D.A.11.2.2 Hvornår kan købsmomsen fradrages?

D.A.11.2.2 Hvornår kan købsmomsen fradrages?

Retten til fradrag indtræder på det tidspunkt, hvor afgiftspligten for den fradragsberettigede vare eller ydelse indtræder (leveringstidspunktet). Se ML § 36 a, stk. 1.

Fradragsretten kan udøves, når virksomheden er i besiddelse af en faktura. Se ML § 36 a, stk. 2, nr. 1.

For så vidt angår import fra tredjelande kan fradragsretten udøves, når virksomheden er i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der angiver virksomheden som modtager eller importør, og som angiver eller gør det muligt at beregne den skyldige moms. Se ML § 36 a, stk. 2, nr. 2.

Se også omtalen af momsbekendtgørelsens §§ 80-81 og § 83 i afsnit A.B.3.3.3.2.2.

Købsmomsen kan først fradrages, når både betingelsen om afgiftspligtens indtræden og besiddelse af en faktura er opfyldt. Se afsnit D.A.11.2.4 om udøvelsen af fradragsretten.

Om fakturaer, der ikke er forskriftsmæssige, og om den begrænsede adgang til i visse tilfælde at opnå fradrag uden faktura, se afsnit D.A.11.1.7.

Om virksomhedernes adgang til at udskyde fradragstidspunktet fra den afgiftsperiode, hvor afgiftspligten for den indkøbte vare eller ydelse indtrådte, til den afgiftsperiode, hvor virksomheden betalte eller bogførte udgiften i forretningsregnskabet, se omtalen af momsbekendtgørelsens § 81, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 13. maj 2025, i afsnit A.B.3.3.3.2.2.

Hvis en momspligtig person har glemt at foretage momsfradrag for indkøb i tidligere momsperioder, skal personen anmode Skattestyrelsen om genoptagelse af momstilsvaret, efter reglerne i SFL § 31. Se afsnit A.A.8.3 om ændringer vedrørende moms og afgifter. ►Hvilken periode, der skal anmodes om genoptagelse for, afhænger af, hvilket valg den momspligtige person har truffet efter momsbekendtgørelsens § 81. Se afsnit A.B.3.3.3.2.2.◄

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.