde, modtaget betaling og dermed retteligt skal betale skat og moms.
Kontrolarbejdet følges op af en vejledningskampagne, da det ikke kun er de direkte involverede, som risikerer at blive omfattet af en skatte- og afgiftskontrol, da svindel blandt leverandører og underleverandører i sidste ende udgør en risiko for alle virksomheder.
Således anfører Skattestyrelsen om vejledningskampagnen følgende:
”Formålet med vejledningsindsatsen er at gøre virksomhederne opmærksomme på, at svindel blandt leverandører og underleverandører i sidste ende udgør en risiko for virksomheden selv, der blandt andet kan risikere at miste sit momsfradrag eller blive politianmeldt.
På den baggrund råder Skattestyrelsen blandt andet virksomhederne til at holde øje med, om deres leverandører er opmærksomme på, hvilke underleverandører der udfører arbejdet, samt om arbejdet momsregistreres.”
Skattestyrelsen fremhæver i øvrigt, at når der findes bevis på kædesvig hos en virksomhed, fører det til en regulering af virksomhedens skatte- og momsopkrævning, ligesom sagerne – ifølge Skattestyrelsen – i de fleste tilfælde også sendes til vurdering af, hvorvidt der er grundlag for strafferetlig forfølgning.
Ønsker du mere viden om forebyggelse af kædesvig samt kontrolsager?
Klik her hvis du ønsker at læse Skattestyrelsens vejledning om, hvordan du undgår kædesvig.
Vil du læse videre om processen i forbindelse med en skatte- og afgiftskontrol, kan du med fordel orientere dig i artiklerne ”Udvalgte overvejelser når Skatteforvaltningen indleder en kontrolsag” og ”Proces og sanktioner ved forkerte angivelser”, der er tilgængelige her:
Er du eller din virksomhed blevet udtaget til kontrol?
Hvis du eller din virksomhed er blevet udtaget til kontrol, er du velkommen til at kontakte os for en gratis vurdering af din situation.
Hos TVC Advokatfirma fører vi årligt mere end 1.500 skatte- og afgiftssager ved domstolene og i det administrative klagesystem. Vi følger derfor alle afgørelser nøje og er altid opdaterede på nyeste lovgivning, styresignaler, seneste praksis samt vejledninger.