C.F.8.2.2.5.5 Fast driftssted inden for koncerner

C.F.8.2.2.5.5 Fast driftssted inden for koncerner

Hvis et selskab beherskes af et andet selskab, så betyder selve tilstedeværelsen af et af selskaberne i et land ikke, at det andet selskab skal anses for at have fast driftssted i det pågældende land. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 7, og punkt 115-118 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 5.

Eksempel 1

Et selskab M i land A har et datterselskab D i land B. Ejerforholdet betyder ikke, at selskab M har fast driftssted i land B. Ejerforholdet betyder heller ikke, at selskab D har fast driftssted i land A.

Eksempel 2

Et selskab M i land A har et datterselskab D i land A, som har et fast driftssted i land B. Selskab D har selvfølgelig fast driftssted i land B. Men ejerforholdet betyder ikke, at selskab M har fast driftssted i land B.

Eksempel 3

Et selskab M i land A har et fast forretningssted i land B og har samtidig et datterselskab D i land A. Selskab M har selvfølgelig fast driftssted i land B. Men ejerforholdet betyder ikke, at selskab D har fast driftssted i land B.

Bemærk

Trods reglen vil der ofte alligevel være fast driftssted for det selskab, der ikke har fast driftssted i eksemplerne ovenfor. Det skyldes i så fald de almindelige regler om fast driftssted.

Fast driftssted for et moderselskab med et datterselskab i et andet land kan fx opstå, hvis datterselskabet stiller lagerfaciliteter til rådighed for moderselskabet, eller hvis datterselskabet fungerer som agent eller befuldmægtiget for moderselskabet.

Se også

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.