SKAT (nu Skattestyrelsen) udsendte i 2009 en vejledning om værdiansættelse af virksomheder, virksomhedsandele og immaterielle aktiver mellem interesseforbundne parter, "Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse" (senest genudsendt i 2019).
Denne vejledning er indarbejdet og omskrevet i Den juridiske vejledning 2023-2, se afsnit C.J. Se særligt afsnit C.J.5 om værdiansættelse inden for transfer pricing.
Vejledningen i afsnit C.J. indeholder en beskrivelse af de økonomiske værdiansættelsesmodeller samt Skattestyrelsens anbefalinger til, hvordan disse kan anvendes. Skattestyrelsens anbefalinger er mere specifikke, men i overensstemmelse med den overordnede vejledning om værdiansættelse, som er medtaget i TPG kap. VI.
I TPG 6.153-6.178 omtales værdiansættelsesmetoder. Se også eksemplerne 27-29 i anneks I til kapitel VI.
Værdiansættelsesmetoderne skal anvendes i overensstemmelse med principperne i TPG's øvrige kapitler. Det er ikke hensigten at give en udførlig vejledning til anvendelsen af værdiansættelsesmetoder i TPG. Det anerkendes imidlertid, at værdiansættelsesmetoder, der anvendes i overensstemmelse med TPG, i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder, i overensstemmelse med gode værdiansættelsesprincipper og med vurdering af de forudsætninger, som værdiansættelsen baseres på, kan være nyttige redskaber i en transfer pricing analyse.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.