Loven medfører, at selskaber eller faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, hvor mindst 75 pct. af den skattepligtige omsætning i indkomståret 2023 hidrører fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter, skal betale et midlertidigt solidaritetsbidrag.
Det midlertidige solidaritetsbidrag skal svares med den i nødindgrebsforordningens fastsatte mindstesats på 33 pct. Beregningsgrundlaget udgør som udgangspunkt selskabets eller det faste driftssteds skattepligtige indkomst opgjort før eventuel sambeskatning i indkomståret 2023. Det midlertidige solidaritetsbidrag vil kun skulle svares af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger selskabets eller det faste driftssteds gennemsnitlige skattepligtige overskud før sambeskatning i de 4 første indkomstår påbegyndt den 1. januar 2018 eller senere med tillæg af 20 pct.
Kulbrinteindvindingsvirksomheder skal kunne modregne en andel af det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskatten efter kapitel 3 A i kulbrinteskatteloven, som de skal betale af den kulbrinteskattepligtige indkomst i indkomståret 2023. Der skal i tilknytning hertil kunne bortses fra fremførbare underskud fra tidligere år ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten i indkomståret 2023 i det omfang, det er nødvendigt for at kunne udnytte adgangen til at modregne det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskat vedrørende indkomståret 2023.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.