C.A.5.17.3.4.1 Lovgrundlag og ikrafttrædelse LL § 7 P, stk. 7

C.A.5.17.3.4.1 Lovgrundlag og ikrafttrædelse LL § 7 P, stk. 7

Indhold

Dette afsnit indeholder en overordnet beskrivelse af lovgrundlaget for medarbejderaktieordningen i LL § 7 P for nye, mindre virksomheder, se LL § 7 P, stk. 7.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Baggrund
  • Ikrafttrædelse 

Regel

LL § 7 P, stk. 7, giver mulighed for, at nye, mindre virksomheder kan tildele medarbejderaktier svarende til op mod 50 pct. af årslønnen. Når der ikke er tale om nye, mindre virksomheder, gælder beløbsgrænserne på henholdsvis 10 pct. og 20 pct. af årslønnen, se LL § 7 P, stk. 2, nr. 2, og afsnit C.A.5.17.3.3.4.1.

Anvendelse af LL § 7 P, stk. 7, har samme retsvirkninger som i øvrigt beskrevet i afsnittet om LL § 7 P, se C.A.5.17.3. For medarbejderen betyder det, at beskatningen af tildelte aktier og købe- og tegningsretter til aktier udskydes til det tidspunkt, hvor aktierne sælges. Beskatningen sker som aktieindkomst og ikke som lønindkomst.

Der er en række betingelser, som udover betingelserne i afsnit C.A.5.17.3.3., skal være opfyldt for at anvende reglerne i LL § 7, stk. 7. Betingelserne fremgår af LL § 7 P, stk. 7, nr. 1 - 9, og er følgende:

1) Selskabet må ikke på aftaletidspunktet have haft mere end 50 ansatte i et af de to seneste opgjorte årsregnskaber

2) Selskabets nettoomsætning eller balancesum må ikke have oversteget 15 mio. kr. i et af de to seneste opgjorte årsregnskaber

3) Selskabet må ikke have været aktivt på et marked i mindre end 5 år før kalenderåret, hvor aftalen indgås

4) Selskabet må ikke drive virksomhed, som i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse

5) Selskabet må ikke være kriseramt

6) Selskabet skal have tilbagebetalt eventuel ulovlig støtte

7) Ordningen kan ikke anvendes ved ejerandel på mere end 25 pct. af aktiekapitalen eller rådighed på mere end 50 pct. af stemmerne

8) Selskabet må ikke være børsnoteret eller på anden måde optaget til handel på et reguleret marked

9) Der er krav om indberetning ved støtte på over 500.000 euro

Se betingelserne her: lov nr. 2197 af 29/12/2020, lov nr. 84 af 30. januar 2019 og 2020/1 LSF 69.

Baggrund

I 2019 traf Folketinget beslutning om, at reglerne i LL § 7 P skulle udvides for nye og mindre virksomheder. Reglen skulle udvides således, at nye og mindre virksomheder fik mulighed for at tildele et større vederlag (op til 50 pct. af årslønnen) til medarbejderne end, hvad der allerede fremgik af LL § 7 P, stk. 2, nr. 2. Se lov nr. 84 af 30. januar 2019.

Da medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder indeholder elementer af statsstøtte, var det nødvendigt, at ordningen blev godkendt af Europa-Kommissionen, inden den trådte i kraft. Den 7. oktober 2020 godkendte Europa-Kommissionen ordningen under forudsætning af, at der blev indført nogle yderligere betingelser. Herefter inkorporerede regeringen Europa-Kommissionens bemærkninger, hvilket medførte, at der blev fremsat et lovforslag om ordningens ikrafttræden i 2020. Dette lovforslag blev godkendt med virkning fra den 1. januar 2021, og finder anvendelse på aftaler indgået denne dato og frem, se lov nr. 2197 af 29/12/2020.

Bemærk

Der er ved lov nr. 1781 af 29. december 2025 om ændring af ligningsloven vedtaget nye regler, der udvider medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder til at omfatte flere små- og mellemstore virksomheder samt afskaffer grænsen for, hvor stor en andel af lønnen, som virksomhederne kan tilbyde som indskomstskattefri medarbejderaktier, og erstatter dette med et krav om en grundløn til medarbejderne. ►Udvidelsen er godkendt af Europa-Kommssionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren har derfor i henhold til bemyndigelsesbetemmelsen i ændringslovens § 2, stk. 1, fastsat lovens ikrafttræden, og de nye regler gælder herefter per 1. juli 2026. Se bekendtgørelse nr. 553 af 22. juni 2026. De nye regler har virkning for aftaler om tildeling af aktier, køberetter til aktier og tegningsretter til aktier, der indgås efter 1. juli 2026. Se ændringslovens § 8, stk. 8. De nye regler vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning. Der henvises til fremsat lovforslag nr. 64 af 5. november 2025, bilag til udvalgsbehandlingen samt betænkning af 10. december 2025 til lovforslag nr. 64.

Ikrafttrædelse

Med virkning fra den 1. januar 2021 er de nye regler for medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder vedtaget, se lov nr. 2197 af 29/12/2020 og 2020/1 LSF 69.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.