Dette afsnit beskriver reglen, hvorefter der skal ske fritagelse for ejendomme for betaling af stigning i grundskyld som følge af ændret plangrundlag med mulighed for opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg. Reglen og betingelserne for fritagelse vil først blive gennemgået, og derefter vil varighed samt bortfald af fritagelsen blive beskrevet samt kompetencen til at træffe afgørelse.
Reglen om fritagelse for betaling af grundskyld for de i afsnittet omhandlede ejendomme findes i ESL § 10, stk. 3. Det er obligatorisk for kommunen at fritage for betaling af grundskyld efter denne bestemmelse.
Afsnittet indeholder:
Se også afsnit
Kommunalbestyrelsen skal meddele fritagelse efter § 10, stk. 1, 1. pkt., for hele stigningen i grundskylden og dækningsafgiften, når stigningen skyldes et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg. Se ESL § 10, stk. 3, 1. pkt.
Kommunalbestyrelsen skal således ikke blot meddele fritagelse for hele stigningen i grundskyld som følge af et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg, men skal også meddele fritagelse for hele stigningen i dækningsafgift. Se afsnit C.H.4.4 om dækningsafgift.
Kommunalbestyrelsen skal meddele fritagelse for hele stigningen efter stk. 1, 1. pkt., når stigningen skyldes et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af el-producerende vindmølle- eller solcelleanlæg. Se ESL § 10, stk. 3, 1. pkt.
Det vil i modsætning til muligheden for at give fritagelse efter bestemmelsen i stk. 1 således være obligatorisk for kommunalbestyrelsen at meddele fritagelse for stigninger i grundskylden og dækningsafgiften efter stk. 3 om vindmøller og solcelleanlæg, ligesom der vil skulle gives fritagelse for hele stigningen.
Det er en betingelse, at ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for det ændrede plangrundlag. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Det betyder, at hel eller delvis fritagelse kun kan meddeles en ejendomsejer, hvis anvendelsen eller udnyttelsen af ejendommen ikke overstiger, hvad der var tilladt ifølge forskrifterne i det plangrundlag, der var gældende for ejendommen forud for, at ejendommens grundværdi er ændret.
Med bestemmelsen sikres det, at ejendomsejere med et ændret plangrundlag, der tillader opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg, ikke opkræves grundskyld og dækningsafgift på baggrund af det ændrede plangrundlag, før det reelt er muligt at opføre det i plangrundlaget tilladte vindmølle- eller solcelleanlæg.
Der er tale om plangrundlag, herunder lokalplaner, med tilladelse til opførelse af vindmølle- og solcelleanlæg, som er omfattet af EVL § 34, stk. 1, nr. 6 og 7.
Det kan være en indikator i forhold til, om en delejendom vil skulle kategoriseres som et solcelleanlæg, om den samlede produktion for anlægget væsentligt overstiger ejendommens samlede energibehov, men det kan samtidig ikke udelukkes, at der, særligt på meget store ejendomme, vil kunne være solcelleanlæg, der alene producerer tilstrækkeligt strøm til den pågældende ejendom, men som alligevel vil skulle delkategoriseres som solcelleanlæg.
Fritagelsen efter § 10 kan tidligst anvendes ved ændringen i plangrundlaget, der er foretaget efter den 1. januar 2023. Ændringer af grundværdien som følge af lokalplansændringer, der er vedtaget fra og med den 2. oktober 2020 og frem til og med 1. januar 2023 har kunnet få fritagelse efter § 8 A, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat.
Fritagelsen bortfalder 3 år efter det tidspunkt, hvor grundværdien er ændret, dog senest ved indgåelse af aftale om nettilslutning. Se ESL § 10, stk. 3, 2. pkt.
Fritagelsen bortfalder herefter ved den første af nedenstående to hændelser:
En lokalplan ændres i oktober 2022. Grundværdien ændres dermed pr. vurderingstermin 1. januar 2023. De 3 år vil være udløbet pr. 1. januar 2026, hvor grundskylden blive opkrævet fuldt ud efter det nye plangrundlag fra og med 2026. Se Skatteministeriets høringssvar til L 113 af 26. april 2023 til Accura.
I tilfælde, hvor der er meddelt fritagelse, men der er indgået en nettilslutningsaftale med fremtidig virkning, bortfalder fritagelsen ved indgåelsen af aftale om nettilslutning. Det er således tidspunktet for indgåelse af aftale om nettilslutning, der er afgørende.
Fritagelsen bortfalder dog inden, hvis der sker afståelse af ejendommen. Se afsnit om afståelse.
Fritagelsen bortfalder desuden, hvis betingelsen om, at ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for den ændrede plangrundlag, ikke længere er opfyldt. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., der angiver, at stk. 2, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for fritagelse for stigning i grundskyld som følge af ændret plangrundlag, der giver mulighed for opførelse af vindmølle og solcelleanlæg.
Det vil sige, at fritagelsen for grundskyld og dækningsafgift bortfalder, hvis ejendommen anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for det ændrede plangrundlag.
Hvis fx ejendommen anvendes i videre omfang, end det var tilladt forud for det ændrede plangrundlag, bortfalder fritagelsen inden de 3 år, og selv om der endnu ikke er indgået en aftale om nettilslutning.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om fritagelse bortfalder, hvis ejeren afstår ejendommen til andre end ejerens ægtefælle. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved fritagelser efter stk. 3.
Fritagelsen bortfalder således i tilfælde, hvor ejeren afstår ejendommen ved fx salg, gave eller arv.
Ved afståelse af en del af ejendommen bortfalder fritagelsen for grundskyld og dækningsafgift af grundværdien af den del af grunden, der afstås. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved fritagelser efter stk. 3. Det vil sige, at ejeren i tilfælde af delvis afståelse bevarer fritagelsen for grundværdien af den del af grunden, der ikke afstås.
En fritagelse bortfalder derimod ikke som følge af ejerens afståelse af ejendommen til sin ægtefælle. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for fritagelser efter stk. 3.
Ægtefællen stilles derfor som ejeren, og dermed er det ikkeafgørende, om ejendommen er afstået før eller efter, at ændringen af plangrundlaget er trådt i kraft. Det er således muligt at overdrage fx halvdelen af den fælles bolig efter det tidspunkt, hvor ændringen af plangrundlaget er trådt i kraft, uden at fritagelsen bortfalder.
Det er kommunalbestyrelsen, der er den kompetente myndighed til at meddele fritagelse for hele stigningen i grundskyld og dækningsafgift, når stigningen skyldes et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg.
Det er desuden kommunalbestyrelsen, der er den kompetente myndighed til at administrere bortfald af fritagelse for stigninger i grundskyld og dækningsafgift.
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke påklages i det administrative system på skatteministeriets område. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan indbringes for domstolene.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.