C.B.6.4 Opgørelse af investorfradrag

C.B.6.4 Opgørelse af investorfradrag

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan investorfradraget skal opgøres.

Regel

Investorfradraget opgøres på grundlag af aktiernes anskaffelsessum. Anskaffelsessummen er det beløb, som aktierne er erhvervet for, med tillæg af eventuelle yderligere omkostninger, der er direkte knyttet til erhvervelsen. De omkostninger, der kan tillægges, er de samme som de omkostninger, der kan tillægges anskaffelsessummen ved opgørelse af gevinst eller tab efter aktieavancebeskatningsloven. Se investorfradragslovens § 7, stk. 1. Omkostningerne tillægges både anskaffelsessummen ved opgørelse af gevinst eller tab efter aktieavancebeskatningsloven og ved opgørelse af investorfradraget.

59 pct. af anskaffelsessummen kan fradrages. Ved direkte erhvervelse af aktier kan fradraget højst beregnes på grundlag af en anskaffelsessum på 400.000 kr. Ved indirekte erhvervelse af aktier via erhvervelse af andele i investorfradragsfonde kan fradraget højst beregnes på grundlag af en anskaffelsessum på 125.000 kr. 

Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag. Fradraget fradrages således i den skattepligtige indkomst, men kan hverken fradrages i den personlige indkomst eller i kapitalindkomsten.

Der er tale om et loft for størrelsen af investorfradraget i de enkelte indkomstår. I samme indkomstår kan der både foretages fradrag  for direkte og indirekte erhvervelse,  og begge lofter kan udnyttes fuldt ud i samme indkomstår.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.