Dette afsnit handler om stiftelsestidspunktet for krav om betaling af momsreguleringsforpligtelser vedrørende investeringsgoder.
Afsnittet indeholder:
Når et konkursbo sælger aktiver, der efter momsloven betragtes som investeringsgoder, skal der i nogle situationer ske en regulering af det momsfradrag, som virksomheden tidligere har opnået vedrørende det pågældende aktiv. Reglerne om regulering for investeringsgoder er beskrevet i afsnit D.A.11.7.5.
Hvis reguleringsforpligtelsen vedrører et fradrag, som den konkursramte virksomhed har foretaget før konkursen, skal reguleringen foretages i perioden før konkursen. Kravet er dermed et simpelt krav i boet, uanset at kravet først kan gøres gældende ved konkursboets salg af investeringsgodet, jf. UfR.1981.163 ØLD.
I visse tilfælde kan reguleringsforpligtelsen overdrages til køberen af investeringsgodet. Køber skal i den forbindelse afgive erklæring om, at denne vil overtage reguleringsforpligtelsen. Erklæringen afgives på en blanket udarbejdet af Skatteforvaltningen eller elektronisk på Virk.dk i Erhvervsstyrelsens virksomhedsregistreringssystem. Sælger skal kun underrette Skatteforvaltningen om købers overtagelse af reguleringsforpligtelsen, hvis papirblanketten anvendes. Se momsbekendtgørelsens § 20, stk. 2.
Hvis konkursboet foretager indkøb, der er omfattet af reglerne om fradrag for købsmoms af investeringsgoder i ML §§ 43 - 44, vil eventuelle reguleringer få massekravsstatus, idet momskravet i dette tilfælde ikke relaterer sig til tiden før konkursdekretets afsigelse, men derimod til konkursperioden.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretsdomme | ||
| U.1981.163/2Ø | Et momsregistreret anpartsselskab, der havde fradragsret for indgående afgift vedrørende et fabriksbyggeri, blev efter kort tids forløb erklæret konkurs. Boet fortsatte virksomhedens drift og blev momsregistreret. Efter en begæring, der var indgivet på boets vegne, solgtes den pågældende fabriksbygning på tvangsauktion med den følge, at regulering skulle foretages efter bekendtgørelse nr. 312 af 26. maj 1978. Reguleringsforpligtelsen kunne ikke anses som en gæld, der var pådraget boet under dets behandling, og kunne derfor ikke anerkendes som massekrav. | |
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.